Kære brevkasse
Da jeg før påske læste refleksionerne i brevkassen over at videregive tro og værdier, kom jeg i tanke om en dejlig oplevelse, som jeg havde med et af mine børnebørn for et par år siden. Det var tiden til konfirmationsforberedelse med alt, hvad det indebærer af tanker om tro, tvivl, festtøj med mere. Pigen på snart 14 år delte mange af sine overvejelser med mig, hvad jeg stadig er taknemmelig over. Men anledningen til, at perioden blev så intensiv og nærværende for os begge, var faktisk et stykke stof.
LÆS OGSÅ: At være bedstefar er en vigtig manderolle
Kjolen var fundet sammen med mor. Men den var for bar, og en lille jakke ville være godt. Vi ledte sammen, men fandt ikke, hvad vi søgte. Jeg kom i tanke om et smukt stykke silke, som jeg havde liggende med sommerfugle i alle farver. Var det noget? Ja, det var det i allerhøjeste grad, så nu måtte vi finde en, der kunne hjælpe os.
Det blev et dejligt møde med en kvinde, der kunne meget mere end at sy. Hun tog pigen alvorligt, bad hende tegne sin drømmejakke, og hun syede den efter flere møder, hvor mit barnebarn og jeg havde gode ture og samtaler i bilen frem og tilbage.
Jakken blev færdig og hentet, og den blev for os begge symbolet på meget mere end en jakke. Mit dejlige barnebarn sagde, da vi holdt foran familiens hus: Hør lige, mormor, og så kom hele trosbekendelsen. Jo, hun huskede rigtigt, og jeg fik tårer i øjnene.
Venlig hilsen Mormor
Kære Mormor
Tak for denne lille perle af en fortælling. Egentlig fortæller den på ét plan om noget meget jordnært noget om en jakke, noget stof og nogle køreture. Men den fortæller også noget langt mere, for den fortæller om forberedelse til en stor dag, om nærvær og samvær, og om, hvad der kan opstå mennesker imellem, når der er tid og fortrolighed. Og den fortæller på fineste og enkleste vis, hvad det kan have af betydning at have fællesskab på tværs af generationer.
Det, som du beskriver, kan ikke bare planlægges, men er en gave, når det opstår. Men forinden er der lagt noget i bunden og det er tillid og nærvær igennem flere år. Det, at dit barnebarn har lyst til at fortælle dig, at hun kan trosbekendelsen på en køretur på en almindelig hverdag, er en gave både til hende selv og til dig.
Gaven til hende selv består blandt andet i, at hun har fået lov til at lære noget udenad. By heart, som de siger i England. Indholdet forstår hun eller vi andre måske ikke helt rækkevidden af, uanset hvor gamle vi er. Men det er en bekendelse, som kan hentes frem mange år senere, når man i sit liv får brug for at låne ord fra andre til at formulere tro, hjælp, håb eller forsagelse.
Når livet er meget stort, fordi det er så fantastisk smukt og glædeligt, så man ikke selv kan finde dækkende ord, så har man til tider brug for at låne ord fra Bibelen, fra salmer og sange og visdom samlet af mennesker gennem tiderne.
Når man for eksempel står med et lille barnebarn i sine arme, som vi selv lige har fået lov til at opleve midt i den kolde og spirende forårstid, da bliver egne ord for små. Eller når forårssolen forvandler sne og frost til en skovbund fuld af blomster, og når sorte bede pludselig rummer gule og lilla klatter af krokus og erantis, så kan der findes ekstra glæde ved at hente andres, for eksempel Brorsons, velprøvede ord frem i sit sind: Op, al den ting, som Gud har gjort, hans herlighed at prise! Det mindste, han har skabt, er stort og kan hans magt bevise. (...) Hvad skal jeg sige? mine ord vil ikke meget sige: o Gud! hvor er din visdom stor, din godhed, kraft og rige!.
Eller når ondskaben eller sorgen møder os i livet, mangler vi ofte udtryk for det, som gør så smerteligt indtryk. Derfor kan ord eller toner fra andre, som har været der, hvor mørket snører sig om én, og livet klemmes til, være en lindrende gave. Her kan man låne vers og bekendelser og bønner eller andet fra andre, der har kunnet udtrykke det, som man måske ikke selv evner eller orker.
I alt dette er traditioner, ritualer og udenadslære en hjælp for os mennesker. Det er et lagerdepot i sindet, som man kan hente værdier frem fra, når det trænges. Det er en gave, når børn og unge mennesker får lov at opleve både til hverdag og højtid, at der videregives værdier og traditioner fra generation til generation kombineret med menneskeligt nærvær og lyttende ører.
Måske skulle vi i større grad inspirere hinanden til at fortsætte eller begynde med den gode fællessang, aftenputning med fadervor, tid til de personlige fortællinger og højtlæsning af de mange fine og uvurderlige litterære og bibelske fortællinger, som rummer så meget stof om livet, som vi aldrig bliver færdige med at undres over.
For nogle dage siden var vi budt til fødselsdag. I den familie havde man tradition for at tage en lille runde, hvor hver enkelt rundt om bordet ønskede tillykke og sagde nogle personlige ord til fødselsdagsbarnet, som i dette tilfælde var en voksen. Ordene til fødselaren kunne være en tak, et ønske, en episode, man havde haft med vedkommende, igennem det sidste år. Stort eller småt med betydning.
Det var en fin oplevelse, for der var så mange gode ingredienser indbygget i dette. Der var stilhed, fordi alle skulle være stille og lytte, medens én snakkede. Der var godhed, fordi hver enkelt ledte efter noget godt til fødselsdagsbarnet. Der var taknemmelighed, og det vidnede om, at vi lever sammen og af hinanden, og at ingen af os kan leve alene. Der var tårer, fordi når livets gode sider berøres, så kommer også det, som måske ikke var så let i året, der gik, og når det blandes med taknemmeligheden over, at der var nogen, der så det, berøres man. Oplevelsen af denne gode families tradition gav en aldersopløsning, fordi stunden havde betydning for både den på 15 og den på 60.
De gode traditioner skaber sammenhæng og fællesskab. Eller som Ella Aasen, som er plejemor i en SOS-børneby i Bergen, siger det: Trygge traditioner er værdier, man har med sig år efter år.
Mange hilsener Annette og Jørgen