To år efter Frankrigs indførelse af det såkaldte burkaforbud den 11. april 2011 er der blevet flere, ikke færre, kvinder, der bærer fuld krops- og ansigtsdækning. Og de gør det af mere politiske grunde end tidligere. Det mener forskere, som har analyseret udviklingen i perioden.
Ifølge det franske efterretningsvæsen var der i år godt 2000 kvinder, der bar en form for islamisk ansigtsdækning, som regel den såkaldte niqab der lader en smal sprække fri til øjnene.
LÆS OGSÅ: Frankrig forsøger at forebygge uro efter ny Muhammed-satire
Antallet af kvinder, der bærer fuld ansigtsdækning, er ikke eksploderet. Men der er blevet flere, og deres bevæggrunde er blevet mere radikale, mener Raphaël Liogier, religionssociolog og specialist i islam i Frankrig ved Institut for Statskundskab i Aix en Provence.
Vi har gennemført spørgeundersøgelser før og efter indførelsen af forbuddet. For to år siden var det en åndelig søgen, der fik kvinder til at bære niqab. Det var en form for new age-bølge, der også handlede om at leve et sundt liv, og politiske motivationer var sjældne. Forbuddet har fået flere til at vælge at bære niqab som en politisk protest. I den forstand har forbuddet ført til en øget radikalisering, siger Raphaël Liogier.
Domstolene har ifølge tal fra det franske Justitsministerium behandlet 312 sager, hvoraf 10 er blevet henlagt, og 302 er endt med en dom, som regel en bøde på 1000 kroner, eller et kursus i lovens værdigrundlag.
Ingen er blevet idømt den maksimale straf på op til 200.000 kroner i bøde for at tvinge andre til at bære niqab. Og de første provokerende forsøg på at trænge ind i offentlige bygninger iklædt burka er ikke blevet fulgt op af flere. En mand er blevet dømt for at rive en niqab af en kvinde på gaden, og en niqab-klædt kvinde for at have forulempet en kvinde uden niqab.
Det forholdsvis lave antal domme skyldes, at politiet generelt ikke håndhæver forbuddet i det daglige.
I virkeligheden er der stor forskel på, hvordan loven administreres i forskellige byer og bydele. På Champs Elysées i Paris, hvor saudiarabiske turister bærer niqab, foretages der aldrig anholdelser. I nogle indvandrerkvarterer anholdes der langt mere. Nogle kvinder holder sig indendøre for ikke at risikere at blive anholdt, siger Raphaël Liogier.
Frankrig indførte forbuddet mod fuld ansigtsdækning i 2011 som en reaktion på en mere tydelig tilstedeværelse af fundamentalistisk salafistisk islam. Frankrig havde i forvejen et forbud mod iøjnefaldende religiøse symboler i de offentlige skoler, som blev indført i 2004. Og 10 år efter den såkaldte Stasi-rapport, som i 2003 banede vejen for denne såkaldte verdslighedslov, raser tørklædedebatten igen. Den franske appelret har omstødt fyringen af en medarbejder i en privat vuggestue, som bar det islamiske tørklæde på arbejdet.
I henhold til den franske tradition for verdslighed og kravet om religiøs neutralitet i de offentlige myndigheder må offentligt ansatte ikke bære synlige religiøse tegn.
Og efter appelrettens afgørelse har en gruppe intellektuelle udsendt en underskriftindsamling for en ny verdslighedslov, der kan udvide tørklædeforbuddet til alle private arbejdspladser.
Den borgerlige opposition har allerede et lovforslag klar. Og præsident François Hollande har erklæret, at der er brug for en konsensuslov om brugen af tørklæder i Frankrig. Men begrænset til privatansatte voksne, der arbejder med børn.
Så snart der er tale om voksne, der har kontakt med børn i institutioner, der opfylder en public service-mission, bør reglerne være de samme som i skolen, har Hollande udtalt.
Initiativet kritiseres af Frankrigs muslimske organisationer.
Man er i færd med at skære den franske verdslighedslov til, så den udelukkende retter sig mod muslimernes religiøse praksis, mener formanden for Sammenslutningen af Frankrigs Islamiske Organisationer, Ahmed Jaballah.
De katolske organisationer er imidlertid lige så lidt begejstrede for udsigten til en stramning af den franske verdslighedslov.
Det er vigtigt at bevare en balance mellem verdslighed og religionsfrihed. Regeringen skal passe på med ikke at overreagere, sagde generalsekretær for Den Franske Bispekonference, Antoine Hérouard, efter præsident Hollandes udspil.
For 10 år siden blev forbuddet mod religiøse tegn i skolerne retfærdiggjort med hensynet til mindreårige, der skulle beskyttes mod religiøst pres fra deres familie og lokale omgivelser. Burkaforbuddet, der er for voksne, blev indført med henvisning til den offentlige sikkerhed og behovet for at kunne identificere alle i det offentlige rum. Og nu skal et forbud mod religiøse tegn udvides fra private til offentlig arbejdspladser. Det er en fordrejning af ånden i den franske lov om verdslighed, mener Raphaël Liogier.
Dette synspunkt deles af Philippe Portier, specialist i forholdet mellem stat og religion ved Sorbonne Universitet.
1905-loven om adskillelse af kirke og stat var liberal i sin natur. Den skelnede mellem kravet om, at offentlige myndigheder skulle være religiøst neutrale og hensynet til privatpersoners frie, individuelle valg. Denne balance er nu ved at blive flyttet, mener Philippe Portier.
80 procent af franskmændene er tilhængere af et forbud mod religiøse tegn på private arbejdspladser.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har netop fastslået, at virksomheder har ret til at forbyde religiøse tegn på arbejdspladserne. Men kun hvis det kan begrundes med hensyn til sikkerhed eller andre tungtvejende hensyn.
Raphaël Liogier afviser, at væksten i brugen af niqab blandt muslimske kvinder er tegn på en voksende islamisering, som bør bremses af en yderligere indskrænkning af retten til at bære religiøse symboler.
Islam bliver mere synlig, og flere muslimer søger tilflugt i en muslimsk identitet med øget religiøs praksis. Men der er intet ønske om at islamisere Frankrig. For eksempel har de muslimske organisationer aldrig krævet hallal-måltider i skolerne. Der kan være enkeltstående sager, men det er ikke et generelt krav, mener Raphaël Liogier.