Allerførst et hip hurra for oversættelsen! Det må have været en fryd for fingerspidserne at finde de helt rette ord i den islandske forfatter Hallgrímur Helgasons altid anarkistisk, ildspruttende univers. Og her lykkes det til fulde at bardutspringe til dansk med herlige selvopfundne ordkonstellationer som langtidsbims, pudemuggen og lattergumlende.
Eller sandt at sige: Det lykkes først efter et lille stykke tid. I starten er al den ordrigdom i virkeligheden en hindring. Man bliver i tvivl om, hvorvidt der overhovedet er en person, man i længere tid har lyst til at være sammen med, bag de mange bandbuller og vittigheder.
Men når man så har krabbet sig ind på denne mærkelige eksistens, som er hovedpersonen i Kvinden ved 1000 grader, lært hende at kende, hørt hendes gribende historie, set alle facetterne og skrøbelighederne bag den buldrende iscenesatte, grovkornede facade, sker det lille mirakel. Man fortrylles netop af modsætningen mellem panserbassen og fugleungen, den sprudlende livsvilje og den definitive dødsdrift.
Det begynder i en garage i det østlige Reykjavik i 2009, hvor den 80 årige kolramte og kræftsyge Herbjørg, kaldet Herra, ligger mutters alene og venter på at dø. Hun er ikke hvem som helst, og nogen stakkel er hun i grunden ikke. I hvert fald vil hun ikke ynkes! Hun er barnebarn af Islands første præsident og har været en kriger og rebel og ulykkesfugl og skæbnefanger hele sit liv. Nu ligger hun med to karton Pall Mall ved sin side, en bærbar computer på maven, en tysk håndgranat fra 2. Verdenskrig i hånden og har netop bestilt tid til krematoriet. Deraf de tusind grader i titlen. De venter forude, mere forjættende end skræmmende. To gange om dagen kommer hjemmeplejen, ellers kommer ingen.
Fra denne garage, fra dette bizarre setup føres vi plukvis ind i et menneskes voldsomme og tragiske livshistorie. Og jo længere vi rejser, desto stærkere bliver fascinationen. Vi hører om de første år i Island med mor som den duftende have og far, der kommer hjem og generobrer den elskede. Vi hører om krigen første år, hvor mor og datter flytter til Lübeck, og far melder sig under de nazistiske faner.
Fra det punkt slutter al idyl. I en dybt gribende scene sidder den bare 12-årige Herra et par år senere på banegården i Hamborg og venter på den mor, der aldrig når frem. Far, der har bragt hende derhen, har lige måttet forlade hende.
Hitler venter ikke! Som afsked giver han hende den håndgranat, der skal følge hende livet igennem. Hans hjerte. Hendes pant på overlevelse.
Og pigen overlever vitterlig på lige dele råstyrke og tilfældigheder. Og ikke mindst i kraft af de kvindelige attributter, der snart vokser frem og bliver en kilde til forundringsfuld glæde og ren og skær kalkulation.
Efter krigen går rejsen tilbage til Island, hvor farfar er blevet præsident, derfra til Argentina, senere til Paris. Hun mister en lille datter, får tre sønner og adskillige mænd.
Det er intet mindre end en kraftpræstation at skrive så stort et stof ind i en menneskelig troværdig historie. Og i uimponeret muskelkraft og europæiske vingefang kan denne roman (alle forskelle ufortalt) minde en del om Thorstein Thomsens stærke Rock Hudson skal ikke dø i Ukraine fra 2011 om filmmanden Douglas Sirk.
Også Kvinden ved 1000 grader tør kaste sig ud på den verdenshistoriske slagmark. Og også denne roman bygger på en virkelig historie. Præsidenten havde faktisk en søn, der blev nazist og vendte skamfuld hjem og barnebarnet endte sit liv i en garage. Men klog af skade, måske, og af den opsigt, romanen har vakt i sit hjemland, bedyrer forfatteren næsten demonstrativt i forordet, at der er tale om fiktion, og at personerne er romanfigurer.
Så ved vi det! Og kan føje endnu en titel til det lange katalog af romaner, der i vadestedet mellem digt og sandhed bliver til sand digtning.
Hallgrímur Helgason er med denne roman for tredje gang fejende fuldt fortjent nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.