I oktober 1926 mødte den 34-årige Charles Christian Lauritsen op på det allerede dengang meget velrenommerede universitet California Institute of Technology, Caltech. Han sagde, at han godt kunne tænke sig at lære noget. Man undrede sig noget på Caltech over denne henvendelse, for den nye studerende var for det første ikke helt ung, og for det andet savnede han de formelle forudsætninger for at studere teoretisk fysik og matematik.
LÆS OGSÅ: De store byers kultur får al opmærksomheden
Lauritsen var vokset op i Vestjylland. Han var gået ud af Danmarksgades Skole i Holstebro efter 7. klasse og var kommet i tømrerlære. Han havde gået på Rødkilde Højskole, Odense Tekniske Skole og Kunstakademiets Arkitekt- og Billedhuggerskole, men nogen egentlig eksamen havde han ikke. Han var i teorien et broget, for ikke at sige temmelig dårligt papir.
Ikke desto mindre blev det indledningen til en helt enestående karriere i teoretisk og anvendt fysik. Charlie, som alle kaldte ham i USA, var en helt usædvanlig begavelse, og han blev med tiden selv professor på Caltech og en central figur i udviklingen af især raketdrevne våbensystemer til det amerikanske militær. Historien om Charlie Lauritsen er nærmest utrolig, og det er en gåde, hvordan den er forblevet ukendt for stort set alle danskere indtil nu.
Som ung mand havde han været indkaldt som soldat under Første Verdenskrig, men det kedede ham, og da han blev genindkaldt, valgte han i 1916 at udeblive og udvandre til Amerika sammen med sin kone og deres lille søn.
Han udførte forskelligt forefaldende arbejde. I 1920 blev han ansat på en fabrik i Californien, der fremstillede radiosendere og -modtagere. Han og et par kolleger startede for sig selv. Ikke alene kunne han med sin baggrund på arkitektskolen i København designe radiokabinetterne efter tidens smag, Charlie viste sig også at have talent for det tekniske udviklingsarbejde, og han udtog flere patenter, hvoraf et skaffede ham så mange penge, at han kunne tage et sabbatår for at studere på Caltech.
Det blev som nævnt til meget mere end det. Charlie havde flair for fysik og matematik. Han blev kollega og venner med tidens store navne inden for teoretisk fysik, J. Robert Oppenheimer, Albert Einstein og ikke mindst Niels Bohr. Men i modsætning til dem havde Charlie praktisk sans og ikke mindst håndelag. Han kunne ikke kun tænke sig til en forsøgsopstiling, men også skrue den sammen, så den virkede. Han var en troldmand ved en drejebænk.
Da Anden Verdenskrig brød ud i 1939, var Caltech indstillet på at stille sine ressourcer til rådighed for militæret. En af de første opgaver, som Charlie løste, var udviklingen af det såkaldte radiobrandrør til brug i antiluftskyts. Problemet var, at det var uhyre svært at nedkæmpe angribende fly med almindeligt skyts, og Charlie udviklede derfor et projektil, der ved hjælp af radioteknik eksploderede, når det blot kom i nærheden af et fly. Det viste sig at være et meget effektivt våben mod både japanske kamikazepiloter og de tyske selvflyvende V1-bomber.
Charlie udviklede også en antiubådsbombe til montering på fly. Der fandtes teknologi til at spore ubåde fra fly, men ikke noget effektivt våben, for en bombe kastet fra et fly i fart ville lande langt væk fra ubåden. Løsningen var at montere bomber med kontraraketter, der blev udløst i det øjeblik, en fjendtlig ubåd blev iagttaget. Raketterne kompenserede for den fremdrift, som bomberne havde i kraft af flyets hastighed, og faldt dermed på stedet, hvor ubåden faktisk var, mens flyet fortsatte.
Af større betydning var dog de raketter, Charlie udviklede til brug for marineinfanteriets landgangsoperationer i Stillehavet, de forbedringer han udførte til flådens torpedoer, og de luft til jord-raketter, kaldet Holy Moses, som han i løbet af få måneder skabte til luftvåbenet, og som viste sig meget effektive mod både ubåde og panserkøretøjer. Adskillige afgørende slag blev afgjort takket være Charlie Lauritsens arbejde.
Hans organisationstalent og lederevner var betydelige. Det var antagelig også grunden til, at han som en blandt en håndfuld blev indkaldt som støtte for Oppenheimers Manhattan-projekt, udviklingen af den første atombombe. Projektet omfattede 100.000 ansatte og stod under et kolossalt tidspres, så der krævedes strategisk overblik og handlekraft. Charlie sad med ved de møder, hvor de afgørende beslutninger blev truffet, herunder valget af mulige mål i Japan.
Knud Jakobsen sandsynliggør, at Charlie under krigen også blev sendt til Europa i efterretningsøjemed for at undersøge vragrester af tyskernes ballistiske missil, V-2. Han vedblev at spille en central rolle som rådgiver for det amerikanske forsvar efter krigen. Han var eksempelvis fortaler for udviklingen af taktiske atomvåben til brug mod Østblokkens overlegne landstyrker.
Charlie modtog officielle udmærkelser i både Danmark og USA, og i foråret 1968 blev han hædret med åbningen af Charles C. Lauritsen Library i The Aerospace Coorporation i Californien. Få uger senere døde han. Yderligere et bibliotek og et laboratorium på Caltech er opkaldt efter ham.
Knud Jakobsen, der er pensioneret journalist, har gjort et stort og professionelt arbejde med at efterspore Lauritsens skæbne i Danmark og USA. Det kan man se af det diskrete noteapparat. Historien fortælles lige ud ad landevejen fra ende til anden, sobert og klart, og illustrationerne er velvalgte.
Så enkelt og godt kan det gøres.