I Ries soveværelse står et par slidte sko, der har tilhørt hendes mand, Jørgen, som hun har mistet. Skoene minder hende om ham. Og når hun ser på dem, gør det ondt i hjertet, men hun ser også glimtet i hans brune øjne og kan høre ham sige: Selvfølgelig kan du klare det, skat. Du kan alting.
Grethe beholdt en mønstret bluse, som hun synes særlig godt om, der har tilhørt hendes datter Helle, som hun har mistet. Når hun tager blusen på, føler hun nærhed til datteren. Hun tager den også på, når der er noget komsammen i familien, hvor Helle også ville have været en del af selskabet. Så føler Grethe, at hun er til stede.
LÆS OGSÅ: Hver femte efterladte sidder fast i dyb sorg
Da Karin mistede sin far, var det vigtigt for hende at finde ud af, hvordan hun kunne have ham med til sit bryllup. Faderens liv og store lidenskab havde været blomster. Derfor fik Karin bundet et lille indrammet fotografi af faderen om sin brudebuket, så han på den måde kunne følge hende op ad kirkegulvet.
De tre eksempler er fra Lise Traps bog Hjertebånd at leve med sine døde, der udkommer på forlaget Alfa på tirsdag.
I bogen er der flere andre efterladte, der fortæller om, hvordan de lever videre med deres døde fortællinger, der er illustreret med fotografier af dem og deres minde, fotograferet af Finn Irs.
Lise Trap er cand.theol. og sognepræst i Soderup-Kr. Eskilstrup, har tidligere arbejdet som fængselspræst og virksomhedspræst i Roskilde Stift og har efteruddannet sig i psykoterapi og eksistentiel samtale. Hun mistede i 2007 et af sine fire børn, en søn, og skrev efterfølgende den roste bog Sorg den dybeste ære glæden kan få. Heri beskriver hun sorgens væsen, og hvordan et menneske i sorg bedst kan mødes og rummes af omgivelserne.
I Hjertebånd at leve med sine døde handler det også om sorg og dens mange facetter. Men denne gang er ærindet især at fortælle om, at sorgen ikke skal overstås, men accepteres som en integreret del af resten af livet. Og om, hvordan man kan finde udtryk for kærlighed den kærlighed, som døden ikke tager med sig, når den elskede dør.
Ifølge Lise Trap er det en kunst og ikke noget, vi har tradition for. For siden begyndelsen af det 20. århundrede har tanken i den vestlige verden været, at sorg skal gennemleves for derefter at være noget, man kan lægge bag sig. Den hidtidige grundtese inden for sorgteori og sorgbehandling bygger blandt andet på den schweizisk-amerikanske psykiater Elisabeth Kübler-Ross arbejde med døende. Forestillingen har været, at sorg forløber i faser i form af chokfase, reaktionsfase, bearbejdningsfase og nyorienteringsfase.
Senere har man også talt om sorgopgaver, hvor den sørgende ikke følger et bestemt mønster i skematisk form. Men vigtigheden af at få sagt farvel og give slip på den døde har været gennemgående.
Men de senere år har forståelsen af sorg ændret sig. Det perspektiv, som den nyere sorgforskning anlægger, tager i langt højere grad end tidligere udgangspunkt i det faktum, at sorg, ligesom mennesker, er forskellig. Man taler om en tosporsmodel og om fortsatte tilknytningsbånd til den døde, skriver Lise Trap.
Hun oplyser, at der nu som noget nyt bliver foretaget store videnskabelige undersøgelser af sorg og sørgende.
Man ved, at ikke alle sorger nødvendigvis går over. Sorg skal kunne have sin plads i verden. Den skal kunne komme til udtryk. Men hvordan?, lyder det i indledningen til Hjertebånd.
En af de ting, som sorgforskningen er blevet opmærksom på, er, at man som sørgende, hvor svært det end kan være, selvfølgelig skal erkende, at den døde er død og ikke kommer tilbage. Men at det kan være vigtigt for nogle at fastholde de følelsesmæssige bånd til den døde gennem aktive handlinger, følelser, fortælling, erindring og ritualer.
Før talte man om det terapeutisk hensigtsmæssige i, at den efterladte med fordel kunne skrive afskedsbreve til den døde, hvor man så at sige sagde tak og farvel til ham eller hende. Nu taler man om det hensigtsmæssige i at nå til erkendelse af, hvad der nu vitterlig er forbi for altid, men også til erkendelse af, hvordan man vil have den dødes betydning med sig i sit liv fremover med hjertebånd, der trods død og adskillelse viser sig ikke at briste, skriver Lise Trap.
En ny model for sorg, den såkaldte tosporsmodel, er også kommet til. Den tager udgangspunkt i, at man som sørgende svinger mellem at se tilbage på alt det, man mistede, og at orientere sig i og forholde sig til den virkelighed, der nu er opstået.
Den sørgende lever i begge spor og er skiftevis, svingende som et pendul, i det tabsorienterede spor med alle følelserne, der er forbundet med sorgen, og i det reetablerede, der er forbundet med de handlinger, der er knyttet til det nye, forandrede liv, skriver Lise Trap.
Hun konkluderer, at man altså kan bære den døde med sig, og at man kan holde fast i den dødes betydning, samtidig med at man lever i verden med de levende.
Det har mange sørgende vidst. Nu er det blevet lettere at sige højt (...) De (døde) er pejlemærker i vores liv. Vi lever med dem, vi elsker, og det gør vi, hvad enten de er døde eller levende.
Hjertebånd at leve med sine døde bliver anmeldt i næste uge.