Flyet nærmer sig Beijing og dykker ned i en gråbrun suppe af ubestemmelig karakter. I lufthavnsterminalen får vi en forsmag på, hvad der venter ude i byen: En metalsmag breder sig i munden, kriller i halsen og en hoste trænger sig på.
Beijings flotte Terminal 3, der er designet af den britiske stjernearkitekt Norman Foster, blev indviet lige før De Olympiske Lege i 2008.
LÆS OGSÅ: Kina skærper krav til benzin for at mindske forurening
Det var dengang, myndighederne beordrede fabrikker i omegnen af Beijing til at indstille al produktion. Samtidig begrænsede man biltrafikken i hovedstaden ikke af hensyn til dens indbyggere, men fordi de udenlandske atleter skulle kunne konkurrere og trække vejret samtidigt.
Og det virkede. Som ved et mirakel fik også Beijings indbyggere glæde af dage med blå himmel og strålende solskin. Pludselig kunne man trække vejret frit, men det holdt ikke længe. Efter OL blev der sat fuldt tryk på alle kedler igen, og i dag næsten fem år efter står det klart, at miraklet ikke var langtidsholdbart.
Denne vinter har Beijing oplevet noget af den værste luftforurening nogensinde. Især januar var storslem. Målinger af de fine partikler på blot 2,5 mikrometer i diameter (kaldet PM 2,5), der kan trænge dybt ned i lungerne og ud i blodet, røg helt ud af skalaen. Den går til 500 mikrogram per kubikmeter, men nogle dage var den oppe på det dobbelte. København har normalt under 25 mikrogram per kubikmeter.
Det var slemt. Der var mange dage, hvor myndighederne advarede børn og ældre mod at gå ud. Det kan jeg ikke huske, at vi har oplevet før, siger Vicky Zhang, der er ansat i det lokale bystyre.
Nu er vi i marts, men luftforureningen er blevet hængende.
Heldigvis bor jeg tæt på mit arbejde, og når det er værst, kører min mand mig på arbejde, tilføjer hun.
Biler, ja. Dem er der nu over fem millioner af i Beijing, to millioner flere end i 2008, og hver dag kommer mindst tusind til. På en proppet parkeringsplads i det centrale Beijing sidder en ældre kvinde på en bænk og hviler sine gamle ben.
Nej, luften er ikke god, bemærker hun, da jeg sætter mig hostende ved siden af hende. Efter halvandet døgn i byen har den berygtede Beijing-hoste allerede fået has på mig.
Da jeg var ung, var der næsten ingen biler, og alle cyklede på arbejde. I dag er det lige omvendt, siger hun og nikker mod den lange kø af biler, der i sneglefart bevæger sig gennem gaden.
Og så er der flyttet mange flere mennesker til Beijing. Det er udviklingen, mei banfa, tilføjer hun med et kinesisk udtryk, der kan oversættes som: der er ikke noget at stille op.
Men som 2008 viser, er der netop noget at stille op, blot der er vilje til det. Skal man tro den afgående regeringsleder, Wen Jiabao, er den der nu. Fremover skal der ikke kun fokuseres på høj økonomisk vækst. Befolkningens levevilkår skal også forbedres, og miljøbeskyttelsen skal styrkes.
Det lovede han i sin tale til parlamentsmødet i Den Nationale Folkekongres, der kører lige nu og ugen ud. Problemet er bare, at det har han og partiets øverste ledere lovet i årevis.
Men det er nu, der skal handles. Det fastslog én af de delegerede, professor Zhong Nanshan, der er Kinas fremmeste ekspert i luftvejssygdomme. Ifølge ham er tilfældene af lungekræft i Beijing steget med 60 procent i det seneste årti. Alarmerende tal, konstaterede han på et pressemøde, der blev refereret bredt i statsmedierne.
Hvis vi ikke gør noget nu, og der går yderligere 10 år, kan jeg slet ikke forestille mig, hvordan Beijing vil være, sagde Zhong Nanshan og kom med denne advarsel:
Hvis vi tillader det at blive værre, vil den sociale ustabilitet, det kan skabe, være helt uforudsigelig. Og jeg overdriver ikke.
Advarslen gælder sådan set for hele Kina. Jord, luft og vand er forurenet i det meste af landet og i en grad, så millioner af liv er i fare hvert eneste år, og det fører til lokale opstande.
Miljøministeriet har udarbejdet en rapport over forureningen af jord, der åbenbart er så slem, at man har set sig nødsaget til at stemple den som en statshemmelighed. Men ellers er der dog en større åbenhed om miljøproblemerne, og medierne er begyndt at berette om dem.
For eksempel viste et program i statsligt tv for nylig, at 60 procent af Kinas floder er alvorligt forurenede. Apropos floder kæmper myndighederne i Shanghai lige nu med at hive 3300 døde grise op af Huangpu-floden, der leverer drikkevand til omkring 23 millioner mennesker i området.
Den delvise åbenhed førte sidste år til, at miljømyndighederne i Beijing dagligt begyndte at offentliggøre målinger af de små partikler, PM 2,5. Det skete efter pres fra kinesiske brugere af internettet, der havde fulgt den amerikanske ambassades målinger og konstateret, at de kinesiske målinger var langt mere positive.
I dag måler kineserne også de små partikler, der ud over biler især kommer fra kulfyrede kraftværker og fra de store stålproducenter, der ligger i Hebei-provinsen omkring Beijing. Også de bruger enorme mængder kul.
Så kul er én af de store skurke, og det må derfor være passende at slutte af på Kulhøjen, der ligger centralt i Beijing, og som skulle være byens bedste udsigtspost. Herfra kan man normalt skue ud over Den Forbudte By og hele den gamle kejserby.
I selskab med adskillige kinesiske turister kæmper vi os hostende og harkende op til toppen. Blot for at konstatere, at det tidligere kejserpalads stort set er forsvundet i smog.
Det er jo ikke til at tage billeder, lyder det ærgerligt fra et hold turister fra en sydlig provins.
Aja, det er meget beskidt, konstaterer en kvinde, der går fra den ene side til den anden, men med samme ringe udsigt og fotomuligheder.
Og det har hun ret i. Ifølge dagens måling af PM 2,5 var der 440 mikrogram per kubikmeter, netop da vi var på Kulhøjen. Et niveau, der ifølge den amerikanske ambassade er farligt.
Det kinesiske miljøministerium nøjes med at kalde det alvorligt, men opfordrer folk til at undgå udendørs aktiviteter. Det gælder også i morgen, for da er der udsigt til en sandstorm fra Gobi-ørkenen.
I overmorgen skulle det blive bedre, kun fire gange så forurenet som i København.