Tidligere kirkeminister Bertel Haarder (V) brugte en speciel figur, når han præstenterede sig som kirkens minister. Han kaldte sig pedel. En pedel er som regel ansat på en skole. En skole er en dannelsesmæssig offentlig institution og som sådan en væsentlig del af den danske kultur.
På den måde kan man godt bruge figuren om en kirkeminister. Han sørger for at give kirken den plads, den skal have, men han blander sig ikke i de interne affærer og indre anliggender. Ligesom en pedel.
Pedellens opgave er at sørge for, at skolen er i orden, så den fungerer og dermed giver lærerne plads og tid til at lave det, de er gode til, nemlig undervisning. En pedel tørrer stolene af, men han møblerer ikke rundt.
På den måde lever en anstændig og dygtig pedel altid en salgs skyggetilværelse. Han har sit eget lille værksted nede i kæleren. Her bor han. Alle ved, hvem han er, men det er de færreste, som taler med ham. Sådan skal det også være. Pedellen kender man nemlig på det, pedellen laver: at skolen er ren og i orden og fungerer efter hensigten. Pedellen blander sig ikke i elevernes færden blot de ikke ødelægger noget. Han blander sig heller ikke i lærernes undervisning.
LÆS OGSÅ: Sareen: Selvfølgelig skal der være bred debat
Sådan skal en kirkeminister også være: usynlig, vedholdende, skønsom og langsom. Som en pedel skal en minister kende sin rolle. Det giver plads til både præster og menighedsråd. Men sådan er det ikke mere.
Den nuværende kirkeminister, Manu Sareen (R) har et helt andet billede af sig selv. Han kalder sig ikke pedel, men direktør. Unægteligt noget af et skifte. Hvor pedellen er på gulvet, er direktøren oppe i toppen, i de forkromede kontorer med smart, abstrakt og kulturradikal kunst på væggene.
Direktøren er som regel forbundet med et privat firma. Derfor anvender Manu Sareen også billedet af en erhvervsvirksomhed, når han taler om folkekirken. Hvor pedel, skole, lærer og elev indbyrdes skal forholde sig til hinandens roller, topstyrer man en virksomhed og anvender ledelses- og organisatoriske værktøjer.
Et af disse værktøjer, som kirken er ved at indoptage, er NPM New Public Management. Det er indført i de fleste offentlige institutioner. Nu skal man lave målsætninger og gennemgå udvikling, foretage segmentundersøgelser, evaluere eventuelle drømme, tælle kirkegængere, lukke kirker og gennemføre den ene ligegyldige MUS og GRUS og APV efter den anden.
Provster er blevet ledere, men de vildleder mere, end de vejleder. Ingen taler om forkyndelse, folkelighed, oplysning og dannelse. Alle disse ord hører oprindeligt hjemme i folkekirken, men er selvfølgelig på vej ud. En erhvervsvirksomhed med respekt for sig selv har intet at bruge dette sprog til.
Dette skred fra pedel til direktør, fra en folkelig og flad institution til en topstyret erhvervsvirksomhed, fra skønsomhed til NPM er i den grad blevet nærværende under Manu Sareens ministertid.
Manden har været kirkeminister i cirka halvandet år. I denne periode har han gennemført mere, end en minister normalt når i løbet af en regeringstid. Sareen ligger ikke på den lade side. Han har nemlig travlt. Lad os i det følgende se, hvad direktøren har brugt tiden på.
Inden han havde været minister i et helt og sammenhængende år, gennemførte han uden hensyn til opposition, debat, uenighed og diversitet homoseksuelle vielser. Handlingen var udtryk for den nye stil. Det handlede ikke så meget om de homoseksuelle, som det handlede om direktørens signalværdi: Her er det mig, som bestemmer nu kan I lære det. Slut med den stilfærdige pedel, der kunne sondre mellem kirke og stat uden at blande det sammen.
Som nykåret minister burde Sareen have ventet lidt. Han burde stikke en finger i jorden og spørge sig selv, om man ikke først skal lære den danske folkekirke at kende, inden man træffer drastiske beslutninger. Sådan gør man normalt på en ny arbejdsplads. Men Manu Sareen har travlt.
Havde kirkeministeren et minimum af kendskab til folkekirkens langsomme og sikre måde at bevæge sig på, ville han vide, at det er en supertanker, han navigerer, og ikke en speedbåd. Vi synger langsomme og tunge salmer, læser langsomme tekster, der tager tid at forstå og forholde sig til, præsten bevæger sig langsomt og sikkert gennem rummet. Roligt og stille og langsomt. Som Kaj Munk svarede, da han blev spurgt om den kirkelige udvikling: Rolig, rolig, Guds rige skal man ikke tage med storm.
Knap nok havde kirkeministeren fået de nye vielser på plads, før han gik i gang med at etablere en styrelsesgruppe. Nu skal han have styr på tropperne. Gruppen består af udvalgte personer fra det kirkelige og politiske landskab. Den skal komme med fremtidige idéer for, hvordan man kan styre og strukturere kirken. Det gælder både organisation og ledelse.
Hvad man skal med al den styring, må guderne vide. Styring fører som regel ikke til noget form for anstændig ledelse. Så hvorfor ikke droppe projektet? Er det, fordi der er en skjult dagsorden? Har ministeren en agenda, vi andre ikke har hørt om? Det kunne man forestille sig. Manu Sareen har gentagne gange højt og helligt lovet, at det ikke er begyndelsen til en kommende synode. Det tror vi selvfølgelig ikke på. Det er ikke blot begyndelsen til en synode, det kan ende med at blive begyndelsen på en adskillelse af stat og kirke.
Styrelsesgruppen er allerede klar med de første udkast. De kan ligge på bordet inden sommer. Menighedsråd og præster når knap nok at trække vejret. Vi får ikke engang den fornødne betænkningstid, der er rimelig. Anstændige høringsfrister hører ikke til kirkeministerens bestemmelser. Man er vel direktør.
Men styrelsesgruppen er kun én ting. Kirkeministeren vil også nedsætte en tænketank. Hvem der sidder i denne tank, ved vi ikke. Han udtalte det til P1 den 1. januar i år. Altså et lille internt nytårsløfte mellem ministeren og ham selv.
Hvad tanken går ud på, ved vi heller ikke. Men vi ved, at tænketanke som regel oprettes, når man ikke længere kan tænke selv. Det er vist noget med, at de skal komme med forslag til eventuelle kirkelige arrangementer og nye og alternative gudstjenesteformer. Det fortalte Manu Sareen i radioudsendelsen.
Som om vi ikke har hørt det før. Endda til bevidstløshed. Og som om vi overhovedet har behov for flere alternative gudstjenester. Hvorfor er ministeren så forhippet på at centralisere alt det, der ikke kan centraliseres uden at gå i stykker? Hvad skal vi så med menighedsrådene? Organisation og struktur skal centraliseres. Det skal aktiviteter og gudstjenesteformer også. Men ikke nok med det. Sidste nye påhit fra ministeren er en fælles kommunikationsstrategi. Nu skal sproget også centraliseres.
For nogle måneder siden udtalte Manu Sareen, at han var ked af, at præster, der lavede et nyt og godt arrangement, blev kritiseret af andre præster. Endda i de offentlige medier. Han nævnte to eksempler, der begge var fra København det er altid københavnske kirker, ministeren nævner, og aldrig kirker fra Jylland og Fyn og det øvrige Sjælland.
Det ene eksempel var de famøse forfattergudstjenester. Disse gudstjenester var kirkeministeren så glad for, at han ikke kunne forstå, at nogle præster og debattører var kritiske over for projektet. For at udgå denne kritik kunne man jo lave en fælles kommunikationsstrategi, ligesom man har det i en erhvervsvirksomhed, sagde Manu Sareen stolt og sikker. Det er selvfølgelig en effektiv måde at lukke kæften på kritiske præster på. Bliver folkekirken bedre af det? Vi tvivler.
Forsætter centralismen, så afvikler vi den danske folkekirke. Fra at være en dansk og folkelig institution med en flad struktur og højt til loftet, snævrer vi den ind og anskuer institutionen som en erhvervsvirksomhed.
Kære kirkeminister: Læg nu direktørrollen fra dig og ifør dig en lang brun kittel, så du fremtræder som pedel. Lad os få decentralisme, diversitet, debat, så det brager, rod og uorden på den opbyggelige måde. Ud med MUS, GRUS og APV. Fjern styrelsesgruppen. Nedlæg tænketanken, opgiv den fælles kommunikationsstrategi og giv os folkekirken tilbage. Tak.
Katrine Winkel Holm er redaktør, og Anders Kjærsig er sognepræst