På Statens Museum for Kunst hænger et billede af Kristus i færd med at opstå fra de døde. Han sidder oven på sin egen lukkede grav og viser sine sår. Kroppen er marmorhvid, men hals og hoved er ved at få livagtig farve.
Det er formentlig museets vigtigste billede, mener kunsthistoriker Jacob Wamberg fra Aarhus Universitet. Og det er det af en række grunde, som tilsammen rummer historien om, hvorfor netop opstandelsen har været et af de absolut vigtigste temaer i den kristne kunst gennem 1600 år.
Men inden vi kommer dertil, er det nødvendigt at tage turen tilbage til omkring år 400, hvor opstandelsen første gang begyndte at optræde som motiv. I hvert fald indirekte, for Jesus var ikke at finde på malerierne. Det var i stedet kvinderne, der stod omkring den tomme grav. Eller endnu mere typologisk: Jonas og havdyret, som i den bibelske historie slugte ham og spyttede ham ud igen på tredjedagen.
LÆS OGSÅ: Opstandelsen på vej ud af billedkunsten
Versionerne er mange, men de er alle fulde af symboler fra Det Gamle Testamente, for man var stadig i syv sind om, hvordan man egentlig skulle portrættere Jesus. Eller hans opstandelse for den sags skyld. Bibelen var nemlig fyldt med meget forskellige beretninger om, hvad der faktisk skete, forklarer kunsthistoriker Hans Jørgen Frederiksen fra Aarhus Universitet:
Det eneste, man var enige om, var, at graven var tom om morgenen. Derudover var forvirringen stor, og ingen turde tage det første skridt ud i at give et alt for naturalistisk bud på en afbildning.
Mens man i den østlige, ortodokse kirke holdt fast i ikke at skildre opstandelsen direkte, men kun viste nedfarelsen til dødsriget, begyndte man alligevel ret hurtigt at gøre det i den vestlige romerskkatolske kirke. Der var simpelthen behov for det, for opstandelsesmotivet var sammen med korsfæstelsen det allervigtigste motiv i den vestlige kirke, siger Hans Jørgen Frederiksen. Opstandelsen rummer nemlig det helt centrale budskab i kristendommen: at livet har sejret over døden.
Paulus siger selv, at hvis det ikke er for de dødes opstandelse, er alt forgæves. Det hele står og falder med genopstandelsen, alt peger frem mod den, og den er udgangspunktet for Det Nye Testamente, siger han.
Den vurdering deler kunsthistoriker Mikael Wivel fra Københavns Universitet. Opstandelsen fra de døde er måske endda det vigtigste tema i Bibelen, siger han, fordi det rummer troens præmis: at noget ikke kan forklares.
Behovet for at få sat billeder på opstandelsen kom dog også udefra, fra folket, der havde brug for nogle mere konkrete værktøjer til at forstå det ubegribelige. Og det fik de i kunstens indirekte sprogbrug. Her var de briller og ører, der kunne skabe en personlig oplevelse af, hvad man kunne se inde i den tomme grav.
Gennem flere hundrede år holdt kunstmalerne dog igen med lidelseselementet. Først i 1100-1200-tallet blev hullerne i hænder og fødder almindeligt, og billedsproget blev generelt mere direkte og naturalistisk. Det gjaldt i øvrigt også korsfæstelsesmotivet, som ikke blev udpenslet før i den sene middelalder.
Men det var altså ikke som i den ortodokse kirke fordi man mente, at Jesus ikke burde afbildes. Man var simpelthen i tvivl om, hvordan man skulle gøre det. Kunstnerne eller rettere de kirker og gejstlige, der bestilte kunstnerne var bange for at banalisere det store mysterium, som genopstandelsen var, ved at gøre det konkret. Og måske endda entydigt.
Kun de allerbedste kunstnere magtede opgaven, og på den måde blev opstandelsesmotivet et pejlemærke for, hvad man var i stand til som kunstner. Derfor kan man også se, at datidens største navne såsom Donatello, Piero della Francesca, Tintoretto og El Greco prøvede kræfter med netop det motiv.
Det er ikke tilfældigt, at netop et motiv som opstandelsen har skilt fårene fra bukkene i kunstverdenen. For det indeholder flere af de grundtemaer, som de fleste kunstnere altid har stræbt efter. Ikke mindst det mystiske og det paradoksale, hvor ordet er kommet til kort, og hvor kunsten har kunnet byde ind med sine egne, mindre entydige virkemidler.
Kunsten ved genopstandelsesmotivet var og er netop at fastholde mysteriet i billedet, forklarer Hans Jørgen Frederiksen.
For det var jo hverken ren ånd eller rent legeme, der blev lagt i graven. Så hvad var det? Maria Magdalene måtte ikke røre ved Jesus, men Thomas stak hele sin hånd ind i såret på Jesus hvorfor? Der står i Bibelen, at vinduer og døre var lukkede, men pludselig stod den genopstandne Jesus der. Og han spiste en fisk for at vise, at han ikke bare var ånd. Den slags paradokser er der mange af, og risikoen ved at male det er, at man konkretiserer noget langt ud over, hvad det kan bære. Mange af de største kunstnere blev derfor bedømt af både samtiden og eftertiden i forhold til, hvordan de klarede opgaven.
Men også forvandlingen i opstandelsesmotivet er centralt, ikke bare for billedkunstnere, men også inden for særligt litteraturen, filmen og musikken, forklarer sognepræst Anders Kjærsig fra Nr. Søby-Heden på Midtfyn. Nemlig forvandlingen fra mørket til lyset. Og fra livet til døden. Eksempelvis H.C. Andersens Den lille havfrue er en klassisk overgangsfortælling.
Det samme er Johann Sebastian Bachs store værker Matthæuspassionen og Johannespassionen.
I opstandelsesmotivet er det overgangen fra dæmoni og ensomhed langfredag til forløsningen påskemorgen, siger præsten, der har skrevet adskillige artikler om motivet i kunsten og kulturen:
Den transformation, der finder sted, hvor man bliver fastholdt i én verden for så at blive frikøbt til en ny, er en urfortælling, som altid har pirret kunsten. For den rører jo ved det inderste i os: frygten for overgang fra liv til død. Og håbet om overgangen fra død til liv.
At motivet i sig selv har været en drivkraft i kunsten, bevises af, at opstandelsen fortsatte med at være et efterstræbt tema i kunsten op gennem 1700-1800-tallet, hvor kunstens autonomi brød ud. Nu begyndte de store billedkunstnere endelig selv at kunne bestemme, hvad de ville male. Og de malede stadig den tomme grav. For ligesom den var symbol på kristendommens inderste væsen, var den det også for kunstens virke. Den var minimal-æstetik, et billede på det sublime, fordi opgaven var mulig. Hvordan skildrede man det i graven, når der ikke var noget? Hvordan indfangede man det absolut utilnærmelige? spørger Anders Kjærsig.
Opgaven er at gøre det usynlige synligt, og det er her, den sublime kunst opstår. Derfor har det naturligt nok været eftertragtet at gå i den retning, hvis man virkelig troede på egne evner. Mozart sagde direkte, at han ville skrive musik, der ikke kunne skrives. Han ville indfange det, der ligger uden for erkendelsens og sprogets grænse. De tyske filosoffer Adorno og Heidegger havde lidt samme tankegang og mente, at genopstandelsen kun kunne skildres med et hvidt lærred.
En af de danske kunstnere, der i dag er meget optaget af opstandelsen, er billedhuggeren Hein Heinsen. Han har haft den tomme grav som et centralt tema gennem sit mere end 60 år lange virke. For ham er motivet lige så relevant, som det altid har været. Også selvom han kalder sig ikke-troende, for budskabet er bredere end blot det kristne.
For mig er brudfladerne det interessante. Man ser ind i graven, men ser ingenting og så vender man sig om og kigger ud på livet på en ny måde. Man står med ryggen til døden, og kun fordi man har kigget ind i graven, været nede i mørket og kommet op igen, kan man se lyset. Det synes jeg er den største fortælling om det at være menneske. Det bliver jo ikke større end grænsefladen mellem liv og død, og det er da fascinerende, når man samtidig bare står og fedter med maling og pensler, siger Hein Heinsen.
Han er lige nu ved at skabe en skulptur til Lolland Falsters Stiftsadministrations nye bygning i Nykøbing Falster. Og igen er Jesu grav temaet med aftryk på en sten inde i graven, som skal markere, hvor Jesus har siddet. Og fodspor, der vender væk fra graven. Et sted skal der stå: Han er ikke her, han er gået forud.
Udfordringen er jo hver gang at afbilde det uafbilledlige. Og gøre det på en nærværende måde. Den udfordring interesserer enhver billedkunstner, vil jeg påstå. Men ingen forstår jo døden, så derfor er det fristende at gøre det hele meget kryptisk, men det løser ikke problemet. For der vil jo stadig værre noget i stenen eller på lærredet man afsender jo stadig et udtryk, som bliver fortolket, siger han.
Og så er vi tilbage ved den italienske 1400-tals kunstmaler Andrea Mantegna, der har malet Jesus i færd med at opstå. Her er han i en tilstand mellem liv og død med et levende hoved og en død krop, og på den måde sammenfatter han den dobbelthed, der er i påsken, nemlig en frisk begyndelse gennem Kristi offerdød, forklarer kunsthistoriker Jacob Wamberg.
Men Mantegna sammenfatter samtidig en række andre udviklinger, som genopstandelsesmotivet har gennemgået gennem tiden. For ikke alene er maleriet et højdepunkt i den kraft, troende løbende har fået tilført gennem afbildningen af Kristi offerdød. Der er også et andet lag, nemlig en kunstnerisk selvkommentar, som gik på kunstens situation i Mantegnas samtid, renæssancen, mener Wamberg. Her begyndte man at synes, at kunsten i en lang periode havde været undertrykt af kirkens snævre dagsorden. Kroppen var blevet primitivt, skematisk og halvdårligt malet i det, man begyndte at kalde middelalderen. Men i 1400-tallet var man i færd med at genfinde antikkens principper om det naturalistiske og det smukke i kroppen.
Maleriet markerer kunstens genopstandelse, det man netop kaldte renæssancen, som betyder genfødsel. Det var især en genoplivelse af den idealiserede, antikke krop, og hele den kunstneriske kamp, som udviklingen af genopstandelsesmotivet også er et eksempel på, fortælles meget klart hos Mantegna. Samtidig kommenterer maleriet på overgangen fra den meget idoldyrkende religion i antikken, symboliseret ved den meget marmoragtige krop til den mere åndeligt raffinerede religion i kristendommen, symboliseret ved de levende ansigtsfarver. Derved kommer maleriet også til at markere et skifte inden for kunsten fra et fokus på den tunge skulptur til det mere åndelige maleri. De mange lag i maleriet og dets hyperdetaljerede udførelse er med til at gøre det til det måske vigtigste værk i samlingen hos Statens Museum for Kunst. Og et af de mest spændende genopstandelsesmalerier overhovedet, siger Jacob Wamberg.