For et par år siden var Helene Ratner, adjunkt ved Center for Skoleledelse på CBS Handelshøjskolen i København, som led i sit ph.d.-projekt på besøg på en folkeskole, som af kommunen var underlagt stram økonomistyring, fordi den havde et underskud på et par millioner kroner. En lærer var syg, og vikarbudgettet var brugt, så den antropologuddannde skoleforsker blev vidne til, at én lærer i en time måtte løbe frem og tilbage mellem to klasser, der begge skulle undervises.
LÆS OGSÅ: bliver klemt mellem kommunebudget og lærerteam
Episoden er naturligvis ikke repræsentativ for, hvad der foregår i den danske folkeskole. Den er heller ikke det sande billede af, hvad der kommer til at ske, hvis kommunerne kommer igennem med deres krav om at afskaffe de centralt aftalte begrænsninger på lærernes undervisningtid, samtidig med at S-R-SF-regeringen har spillet ud med en folkeskolereform, der skal sætte undervisningstiden i vejret, så de mindste elever går i skole fra klokken. 8.00 til 14.00 og de ældste til 15.30.
Men det er en stor udfordring for kommuner, ledere og lærere at få løst folkeskolens mange opgaver så godt, som alle ønsker. Hvis det skal lykkes, er det nødvendigt med en skoleledelse, som formår at stille sig i spidsen for skolens udvikling. Samtidig er det vigtigt, at lærerne gennem har et velfungerende teamsamarbejde og vedvarende fører debat om, hvad god undervisning egentlig er. Men som eksemplet fra den sygdomsramte klasse viser, er det også nødvendigt, at skolen helt overordnet får de ressourcer, der skal til.
Man kan frygte, at uligheden mellem skolerne vil vokse. I forvejen er en skole i Hellerup og en på Lolland meget forskellligt stillet med hensyn til ressourcer og økonomi, og denne opdeling kan blive forstærket, hvis nogle skoler kan tilbyde bedre arbejdsvilkår og dermed tiltrække bedre lærere, eller hvis der på nogle skoler er mere forberedelsestid end på andre. På den anden side kan den øgede fleksibilitet også føre til, at de midler, man har, bliver brugt bedre, siger Helene Ratner.
Hun mener, at fronterne i skolekonflikten er blevet tegnet for hårdt op. Kommunerne fremstiller det, som om skoleledere er magtesløse i forhold til at lede og fordele arbejdet, og Danmarks Lærerforening opstiller et skræmmescenarie for fremtiden, hvor skolelederen dagligt skal forholde sig tidsmæssigt til hver eneste lærers timer, forberedelsestid, ekstra arbejde med elever med særlige behov og opringninger efter aftensmaden fra bekymrede forældre.
Skoleledelse er ikke noget, der var fraværende før og nu bliver indført. Men det behøver heller ikke være noget, der fungerede som samarbejde før og nu bliver hårdt topstyret.
Men når Helene Ratner ser bredt på det seneste års skoledebat, hæfter hun sig ved, at der er sket en forskydning. I foråret og sommeren 2012 handlede debatten om at skabe en Ny Nordisk Skole med inspiration fra den kulinariske verden. Da børne- og undervisningsministeren i december fremlagde sit konkrete udspil til en reform, havde fokus flyttet sig.
Ny Nordisk Skole handlede om at sige, at vi skal have inspiration, lyst og engagement nedefra. Folkeskolereformen taler ikke om inddragelse af medarbejderne på samme måde. Der er en anden forståelse af faglighed på spil.
Det for alvor nye element i skolereformen er bundet tæt sammen med behovet for at give lærerne flere undervisningtimer. De består både af flere timer i dansk og matematik og nye indlagte aktivitetstimer, som kan bruge til motion, kreative fag, lektieværksteder og meget andet.
Idéen med aktivitetstimerne hænger fint sammen med tankerne om Ny Nordisk Skole. Men den store udfordring for skoleledere og lærere bliver ifølge Helene Ratner at bruge denne tid på en god måde, så det hele ikke bare opleves som en forlænget skoledag af eleverne. Også dét kræver, at der er ressourcer både til det interne samarbejde og til samarbejdet med fritids- og foreningsliv.
Carsten Høy Gemal er lektor i ledelse og styring ved professionshøjskolen VIA University College. Han ser den samme forskydning, som går fra, at de folkevalgte har talt om folkeskolen som et fællesskab og formuleret en vision om at løfte den svageste femtedel af eleverne, til at folkeskolen nu skal underlægges de samme styringsmekanismer, som gennem de seneste årtier er indført i andre offentlige virksomheder fra hospitaler og plejehjem til undervisningssektorens andre niveauer, universiteter, seminarier og gymnasier.
Ligesom de andre enheder bliver skoler gjort til en selvejende institutioner, hvor skolelederen er direktør for det hele og har ansvaret for, at skolen lever op til den resultatkontrakt, som er indgået med kommunen. Det er en virksomhedstankegang, som er hentet fra det private erhvervsliv. Den enkelte institutions succes måles på, hvor mange enheder man kan få igennem systemet. Det er derfor, gymnasierne i dag ligger i åbenlys konkurrence og stjæler elever fra hinanden, siger han.
Derfor får vi en folkeskolereform, der sikrer, at eleverne er længe nok på skolen til, at kommunen kan kræve af skolen, at den gør dem til de uddannelses- og arbejdsduelige individer, som ønskes. Og derfor bliver lærernes arbejdstidsaftale set som en alvorlig hindring for, at skolelederen kan bruge sine lærere optimalt, påpeger Carsten Høy Gemal:
Metoden er meget effektiv til at få mere ud af de samme penge rent kvantitativt. Men der mangler en debat om, hvad det egentlig er, vi vil skabe i skolen. Hvis det er velbegavede samfundsborgere, tror jeg personligt, der skal andre mekanismer til.