Modstandere af ægteskab og adoption for homoseksuelle trues

Seksuelt konservative standpunkter har det svært i samfundsdebatten. I dag mødes modstandere af ægteskab og adoption for homoseksuelle med trusler i flere europæiske lande

den populære skuespiller Rupert Everett, som selv er homoseksuel, har modtaget både bunker af hademeddelelser og endog dødstrusler efter at have erklæret, at "det værste, man kan forestille sig for børn, er at blive opdraget af to mænd".
Den populære skuespiller Rupert Everett, som selv er homoseksuel, har modtaget både bunker af hademeddelelser og endog dødstrusler efter at have erklæret, at "det værste, man kan forestille sig for børn, er at blive opdraget af to mænd". Foto: Rob Greig Time Out Denmark.

Jeg håber, I må rådne op i helvede. Eller jeg håber, I aldrig nogensinde kan få børn, og at I dør af cancer.

Det var nogle af de meddelelser, der strømmede ind til Rhys og Esther Curnow via internettet, efter at de var blevet symbolet på modstanden mod ægteskab for homoseksuelle i Storbritannien.

Det unge par var netop blevet gift, da de indvilgede i at trække i brudekjole og habit igen og lade sig fotografere foran premierministerboligen i Downing Street nummer 10 i London med en smukt indpakket bryllupsgave, der indeholdt 550.000 underskrifter imod ægteskab for homoseksuelle.

LÆS OGSÅ: Modstandere af homoseksuelt ægteskab trues

Bag underskriftindsamlingen stod Coalition for Marriage, Koalition for ægteskab. Men det var det unge par, som i offentligheden blev identificeret med modstanden mod at åbne ægteskabet for par af samme køn. Fra den ene dag til den anden blev Esther og Rhys skydeskive for tilhængerne.

Adressen på deres Facebook-side blev sat i omløb via Twitter, ledsaget af en opfordring til at give frit løb for jeres had.

Og opfordringen blev efterfulgt til punkt og prikke. Over 100 hadefulde meddelelser strømmede ind via internettet.

Jeg håber, I får had og trusler i massevis, eller I fortjener kun sorg, lød de anonyme kommentarer.

Vi kan ikke forstå, hvordan nogen kan være så ondskabsfulde. Det eneste, vi gjorde, var at overrække en underskriftindsamling. Der må da være plads til, at man kan være uenig uden at gribe til den slags had og overgreb. Lad os dog få en debat. Men de, der mobber os, vil lukke debatten, har Rhys Curnow sagt til britisk presse.

Gudrun Kugler er leder af Europæisk Observatorium for Intolerance og Diskrimination mod Kristne, som har hovedsæde i den østrigske hovedstad, Wien. Og hun ser en klar tendens til, at det bliver vanskeligere at stå offentligt frem med modstand mod ægteskab og adoption for homoseksuelle.

De, der udtaler sig imod homoseksuelles interesser, bliver jaget vildt. De bliver chikaneret for deres synspunkter, og der er absolut ingen respekt for mennesker, som mener noget andet. Det er tilfældet i flere lande i Europa. Man kan ikke diskutere spørgsmålet om homoseksuelles ret til ægteskab og adoption på en høflig og respektfuld måde, siger Gudrun Kugler.

Også den populære skuespiller Rupert Everett, som selv er homoseksuel, har modtaget både bunker af hademeddelelser og endog dødstrusler efter at have erklæret, at det værste, man kan forestille sig for børn, er at blive opdraget af to mænd.

David Burrowes, medlem af det britiske underhus for Det Konservative Parti og kendt som modstander af ægteskab for homoseksuelle, udtaler til The Daily Telegraph, at han blev virkelig bange, da oplysninger om tid og sted for lokale besøg og andre aktiviteter blev offentliggjort på internettet.

Mine børn bliver mobbet i skolen med den begrundelse, at jeg skulle være homofob, siger David Burrowes til dagbladet The Daily Telegraph.

Britisk lovgivning forbyder dødstrusler, men også hadefuld tale, og myndighederne har efterforsket truslerne mod Burrowes og lignende trusler mod ærkebiskoppen af York, John Sentamu, som argumenterede mod premierminister David Camerons legalisering af ægteskab for homoseksuelle.

Gudrun Kugler peger på, at truslerne ofte formuleres sådan, at det ikke falder ind under lovens bogstav.

I stedet for at true direkte med vold eller død udtrykker angriberne deres ønske om, at ofrene må blive udsat for dødstrusler. Tendensen til personlige angreb frem for saglig diskussion er tydelig, og den holdning breder sig, at man ikke vil debattere, men kun forhindre andre i at udtrykke synspunkter, man ikke selv deler. I både Tyskland og Østrig oplever vi igen og igen, at radikale tilhængere af bøsser, lesbiske, bi-og transseksuelles rettigheder forsøger at sabotere demonstrationer eller konferencer, der tager stilling imod ægteskab for homoseksuelle. Det samme gælder spørgsmålet om abortmodstand, siger Gudrun Kugler.

Massimo Introvigne, der er den europæiske organisation for fred og sikkerhed i Europa OSCEs særlige repræsentant for diskrimination mod kristne frem til 2012, mener ikke, at kristne synspunkter er legitime i samfundsdebatten.

Kristne synspunkter på ægteskab for personer af samme køn betragtes ikke som et synspunkt i debatten, men som et uacceptabelt onde. Det giver de voldsomme reaktioner. Det er en glidebane, og før eller senere vil den verbale vold ende i virkelig vold. Det er en slags civilisationernes sammenstød, der også gælder abort, og dødshjælp er et andet spørgsmål, som er på vej op i debatten, siger Massimo Introvigne.

I den europæiske organisation for bøsser og lesbiskes rettigheder, ILGA, peger man på, at det i langt højere grad er tilhængere af homoseksuelles rettigheder, der udsættes for verbale og endog fysiske overgreb.

I for eksempel Frankrig er antallet af rapporteringer om homofobi tredoblet siden oktober, samtidig med at debatten om ægteskab for homoseksuelle blev et stort debatemne, siger Joël le Deroff fra ILGAs kontor i Bruxelles.

Ifølge IDAHO-komitéen, der organiserer den årlige dag mod homofobi, erklærer 75 procent af unge bøsser i de britiske skoler, at de udsættes for chikane. Og 20 procent af bøsser og lesbiske i landet siger, at de chikaneres på arbejdspladsen på grund af seksuel orientering.

Det kan virke meget voldsomt på homoseksuelle, når modstanderne forklarer, at homoseksuelle ikke bør have samme rettigheder som alle andre, og at homoseksualitet udgør en fare for samfundet, siger Joël de Deroff, der er enig i at man bør argumentere med fredelige midler, hvilket hans organisation også prøver at sprede i de kredse, han har indflydelse på.

Eksemplerne på dødstrusler mod modstandere af homoseksuelt ægteskab indgår i en rapport om overgreb mod kristne, som Europæisk Observatorium for Intolerance og Diskrimination Mod Kristne netop har sendt til OSCE.