Regeringen og især finansminister Bjarne Corydon (S) beskyldes af en række fagforeninger for at ødelægge den danske model. Blandt andet hævdes det, at der foreligger en forhåndsforståelse mellem regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) om at nå til et bestemt resultat af overenskomstforhandlingerne på skoleområdet. Det har umuliggjort frie forhandlinger, og det har ført til lockouten af skolelærerne. Regeringen og KL afviser disse påstande.
Hovedpunkterne i den danske model er:
1) Et gennemorganiseret arbejdsmarked med stærke organisationer for både lønmodtagere og arbejdsgivere.
2) Centraliserede forhandlingsrunder, hvor overenskomster aftales med få års mellemrum. Og den statslige forligsinstitutions kompetence til at fremsætte mæglingsforslag er et afgørende element, når systemet skal virke.
3) Et relativt lavt niveau af arbejdsstandsninger og andre konflikter.
4) En aftalemæssig regulering af stort set alle forhold på arbejdsmarkedet.
LÆS OGSÅ: Velfærdsstaten afløses nu af konkurrencestaten
Ingen har udtænkt den danske model fuldt og færdigt. En del af forklaringen på dens opståen er, at arbejdsgiverne før 1900 følte, at de havde svært ved at præge lovgivningen. Interesserne kunne bedre varetages ved forhandlinger med den dengang voksende fagbevægelse. Men det er først i 1919, at industrimanden Alexander Foss taler om en særlig dansk måde at ordne forholdene på arbejdsmarkedet på.
Det har imidlertid altid været svært for ikke mindst socialdemokratiske regeringer at lade være med at gribe ind. Ofte har man ophøjet forligsmandens forslag til lov. Under den allerførste socialdemokratiske regering i 1925 var statsminister Stauning endog tæt på med en provisorisk lov at tvinge strejkende arbejdsmænd i arbejde. Begrebet provisorisk lov var forhadt siden kampen om parlamentarisme i 1800-tallet. Men til alt held for Stauning meddelte arbejdsmændene inden, at forligsmandens mæglingsforslag var vedtaget.
Uanset mange statslige indgreb har Socialdemokratiet altid af hensyn til fagbevægelsen måttet støtte den danske model. Således også nu. Og finansminister Bjarne Corydon og hans departementschef, David Hellemann, har benægtet, at sidstnævnte har sagt, at den danske model står i vejen for en række reformer på det offentlige område det er jo heller ikke passende, hvis det ser ud, som om departementschefen støber de politiske kugler.
Ikke desto mindre har vi måske her forklaringen på, at regeringens vækstplan forudsætter så store besparelser i det offentlige, at det for udenforstående har været svært at tro, at de kunne gennemføres.
Forklaringen kunne altså være, at regeringen netop forestiller sig flere opgør med store grupper af offentligt ansatte, der skal sikre voldsomme effektiviseringer og besparelser. Disse opgør kan næppe gennemføres uden en omgåelse af de faglige organisationer, der hermed kan trues på deres eksistensgrundlag. Måske er den danske model på vej ud af det offentlige arbejdsmarked i de kommende år. Det sker dog næppe i stilhed.
Tim Knudsen er uafhængig politisk kommentator