Få historier i verden er mere fortalte, genfortalte og fortolkede end fortællingerne fra Det nye Testamente. Lignelserne, vandringen med disciplene, helbredelserne. De store folkeskarer. Hengivelsen. Forvirringen, tvivlen, vreden. Døden.
De er oversat, gendigtet og sat ind i alverdens fiktive rammer. Ja, hvad ville den vestlige verdens kunst være uden netop de historier, der binder tider, kulturer og de menneskelige grundstoffer sammen?
LÆS OGSÅ: Med troen på spil
Så sporene må skræmme. Det er derfor med et ikke ringe mod, at Susanne Clod Pedersen, der er forfatter til adskillige historiske romaner og desuden organist i Græsted Kirke og studielektor ved Musikvidenskabeligt Institut, har kastet sig ud i Susannas bog Vejen, første del af en trilogi om kvinden Susanna, der sammen med de øvrige disciple følger Jesus.
Susanna er romanens hovedperson. Vi hører om hende i Lukasevangeliet en enkelt gang, men ellers ved vi stort set intet. I slipstrømmen fra hende samler sig så de øvrige personer og begivenheder, hvoraf de fleste bygger på genkendelige, researchede og loyalt behandlede kilder. Noget er altså nyt, især den stærke kvindevinkel mens meget er hørt før.
Og det er naturligvis netop der, faren ved en hvilken som helst gendigtning eller bibelsk parafrase ligger: i det alt for gennemtravede. For hvordan bygge en spændingskurve eller original tematik op? Ja, hvordan overhovedet få en roman ud af det, der bærer sig selv igennem ikke på historiens, men på fiktionens præmisser.
Når alt det er sagt, og de nødvendige forbehold for selve fiktionens bærekraft er taget, så lykkes det faktisk Susanne Clod Pedersen at skabe en både livagtig og elementært fascinerende historie ud af sit bundne stof og sin frie hovedperson.
Og er man ikke til sprælske nyfortolkninger, må det være det højeste mål: at levendegøre en religiøs historie, så den får relevans og nærvær for en nutidig læser. At spinde de kendte, løse tråde sammen, så der opstår et narrativt forløb og en udviklingskurve, og at implementere hele den usikre, vibrerende åndelige forventning i kød og blod hos de tro og vantro følgesvende. Så vi ser os selv i dem og ser os selv som dem midt i orkanens øje.
Da vi møder Susanna, bor hun sammen med sine brødre Simon og Andreas, deres familier samt forældrene Jonas og Elisheba i Kapernaum. Hun er atten år gammel og lam efter en ulykke. Og noget er for længst i vente. Bror Andreas er dybt betaget af Johannes Døberen og snart efter af den mærkelige mand Jesus, der vandrer rundt og driver onde ånder ud.
Da Jesus kommer til deres hus, helbreder han Susanna og beder de to brødre følge med sig for at blive det underlige begreb menneskefiskere. Men også Susanna trodser sin fars bud og patriarkalske love om kvindens absolutte lydighed og følger med denne enestående mand, der taler til hende, som var de søskende. Og hun forundres og rystes: Den mand måtte jo elske alle mennesker! Også kvinderne.
Da Susanna senere forelsker sig i hyrden Natanael, er det ikke bare far Jonas og patriarkatet, der udfordres, men alle vedtagne sociale love. For Natanael er som hyrde langt under hendes stand, og i den alliance er kærligheden ikke længere højeste bud. Hun risikerer at blive udstødt af familien.
Opgøret med sociale og kønsbestemte roller er en højrød tråd i Susanne Clod Pedersens roman. Jesus er i sandhed befrieren. En menneskeelsker, der ikke skelner mellem magt, køn og stand. Og dette fundamentalt frisættende udgangspunkt, som ingen helt forstår omfanget af eller tør leve efter, løfter blottet som det er for sentimentalitet eller skjulte dagsordener i høj grad både blik og perspektiv i denne roman.
Og især to ting mere bør fremhæves. For det første det troværdige billede af disciplenes bestandige uro og forvirring. Hvad er det, der venter dem? Er han Guds søn? Og hvad betyder det, når han taler om den tid og de prøvelser, der kommer? De ser og hører. Men de forstår ikke. Og de længes hjem til deres koner og familie, så de indimellem er ved at splittes. Her er Susanne Clod Pedersen i den grad samtidig med sine personer, begrænset i indsigt, som de er. De er med andre ord mennesker, ikke helte. Og det er flot. Kun Judas er ærgerligt nok temmelig unuanceret. Tænk, hvor meget mere farligt det ville være, hvis også han var et menneske.
For det andet får vi et fint indblik i (mis)forholdet mellem de to brødre, Simon og Andreas. Det var jo Andreas, der så at sige førte dem til Jesus. Han så ham! Men nu er det Simon, den senere Peter, der altid går ved mesterens side. Og bliver set. Og Andreas reduceres til en forsmået Kain. Det er såre menneskeligt. Såre forståeligt. Og såre rørende.
På den måde er romanen om Susanna, al kunstnerisk forsigtighed og traditionalisme til trods, med til at skabe en elementær genkendelse og en menneskelig fortrolighed, der på en gang inderliggør og nænsomt fornyer disse velkendte bibelske fortællinger.
Og det er i sig selv en præstation. Og en mission.
Kristeligt Dagblad bragte lørdag den 23. marts et interview med Susanne Clod Pedersen om romanen.