Der er et Rum i mit Hjerte, som jeg sjelden aabner for, thi jeg er bange for det skal vise sig stærkere end mig selv, og hvad der ligger der gjemt? Du veed det uden jeg nævner det.
Sådan skrev Regine Schlegel bedre kendt som Søren Kierkegaards tidligere forlovede med fødenavnet Regine Olsen til sin søster og hjerteveninde Cornelia fra De Dansk-vestindiske Øer i 1856. Det var året efter Kierkegaards død og 15 år efter hans brud med hende. Nu var hun blevet guvernørfrue gennem sit ægteskab med topembedsmanden Johan Frederik Schlegel.
BOGANMELDELSE: Er gåden større end sandheden?
Selvom slaveriet nogle år forinden formelt var blevet afskaffet af den danske regering, var Danmark stadig en kolonimagt, og guvernør Schlegel refererede direkte til kongen. Det gjorde Regine til en af de højest rangerede kvinder i kongeriget, og på De Dansk-vestindiske Øer var hun i sagens natur genstand for nogenlunde lige dele nysgerrighed og sladder. Kun sit hjerterum havde hun for sig selv. Selv de breve, hun skrev til Cornelia, vidste hun ville blive læst af andre, ligesom hendes magtfulde ægtemand som regel fik et hjørne mod slutningen af hendes breve til sin personlige hilsen.
Jeg vil ikke kalde det censur, men der er ingen tvivl om, at Regine har følt, at hun måtte holde sine mest private følelser tilbage, når hun har vidst, at hendes mand havde mulighed for at læse hendes breve, før de afgik til Danmark. Tilsvarende har hun vidst, at brevene formentlig ville cirkulere i vennekredsen, når de ankom til Danmark, og derfor ikke måtte blive for private, ikke løfte det sidste slør, siger Søren Kierkegaard-forskeren Joakim Garff, der har brugt de sidste mange år på at studere Regines liv og levned.
Over for mine nærmeste venner har jeg joket med, at jeg var ved at blive verdens eneste reginelog, tilføjer han muntert. Og i torsdags udsendte Joakim Garff så sin første biografi siden succesbiografien SAK om Søren Aabye Kierkegaard. Det nye værk hedder Regines gåde og bygger til dels på en række hidtil ukendte breve, som Regine sendte til sin søster Cornelia, mens Regine opholdt sig på De Dansk-vestindiske Øer, som hendes mand var guvernør for.
For enhver Kierkegaard-forsker må sådan en samling uventede dokumenter vække betydelig begejstring. Og i bogens forord beskriver Joakim Garff da også levende, hvordan han en uge efter et foredrag på Lolland i 1996 modtog en varm gave i en kølig indpakning.
På hans arbejdsbord stod nemlig pludselig en kasse, der før havde indeholdt frosne ærter, men nu rummede en bunke uvurderlige breve, som Regine i sin tid havde afsendt fra det tropiske klima i Dansk Vestindien, hvor hun opholdt sig i perioden 1855-1860. Brevene tilhørte et barnebarn til Regines søster, der ugen forinden havde henvendt sig til Joakim Garff under kaffen efter et af hans foredrag med et overrumplende tilbud om at få adgang til brevene, der også talte Cornelias breve til Regine. Og derfra begyndte arbejdet med at læse de skrøbelige dokumenter og skrive historien.
Det var i sig selv et stort scoop at få lov at læse dem. Regine nævner dog ikke Kierkegaard direkte. Og det virker umiddelbart underligt, når man ved, hvordan hun på samme tid sad og læste i Kierkegaards dagbøger. For da Kierkegaard døde et halvt års tid efter hendes afrejse, havde han indsat hende som sin universalarving, så efter hans død blev de skrifter, der vedrørte forlovelsen, pakket ned i to kasser og sendt ud til Dansk Vestindien.
Hun kan ikke få sig selv til at skrive Kierkegaards navn og nævner ham ikke med en stavelse. Rent psykologisk ville man jo sige, at det er, fordi hun bærer rundt på en smerte, et traume eller en kærlighed, der er så omfattende, at den slet ikke kan sprogliggøres. Hvis han ikke længere havde betydet noget for hende, ville hun efter at alt at dømme have nævnt ham i sine mange breve til Cornelia.
Brevpakkerne fra Kierkegaard har næppe fået humøret til at stige hos hendes mand, Johan Frederik Schlegel, kaldet Frits, der havde travlt med at administrere Dansk Vestindien, mens hans hustru kunne sidde inde ved siden af og læse gamle kærestebreve fra Kierkegaard.
Frits havde derfor gode grunde til at ville læse hendes breve til Cornelia for at se, om hun stadig var mere optaget af en afdød mand end af sin egen ægtefælle. Det kunne meget nemlig tyde på. Ifølge Garff forblev Frits hendes mand til venstre hånd, selvom hun nåede at være gift med ham i 49 år. Kierkegaard var forlovet med hende i 13 måneder og to dage. Men det er altid dem, man nævner som par. Og det var måske også den følelse, der i det hele taget havde fået Frits til at søge væk fra Danmark i første omgang, fortæller Joakim Garff:
Selvom det lyder fint at blive guvernør i Dansk Vestindien, var det ikke bare en drømmestilling. Man kaldte ikke for ingenting De Dansk-vestindiske Øer for Pestens paradis. For det flød med både pest, kolera, gul feber og andre livsfarlige sygdomme. Personligt tror jeg, at en af de vægtigste grunde til, at Frits sagde ja til stillingen 7000 kilometer væk fra København, var at få Regine væk fra Kierkegaard.
Mistanken var berettiget. Kierkegaard slap aldrig tanken om Regine og kaldte hende i en optegnelse for sit Hjertes Herskerinde. Det er derfor en gåde, hvorfor han brød forlovelsen i første omgang.
Han var indiskutabelt tiltrukket af Regine, siger Joakim Garff og peger ned på bogforsiden af sin egen bog, der er prydet af et sort-hvidt foto af Regine:
Se bare på hende. Hun var da en dejlig kvinde! Men Kierkegaard var formentlig også noget skræmt af hendes sanselighed. Kierke-gaard var bemærkelsesværdig tilknappet omkring sin egen seksualitet, mens Regine har været anderledes kropslig. Hun elskede ham virkelig og hengav sig fuldstændigt til ham, og det kan have skræmt ham. Det kan være en del af forklaringen på bruddet mellem dem, siger Joakim Garff og holder en lille kunstpause, inden han tilføjer:
Men jeg tror nu også, at en stor del af forklaringen ligger i, at Kierkegaard ville være Kierkegaard. Han havde tidligt en klar fornemmelse af sin egen genialitet og sit kunstneriske potentiale og var også realistisk nok til at erkende, at virkeliggørelsen af et sådant forfatterskab ville være uforeneligt med at blive gift og få børn.
Man skal også huske, at forholdet mellem Regine og Kierkegaard ikke var styret af fornuft, men af følelser. Det var fyldt af irrationalitet, men de kunne tydeligvis ikke slippe tanken om hinanden. Selv efter at Regine var blevet gift med Frits, gik de nærmest dagligt og spejdede efter hinanden på deres ture ved søerne, i de kølige kirkerum eller i de københavnske gader og stræder. Men i de 14 år, der gik, fra Kierkegaard brød forlovelsen med hende, mælede de ikke et ord. Det skete først den dag, da Regine skulle af sted til Dansk Vestindien, den 17. marts 1855, hvor hun gik ud i de københavnske gader for at lede efter sin gamle kærlighed, fandt ham, hvorefter hun sagde til ham: Gud velsigne dig, gid det må gå dig godt.
TEMA: Søren Kierkegaard 200 år
Regines afskedsreplik, der brød 14 års tavshed, blev de sidste ord mellem det berømte to, der aldrig blev gift med hinanden. De mange års tavshed mellem dem havde kun gjort deres forbindelse stærkere, ligesom det for os andre giver deres forhold en mere mytologisk karakter, mener Garff. Men man kan undre sig over, at Regine og Søren aldrig talte sammen i alle de år. For der må have været muligheder nok, når de ofte gik alene forbi hinanden. Men i den forstand havde Frits intet at frygte for Kierkegaard, der opførte sig aldeles sømmeligt.
Kun én gang forsøgte han at få Regine i tale kort efter hendes fars død. Det skete i respekt for Frits ved at sende ham et brev, der indeholdt et forseglet brev til Regine. Men det var alligevel for voldsomt for Frits, der sendte brevet retur. Han ville ikke have Kierkegaard til at blande sig.
Kierkegaard brændte Frits brev i frustration. Og på samme måde brændte Regine alle sine egne breve til Kierkegaard, da hun fik dem tilsendt til Dansk Vestindien. Men hun blev den første kvinde, der fik indblik i hans dagbøger, og hun passede godt på resten af hans papirer, som hun tog med sig hjem fra Vestindien. Og da Frits døde i en høj alder, lod hun sig tilmed interviewe af en række bibliotekarer om sit forhold til den berømte danske forfatter. Desværre var der ifølge Joakim Garff ikke meget gods i de interview. Til gengæld mener han, at hendes hidtil ukendte breve til Cornelia viser, hvorfor Kierkegaard var så fascineret af hende.
Hun var meget andet og mere end blot en lille pige med et yndefuldt ydre. Hun var også en kvik og vittig kvinde, der kunne skrive både drillende, humoristisk og selvironisk. Og der er ingen tvivl om, at hun også havde et blik for Kierkegaards forfatterskab, som han i øvrigt både dedikerede til hende og sin afdøde far.
Kan man overhovedet forstå Kierkegaards forfatterskab uden Regine?
Ja, man kan sagtens læse ham uden at have hende med i læsningen, men hun har helt klart betydet meget for både ham og hans forfatterskab. På samme måde kan man også godt forstå hende uden Kierkegaard. For han var jo ikke hele hendes liv. Hendes livsfortælling handler for eksempel også om hendes sorg over aldrig at få sine egne børn. Hun havde en krævende plejedatter, hvis mor døde i Dansk Vestindien, før Regine selv kom derud. Hendes egen tid i Dansk Vestindien var også en voldsom periode med rigtig mange dødsfald. Det var både et kultur- og et naturchok, der ventede hende. Hun kom fra det fredsommelige København og de sjællandske bøgeskove, og pludselig var hun i troperne med orkaner og eruptiv natur. Men de nye omgivelser giver hende også mulighed for at bade og ride, hvad hun holder meget af.
På den måde var der også små åndehuller i pestens paradis. Men Regines historie er også et stykke dansk kolonihistorie, tilføjer Garff.
Jeg synes selv, at Regines historie er en fin indgang til det på flere måder sorte kapitel i danmarkshistorien, hvor slavehandlen skabte en del af den velstand, der gjorde det muligt at finansiere nogle af de mest eksklusive byområder i København. Hele området omkring Marmorkirken er for eksempel opbygget fra penge, der var tjent på trekantshandlen, der i høj grad var baseret på slavehandel. Vi havde faktisk slaver i 251 år i Danmark, og det synes jeg, alt for få ved noget om. Derfor begynder jeg også fortællingen om Dansk Vestindien, nogle år før hun og Frits kommer til Dansk Vestindien, hvor slaveriet var ophævet.
Hvad er den største opdagelse i Regines breve?
At de i det hele taget findes. For gennem sin måde at skrive på viser hun også en del af sin egen personlighed. Men hun forbliver en gåde. For hun åbner aldrig helt ind til sit hjerterum, og hun giver derfor plads til adskillige fortolkninger, som jeg vil overlade til læserne. Gennem brevene er vi kommet tættere på, men når jeg kalder min bog for Regines gåde, er det, fordi hun forbliver en gåde ligesom kærligheden, der jo også i sig selv er en gåde.
TIDSLINJE: Søren Kierkegaards liv