Kæmp for alt hvad du har kært

Relevant og spændende, men også for overfladisk børnebog om demokrati

Der er en stor pistol på forsiden og en lille pistol på hver side af den nye bog om Sebastian og filosofiklubben: skolekammeraten/ kæresten Vigga, tante Ketty og hendes gamle ven Adam. Det virker lidt voldsomt, men stemmer godt overens med den alvor ja, patos der kendetegner Hvem bestemmer, Sebastian?, der er den fjerde bog i rækken af spørgende bøger til børn fra 10 til 14 år.

Det er også en pistol, der sætter gang i handlingen, for en dag har der været indbrud i det gamle vandtårn, som Adam bor i, og han mener, at det er pistolen, tyvene er gået efter. Skydevåbnet har nemlig tilhørt den højtplacerede nazist Wolfgang von Falkenmark, som Adams bror skød under besættelsen. Broderen døde også selv, men efterlod pistolen i familiens eje, og nu er danske nazister ude efter den.

Umiddelbart efter skal Reza fra klassen rejse til Iran for at besøge sine bedsteforældre, og han er knap landet, før befolkningens utilfredshed med præstestyret udvikler sig til uroligheder, som klassen følger både på bloggen, han skriver, og på nettet, hvor de kan følge med i optagelser fra de voldsomme demonstrationer.

Da der samtidig udskrives folketingsvalg herhjemme, og Sebastians fortravlede og selvoptagede forældre ikke har tænkt sig at stemme, er der lagt op til en diskussion af demokratiet. Hvad er det egentlig? Hvorfor findes det ikke alle steder? Hvad er frihed? Hvad er et diktatur? Og hvad er for resten nazisme?

LÆS OGSÅ: Lige til at blive glad af

Det er alt sammen vældig konstrueret, men fordi det er så godt skruet sammen, er det alligevel spændende læsning. Tempoet er højt, og spørgsmålene er jo særdeles relevante. Indimellem betyder det, at svarene bliver lidt for overfladiske, og der er helt klart spørgsmål, der interesserer forfatteren mere end andre. For ligefrem filosofisk kan man ikke kalde følgende ordveksling:

Hvad tror I egentlig der sker, når man dør? Altså for eksempel alle dem, der døde i krigen, spurgte Sebastian. De dør nok bare, og så er det slut, Vigga satte i løb igen. Sebastian fulgte efter.

Bogen vil gerne oplyse om en bestemt, fornuftig samfundsform, og det er svært at være uenig i, at vi skal være glade for at leve i et demokrati, men der kunne udmærket være gjort noget mere ud af at overveje udfordringerne ved demokratiet. At Hitler var demokratisk valgt til at begynde med, vælger bogen at gå forholdsvis let henover til fordel for en gennemgående modsætning imellem de gode, oplyste demokrater og de onde og dumme diktatorer. Men hvis man bilder børn ind, at nazister er mennesker, der hverken kan læse eller skrive, så har man ikke hjulpet dem det mindste til at forstå, hvorfor alle samfund ikke er indrettet som det danske. Og det er et problem i en ellers velmenende, engageret og ganske ambitiøs bog om et emne, der aldrig må blive for let at forholde sig til.