Den nye grønlandske statsminister, Aleqa Hammond, og hendes socialdemokratiske parti, Siumut, har dannet regering sammen med det supernationalistiske, venstresocialistiske Partii Inuit og det liberale Atassut. Den forudgående valgkamp havde været præget af en debat om Grønlands fremtid, som undertiden antog en tone, man normalt ikke forventer anslået fra venstrefløjspartier. Og Aleqa Hammond selv er kommet med udtalelser, som kan få en ekstern iagttager til at spørge: Hvad er det for en grønlandsk nation, hun ønsker sig i fremtiden?
I et interview i Weekendavisen sagde hun for eksempel ugen før valget: Jeg føler mig ikke hjemme i Danmark, og mentalt og personligt er jeg så udansk, som man overhovedet kan være. Og det skønt hun er formand for et parti, der er et produkt af dansk socialdemokratisme.
På KVINFOs webmagasin kan man finde et andet interview, hvor hun siger: Vi er ikke danskere, vi ser ikke ud som danskere, vi tænker ikke som danskere. Som det fremgår, handler Hammonds Grønland altså om følelser, etnicitet og race. Det er vel næppe en vision, som grønlændere kan være tjent med i det 21. århundrede?
I en europæisk sammenhæng ville det være pinligt, hvis en politisk leder udtalte sig sådan. Men i Danmark, hvor venstrefløjen er på vagt over for det mindste tegn på dansk ny-kolonialisme, har man hidtil kun udtrykt bekymring sig om kinesiske løndumpere. Betyder det, at indfødte folk godt må være nationalister på en måde, europæerne ikke må?
LÆS OGSÅ: Kina: Vores interesse for Grønland overdrives vildt
Men hvis man skal tage Hammonds grønlandske nation for pålydende, må man jo spørge sig: Hvor vil der i så fald blive plads til de mange, der ikke har rent blot i årerne? De, som nedstammer fra nordboerne, er de grønlændere, eller findes der ægte inuitter? Eller hvad med børn, børnebørn eller tipoldebørn af dansk-grønlandske ægteskaber? Eller danskere, der har slået sig ned og arbejder på Grønland og betragter det som deres hjemland, skal de have lov til at stemme? Og hvad med de mange unge, der uddanner sig i Danmark, og som i modsætning til fangerdatteren fra Uummannaq ikke har problemer med en dobbelt identitet som både grønlændere og danskere, og som vil have det rigtig fint med at arbejde og leve i Danmark?
Spørgsmålene viser, hvad der kan ske, når man blander etnicitet og nationalitet sammen og hælder lidt racisme oven i (vi ser ikke ud som ).
Hammond har åbenbart ikke lært af det Canada, hvor hun blev uddannet. Sin uddannelse fik hun nemlig på Arctic College i Iqaluit, som er hovedstaden i det selvstyrende territorium Nunavut. Her er det politiske styre ikke hængt op på etnicitet. Selvom flertallet af indbyggerne cirka 30.000 er inuitter, styres territoriet af en offentlig regering og et parlament, hvortil alle borgere har valgret. I øjeblikket har tre ud af 19 medlemmer engelske efternavne. Men flere er af blandet blod. For ligesom det gælder for mange yngre i den offentlige administration, er mange nunavut-boere børn af ægteskaber mellem inuitter og andre canadiere. Ja, netop andre canadiere, for næsten alle inuitter i Canada betragter sig som inuitter såvel som canadiere.
Jeg opholdt mig sidste år på denne tid i et par uger i Nunavut. På intet tidspunkt hørte jeg nogen sige, at man ikke kunne være begge dele på én gang. Årsagen er, at man i Canada ikke skelner mellem etnisk og national identitet. Og canadisk identitet er en civil identitet, ikke en kulturel, og absolut ikke en identitet, der bygger på farven af ens hud eller hår.
Det burde Hammond have lært i Canada. Hun kalder sig udansk, men viser sig ironisk nok slående dansk ved netop at se det etniske og det nationale som det samme. Det har der jo været tradition for hos os indtil for nylig. Derfor må vi nok påtage os en vis medskyld for hendes snæversyn. For vi har aldrig været gode til at lade grønlænderne forstå, at de også kunne være danskere men i ikke-etnisk forstand.
Hvis en følelsesbaseret, småracistisk etno-nationalisme breder sig i Grønland, vil den stille sig i vejen for Grønlands nationale interesser. De vil nemlig bedst kunne varetages inden for rigsfællesskabet. For nok så megen mulig fremtidig rigdom vil aldrig gøre 60.000 mennesker i stand til selv at pleje og forsvare deres interesser i en del af verden, hvor stærke stater ivrigt vil tilbyde dem venligsindet støtte, men selvfølgelig selv have nationale interesser for øje.
Grønland er bedst tjent med at vedstå sig sin historiske arv fra det Danmark, som gav det sine politiske og sociale institutioner og de værdier, de bygger på. Og så opgive forestillinger om nationen, som ikke kun er forældede, men også hurtigt vil kunne vise sig farligt splittende for det grønlandske samfund.
Michael Böss er lektor og leder af Center for Canadiske Studier på Aarhus Universitet