En gravsten er et menneskes sidste mulighed for at fortælle verden, hvad man mener, livet handler om. Påskriften på en gravsten bliver i den forstand et slags eksistentielt testamente i form af en koncentreret trosbekendelse til det, som den afdøde virkelig mente, at livet handler om ud over ens eget navn. Og man kan på den måde betragte kirkegårde som visdomsbøger fulde af stentavler med vigtige budskaber.
LÆS OGSÅ: Kierkegaard skal med i hverdagen
Nogle vælger selvfølgelig at ære sig selv med monstrøse monumenter og lange selvfede cver hugget ind i sten, og går man eksempelvis tur på Assistens Kirkegård i København, vil man se, at mange af datidens rigmænd tilsyneladende ikke havde andet at sige verden, end at gravstedet for eksempel var betalt 150 år frem.
For andre er gravstenen mere en mulighed for at vise grundstenen i troen. Og mange vælger derfor at citere Bibelen eller salmebogen på deres gravsten. De ord virker slidstærke og nøje udvalgte. Sådan en gravsten har filosoffen Søren Kierkegaard, der også ligger begravet på Assistens Kirkegård.
Søren Kierkegaard er ellers måske først og fremmest kendt som en genial intellektuel begavelse og drilsk ironiker, men hans opbyggelige taler viser, at han også var et følsomt og fromhedssøgende menneske med en stærk evighedslængsel. Og det er den Kierkegaard, man møder på hans ydmyge familiegravsten. For skønt han selv skrev mange kloge bøger om livet og kristendommen, valgte han at citere salmedigteren H.A. Brorson på sin gravsten:
Det er en liden tid,
så har jeg vunden,
så er den ganske strid
med ét forsvunden;
så kan jeg hvile mig i rosensale
og uafladelig
min Jesum tale.
Strofen er en del af en længere salme af H.A. Brorson fra 1735, som denne selv offentliggjorde i Troens rare klenodie i 1739. I dag kan man læse en kortere og mildere udgave i Den Danske Salmebog som salme nr. 622, Halleluja! jeg har min Jesus fundet. Og det er en særdeles velvalgt salme af Kierkegaard, mener dr. phil. Steffen Arndal, der tidligere har skrevet doktorafhandling om Brorsons forfatterskab og her under Kierkegaard-året skal holde flere foredrag om forbindelsen mellem Søren Kierkegaard og Brorson:
Det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at Kierkegaard netop vælger at citere Brorson på sin gravsten. For de to er meget tæt beslægtede teologisk, siger Steffen Arndal og peger på, at både Brorson og Kierkegaard var stærkt prægede af Den Herrnhutiske Brødremenigheds fromhedstænkning og store evighedslængsel.
Søren Kierkegaards far var medlem af Den Herrnhutiske Brødremenighed og tog tidligt Søren Kierkegaard med til menighedens møder i København. Det prægede Søren Kierkegaard resten af livet. Måske stødte han allerede på Brorsons salmer til de møder.
For Brorson kom allerede i forbindelse med den herrnhutiske tænkning, da han var hjælpepræst i Tønder i begyndelsen af 1700-tallet. Og selvom Brorson senere blev presset til at behandle brødremenighederne hårdt som biskop, blev deres pietistiske fromhedstænkning ved med at præge ham og hans salmedigtning, fortæller Steffen Arndal.
Den herrnhutiske teologi fører synd og nåde tæt sammen ved at kredse om, at man på samme tid kan sørge over at være 100 procent synder og glæde sig over at være 100 procent frelst. Og den dobbelthed præger i høj grad også Brorsons salmer, der både skildrer lidelsen og håbet om evigheden hos Gud, forklarer Steffen Arndal, der peger på, at Kierkegaard også levede et liv med meget lidelse og strid.
Evighedslængslen er et udgangspunkt for hele Kierkegaards forfatterskab. Han spejlede altid nuet i evigheden. Men døden kunne måske ses som en vinding for ham, når man tænker på, at han både måtte leve med sin kuldsejlede forlovelse med Regine og en evig kamp med sig selv og andre. I årene op mod sin død var han jo i en åben kamp mod statskirken i Danmark, så han har nok kunnet spejle sig i Brorsons håb om, at den ganske strid med ét skulle forsvinde, siger Steffen Arndal, der samtidig mener, at salmen passer perfekt ind i Kierkegaards fokus på selvet.
Salmen tager udgangspunkt i et jeg over for skaberen. Den italesætter ikke, at vi skal lovsynge Gud sammen i evighed, men det er subjektets inderlige fromhed, der er i fokus. Og det er jo typisk for Kierkegaard. Men jeg synes også, at salmen viser et element af umiddelbar fromhed i hans tænkning, som er beslægtet med den herrnhutiske teologi, siger Steffen Arndal.
Kierkegaard-kenderen dr.theol. Anders Kingo er ved at skrive en bog om forholdet mellem den herrnhutiske brødremenighed og Søren Kierkegaard, og der er meget stof at skrive om, fortæller han.
Kierkegaard hentede noget af sit billedsprog fra brødremenigheden, og han overtog i vid udstrækning den pietistiske sprogbrug. Blandt herrnhuterne var der for eksempel en meget stor vægtlægning på Jesu lidelse og død, der ofte blev skildret i nogle meget voldsomme billeder, som vi kan genfinde et par steder hos Kierkegaard, siger Anders Kingo, der dog samtidig understreger, at Kierkegaard lagde sin helt egen betydning ned i de ord og billeder, som brødremenigheden brugte.
Man kan derfor på ingen måde sætte lighedstegn mellem den herrnhutiske teologi og Kierkegaards tænkning. Men der er en del fællestræk. For eksempel lagde herrnhuterne både vægt på evigheden og nuet. De længtes mod himlen, men var virkelig virksomme på jorden med stolte håndværkstraditioner og et stort diakonalt arbejde. Evighedslængsel havde Kierke-gaard, men Timeligheden er det, hvorom alt drejer sig, som han for eksempel understreger i Frygt og Bæven, siger Anders Kingo, mens Steffen Arndal påpeger, at man også kan læse Kierke-gaards gravsten som en understregning af, hvad der var vigtigst for ham.
Det er ikke en smart ironisk bemærkning, der står tilbage for Kierkegaard, men det mere jævne håb om, at Jesus vil lade ham hvile i rosensale i evighed.