Pave Frans' tale ved indsættelsen: Vær beskyttere af Guds gaver

At beskytte hele skabelsen, at beskytte hvert et menneske og især de svageste er at beskytte os selv. Det er en tjenen, som biskoppen af Rom er kaldet til at udføre, men en tjenen, til hvilken vi alle er kaldet. Sådan sagde den nye pave blandt andet i sin indsættelsesprædiken i går

Pave Frans holdt i går sin officielle indsættelsestale
Pave Frans holdt i går sin officielle indsættelsestale. Foto: STRINGER Denmark.

Kære brødre og søstre, jeg takker Herren for, at jeg kan afholde denne hellige messe ved tiltrædelsen af mit Peters-kald og højtideligholde Sankt Josef, Jomfru Marias husbond og beskytter af den universelle kirke.

Det er et betydningsfuldt sammenfald, og det er også min velærværdige forgængers navnedag. Vi er ham nær i vore bønner, fulde af hengivenhed og taknemmelighed.

LÆS OGSÅ:
Pave Frans tager katolikkerne med storm

Jeg hilser varmt mine brødre, kardinalerne og biskopperne, præsterne og diakonerne, religiøse mænd og kvinder og alle de troende lægfolk. Jeg takker repræsentanterne for andre kirker og gejstlige samfund såvel som repræsentanterne for det jødiske samfund og andre religiøse samfund for deres tilstedeværelse. Hjertelige hilsner herfra til stats- og regeringsoverhoveder, medlemmer af de officielle delegationer fra mange lande rundtom i verden og diplomatkorpsene.

I Evangeliet hørte vi, at Josef gjorde, som Herrens engel befalede ham, og tog Maria til sin hustru (Matthæusevangeliet 1, 24). Disse ord peger allerede på den mission, som Gud betror Josef: Han skal være custos, beskytteren. Hvem skulle han da beskytte? Maria og Jesus men det udvides så til at omfatte kirken, sådan som salig Johannes Paul II påpegede det: På samme måde som Sankt Josef tog sig kærligt af Maria og med glæde opfostrede Jesus Kristus, våger han over Kristi mystiske krop, kirken, som Jomfru Maria er eksemplarisk model for (Redemptoris Custos, 1).

Hvordan udøver Josef sin rolle som beskytter? Diskret, ydmygt og stilfærdigt, men med et usvigeligt nærvær og fuldstændig trofasthed, selv når han finder det svært at begribe. Fra hans trolovelse med Maria, til de finder den 12-årige Jesus i templet i Jerusalem, er han til hver en tid til stede med kærlig omsorg.

Som Marias husbond er han ved hendes side i gode og dårlige tider, på turen til Betlehem til folketællingen og under de ængstelige og glædesfyldte timer under fødslen, under den dramatiske flugt til Egypten og under den hektiske søgen efter deres barn i templet, og senere i hverdagen i hjemmet i Nazaret i værkstedet, hvor han lærte Jesus sit fag.

Hvordan reagerer Josef på kaldet til at være beskytter for Maria, Jesus og kirken? Med konstant opmærksomhed på Gud, åbenhed mod tegnene på Guds tilstedeværelse og modtagelighed for Guds planer og ikke kun hans egne. Det er, hvad Gud beder David om, som vi hørte i den første læsning.

Gud ønsker ikke et husbygget af mennesker, men troskab mod sit ord og sin plan. Det er Gud selv, som bygger huset, men han gør det med levende sten forseglede med hans ånd.

Josef er beskytteren, fordi han er i stand til at høre Guds stemme og lade sig vejlede af hans vilje og af den grund er han så meget mere fintmærkende over for de mennesker, som han er blevet betroet at tage vare på. Han kan anskue tingene realistisk, han er i kontakt med sine omgivelser og kan træffe indsigtsfulde beslutninger.

Af Josef, mine kære venner, lærer vi, hvordan vi bør reagere på Guds kald, gladeligt og beredvilligt, men vi ser også kernen i det kristne kald, som er Kristus! Lad os beskytte Kristus i vore liv, så at vi kan beskytte andre, så vi kan beskytte skabelsen!

Kaldet til at være en beskytter er dog ikke blot noget, der vedrører os kristne det har også en primær dimension, som er rent menneskelig og vedrører alle. Det betyder at beskytte alt det skabte, skønheden i den skabte verden, som skabelsesberetningen fortæller os, og Sankt Frans af Assisi viste os.

Det betyder at respektere hver af Guds skabninger og det miljø, vi lever i. Det betyder at beskytte mennesker og udvise kærlig omsorg for hvert eneste menneske, især børn og gamle og nødlidende, som ofte er de sidste, vi tænker på.

Det betyder at tage hånd om hinanden i vore familier: Mænd og hustruer beskytter først hinanden, og siden beskytter de som forældre deres børn, og børnene selv beskytter med tiden deres forældre. Det betyder at opbygge sande venskaber, hvor vi beskytter hinanden i tillid, respekt og godhed. I sidste ende er alting blevet os betroet til vor beskyttelse, og vi er alle ansvarlige for det. Vær beskyttere af Guds gaver!

Hver gang mennesker ikke lever op til dette ansvar, hver gang vi forsømmer at tage vare på skabelsen og på vore brødre og søstre, åbnes vejen for ødelæggelse, og hjerterne hærdes. Tragisk nok har alle historiske perioder deres kong Herodeser, som skaber død og ødelæggelse og skæmmer mænds og kvinders åsyn.

Jeg vil gerne bede alle dem, der har ansvarlige poster i det økonomiske, politiske og samfundsmæssige liv, og alle mænd og kvinder af god vilje: Lad os beskytte skabelsen, beskytte Guds plan, som er indprentet i naturen, lad os beskytte hinanden og miljøet. Lad os ikke tillade, at varsler om ødelæggelse og død ledsager denne verdens fremskridt!

Men for at være beskyttere skal vi også holde øje med os selv! Lad os ikke glemme, at had, misundelse og stolthed besudler vore liv! At være beskyttere betyder derfor også at holde øje med vore følelser og vore hjerter, fordi de er sæde for gode og onde hensigter. Hensigter, som bygger op og river ned! Vi må ikke være bange for godhed og ligefrem ømhed!

Her vil jeg godt tilføje en ting mere: Omsorg og beskyttelse kræver godhed, det kræver en vis ømhed. I evangelierne optræder Sankt Josef som en stærk og modig mand, en håndens arbejder, men i hans hjerte ser vi en stor ømhed, som ikke er en dyd for de svage, men tværtom et tegn på åndens styrke og en formåen udi omtanke og medfølelse, sand åbenhed mod andre og kærlighed. Vi må ikke vige tilbage for godhed og ømhed!

I dag, når vi helligholder Sankt Josef, fejrer vi begyndelsen på den nye biskop i Roms kald, han er Peters efterfølger og har dermed en vis magt. Sandelig skænkedes Peter magt, men hvilken slags magt var det?

Jesu tre spørgsmål til Peter om kærlighed følges op af tre bud: Mæt mine lam, mæt mine får. Lad os aldrig glemme, at sand magt er at tjene, og at også en pave i sin udøvelse af magt er nødt til at gå endnu længere i den tjenen, som kulminerer så strålende på korset.

Han må lade sig inspirere af den ydmyge, konkrete og trofaste tjenen, som prægede Sankt Josef, og ligesom han må han åbne sine arme for at beskytte alle Guds folk og med øm omsorg favne hele menneskeheden, særligt de fattige og svage, de mindst betydelige, som Matthæus oplister i den endelig dom over kærligheden: de sultende, de tørstige, de fremmede, de nøgne, de syge og de fængslede ( Matthæusevangeliet 25, 31-46). Kun de, der tjener med kærlighed, er i stand til at beskytte!

I den anden fortolkning taler Sankt Paulus om, at Abraham håber på trods og tror (Romerbrevet 4, 18). At håbe på trods! Også i dag, midt i så stort et mørke, er vi nødt til at se håbets lys og være mænd og kvinder, som bringer håb til andre. At beskytte skabelsen, beskytte hver en mand og hver en kvinde, at betragte dem med ømhed og kærlighed er at åbne en horisont af håb.

Det er at lade en stribe lys bryde igennem de tunge skyer og bringe håbets varme! For troende, for os kristne som for Abraham og Sankt Josef er håbet, vi bringer, et håb i Guds horisont, som har åbnet sig for os med Kristus. Det er et håb bygget på den klippe, som er Gud.

At beskytte Jesus med Maria, at beskytte hele skabelsen, at beskytte hvert et menneske og især de svageste er at beskytte os selv. Det er en tjenen, som biskoppen af Rom er kaldet til at udføre, men en tjenen, til hvilken vi alle er kaldet, så at håbets stjerne kan skinne klart. Lad os med kærlighed beskytte alt, hvad Gud har givet os!

Jeg bønfalder Jomfru Maria, Sankt Josef, Sankt Peter og Sankt Paulus og Sankt Frans om at gå i forbøn for, at Helligånden vil bistå mig i mit embede, og jeg vil bede jer alle bede for mig! Amen.

Kronikken er en redigeret version af den prædiken, som pave Frans holdt i går ved sin officielle indsættelse. Oversat af Sara Høyrup