Så englene synger

Erik A. Nielsen lukker det pietistiske univers op for læseren af H.A. Brorson. Bogen er en bedrift af international klasse

”H.A. Brorson” føjer sig fornemt til Erik A. Nielsens monumentale bedrift. En sproglig nydelse, et livsværk og en fantastisk påmindelse om kvaliteterne i ”det gamle” universitet. –
”H.A. Brorson” føjer sig fornemt til Erik A. Nielsens monumentale bedrift. En sproglig nydelse, et livsværk og en fantastisk påmindelse om kvaliteterne i ”det gamle” universitet. –. Foto: Leif Tuxen.

Pietismens berygtethed er større end indsigten i dens væsen.

Sådan skriver Erik A. Nielsen i indledningen til H.A. Brorson, hvor han med en fascinerende udforskning af pietismens væsen med Brorsons salmedigtning som prisme og fokus gør sit til at højne indsigten i pietismen.

Pietismen er alt, alt for meget. Men der er mening i galskaben, skønhed og dybde. Den, der alene anskuer pietismen udefra, går glip af en hel del, en forståelse og en berigelse. Erik A. Nielsen læser pietismen, går ind på dens præmisser og udlægger den indefra med et generøst overblik og uden at miste fodfæstet uden for den pietistiske puppe.

LÆS OGSÅ: Er gåden større end sandheden?

Pietismen er med sin eksperimenterende, religiøse sjælevidenskab et oplysningsprojekt ikke en mørk ø i oplysningens århundrede. Brorson står ikke så langt fra Isaac Newton, som man skulle tro, jeget er en fejlkilde, som må elimineres til fordel for den metodiske erfaring. I den klassiske fysik handler det om, at resultater skal kunne opnås og kontrolleres af andre, i pietismen gælder ikke jeg, men Kristus i mig.

Når oplysningsfilosoffen Kant i 1783 i indledningen til Hvad er oplysning? skriver, at oplysning er menneskets udgang af sin selvforskyldte umyndighed, så ligger israelitternes udgang fra slaveriet i Egypten som en undertone i ordvalget. En pietist med en vis udspekuleret læseevne kunne, som Erik A. Nielsen anfører, godt underskrive dette. For pietisten ligger menneskets slaveri i den jordiske tilværelse, og frigørelsen består i forvandlingen, himmelsindets tilblivelse.

Der er en udspændthed mellem himmel og jord, som giver poeten Brorson et enormt sprogligt register, fra skældsord til englesang, fra en væmmelsens til en frydefuldhedens træfsikkerhed. Erik A. Nielsen har som pietisterne spændstigt sans for det hele og mister ikke blikket for de demagogiske sider af pietismen.

Pietismens projekt er oplysning og vækkelse i ét, et åndeligt opbrud. Det handler om at vågne op og være årvågen og gennem en metodisk opmærksomhed, meditation, at foretage skiftet fra den jordiske, dødelige krop til den lystfyldte og udødelige, fra synd og død til liv og lyst. Målet er udgang, men vejen er ind, helt ind i Kristus. Pietisterne omtolker slægtsrelationer til åndelige relationer, blod, sæd og mælk til åndelige kategorier og flytter dermed frugtbarhedsprincippet fra kønnet til munden.

Brorson erotiserer den religiøse poesi. Men man finder ingen parallel hos ham til for eksempel Kingos besyngelse af den verdslige kærlighed i digtet Chrysilis. Den jordiske kærlighed er ikke det eneste offer i pietismens indadvendthed, omverdenen bliver væk, der er ikke ét snefnug i Brorsons elskede julesalmer. Og hvad enten Brorson digter om kvægpesten eller om jordskælvet i Lissabon i 1775, er sigtet teologisk.

Med sin vækvendthed fra det verdslige, de løsslupne julestuer for eksempel, er pietismen med til at lægge grunden til en moderne karaktertype, den selvbeherskede og forbeholdne borger og med sin insisteren på den indre og helt egne logik i vejen til frelse forbereder pietisterne modernismens ideal om det autonome kunstværk.

For Brorson handler det om at genvinde den tabte gudbilledlighed. Det er den, brudekransen er et symbol på, og heraf brudesymbolikken opstår. Pietismen er her inde i rodnettet af den moderne psykologi, som ifølge Erik A. Nielsen har gudbilledlighedens fald som et af sine vigtigste forstadier. Lige så almueagtige pietisterne ser ud, lige så moderne opdaterede personligheder er de i det indre.

Udgangen er det vigtige, og Brorsons hovedværk, Troens rare Klenodie fra 1739, er opbygget med netop dette for øje, optagelsen i herligheden. Erik A. Nielsen oversætter værkets titel som troens hemmelighedsfulde sejrskrans: Brudens kroning i himlen er det stærkeste udtryk for, at mennesket igen træder ind i den værdighed, der gik tabt ved syndefaldet.

Man bebrejder af og til protestantismen, at den har taget livet af Maria-fromheden, det kvindelige element i troen. I Erik A. Nielsens fortolkning gør pietismen det stik modsatte.

Her finder man en radikal inderliggørelse og videreførelse af Maria-fromheden; menneskets hjerte bliver kvindeligt, den enkelte fromme bliver Maria. Hun skal leve kysk, men troslivet billedgøres som en undfangelse, et af talrige eksempler på, at den retoriske figur katakresen, den bevidste sammenblanding af billeder, er en nøglefigur i pietismen. Den jomfruelige moder, der føder Kristus, møder ham som elsker i den himmelske brudenat. Vrøvl? Det giver Erik A. Nielsen sig ikke af med at afsløre, det er under niveau med pietisterne, han undersøger sprogbrugens raffinerede åndfuldhed, det, han kalder den dristige destillering, der foregår i pietismens erotiske laboratorium.

Gennemgangen af Troens rare Klenodie udgør hoveddelen af bogen, med udfoldelse af struktur og billedsprog, tematiske belysninger og tekstlæsninger, mens alderdomsværket Svane-Sang fra 1765 får det afsluttende kapitel.

Det er i Svane-Sang, man finder salmen Her vil ties, med sine gentagelser og sin vegeterende ro en elsket vintersalme, men samtidig en af litteraturens mest omstridte. Erik A. Nielsen gør sit for at udrydde det, han kalder en nærmest uudryddelig påstand i salmeforskningen, at tekstens nøglested er duemotivet fra Højsangen. Han mobiliserer al sin indsigt i den kristne digtning i en overbevisende argumentation for, at Brorson henter duen fra Noas ark, der er en firefoldig tekstudlægning på spil, ravnen bliver i det syndflodsøde landskab og mæsker sig i ådsler, men duen er sjælen, der vender tilbage til arken.

H.A. Brorson er den tredje bog i Erik A. Nielsens stort anlagte og ditto gennemførte serie. Tidligere er udgivet Kristendommens retorik og Thomas Kingo, og planen er at afslutte serien med intet mindre end et ikonografisk leksikon for dansk og norsk kristen digtning. Man kan ærgre sig over, at N.F.S. Grundtvig kommer til at mangle sit eget selvstændige bind, men må glæde sig over, at Grundvig alligevel i kraft af forfatterens mageløse indsigt i dansk salmedigtning klinger med hele tiden.

Erik A. Nielsen anskueliggør uden at forklejne hverken Kingo eller Brorson, hvordan de så at sige lægger op til Grundtvig, hvordan de teologisk bliver hængende i bod og langfredag, mens fryden over opstandelsens morgen først lyder fuldtonet med Grundtvig.

Højtiden vokser med dagen. H.A. Brorson føjer sig fornemt til Erik A. Nielsens monumentale bedrift. En sproglig nydelse, et livsværk og en fantastisk påmindelse om kvaliteterne i det gamle universitet. Man tøver ikke med at kalde det international klasse.

Kristeligt Dagblad bringer i næste uge et interview med Erik A. Nielsen om bogen