Allahu Akbar.
Gud er stor, erklærer manden med det røde tørklæde om hovedet. Ved hans side står to tilsvarende tørklædeklædte mænd med Kalasjnikov-maskingeværer, foran ham knæler en mager mand i en for stor badekåbe med udtryksløse øjne. Han er kristen, fortæller han med monoton stemmeføring, og dette er en instruktionsvideo i, hvordan man dræber hans slags.
LÆS OGSÅ: De mange taberes krig
Sådan, siger manden bag ham og forklarer teknikken bag, hvad han derpå gør: griber den kristne i håret og skærer halsen over på ham i syv-otte hurtige ryk med en kort kniv. 11 sekunder tager det, før hoved og krop ligger adskilt fra hinanden på gulvet. Den dødes øjne og mund er åbne. Den dårlige videokvalitet giver blodsprøjet et uvirkeligt orangerødt skær.
Videoen blev for tre år siden distribueret i Mosul, en irakisk by på grænsen til det kurdiske selvstyreområde i Nordirak. Her boede Sargon Sattar, og da han fik filmen stukket i hænderne, flygtede han, præcis som 36.000 af byens dengang 40.000 andre kristne gjorde.
Sargon Sattar har oplevet kidnapninger af familiemedlemmer, dødstrusler, bombede kirker og pengeafpresning. Hans historie er typisk.
LÆS OGSÅ: Irak-krigen fik mange tabere
For 10 år siden boede der anslået 800.000 kristne i Irak. I begyndelsen af 1990erne var det tal 1,3 millioner, og i dag er der i omegnen af 4-500.000 tilbage, vurderer det amerikanske udenrigsministerium.
Vi kristne boede over hele Irak, men nu er folk væk. Mange muslimer i Irak tror stadig, amerikanerne kom for at befri de kristne, og vi bliver nødt til at flygte, siger Sargon Sattar. Han arbejder i dag som direktør for en kaldæisk kristen nødhjælpsorganisation med at finde hjem og arbejde til fordrevne kristne i det kurdisk kontrollerede nord, hvor flertallet af de tilbageværende kristne søger hen. Mange ser dog det sikre nord som en mellemstation. Økonomiske og sproglige problemer gør det svært for mange kristne at falde til. Ifølge Den Internationale Organisation for Migration forlod 63 procent af de fordrevne kristne, som havde søgt ly i nord, landet sidste år.
Kristne søger væk, men vi vil hjælpe dem til at blive her, siger Sattar og fortsætter:
Jeg bliver her. For det er mit land, mit liv, mit sprog, min historie, der er her. Mister vi det, mister vi alt.
Det synspunkt deler det kurdiske selvstyreområde. Khalid Jamal Alber, generaldirektør med ansvar for kristne i det kurdiske ministerium for religiøse affærer, forklarer, at de kristne minoriteter udgør en vigtig del af hele landets identitet. De fleste af landets kristne er assyrere, som kan spore deres historie helt tilbage til 4000 år før Kristus:
Derfor har Kurdistan valgt at prioritere kristne. Vi sørger for deres sikkerhed og tildeler jord og arbejdspladser så vidt, vi kan, siger han.
Især fra 2006 er kristne strømmet hertil, og mange regnede nok med, at det skulle være en mellemstation. Men flere opdagede, at her er til at bo, siger han.Vi håber, at alle kristne, der forlod vores land, vil vende tilbage, fortsætter han og slår håndfladen i bordet på sit massive skrivebord:
For det her er vores hjem.
Af sikkerhedshensyn er Sargon Sattars navn opdigtet. Hans rigtige navn er redaktionen bekendt.