Vi har at gøre med en skælmsk forfatter, hvis tilbøjelighed for gys og gru er velkendt og uden vaklen. Titlen på denne hans første voksenroman i otte år efter en lang række udgivelser for børn og unge fører direkte til den del af virkeligheden, der har hans fascination.
Lettere er det at stille det gode spørgsmål hvad bogen handler om end det er at give det gode, udtømmende svar. Læseren bliver imidlertid glimrende underholdt på rejsen frem mod målet eller med det mål, som rejsen i sig selv udgør. Det er en ironisk, skæv og ikke mindst underholdende historie. Dog uden at man et øjeblik tvivler på alvoren bag det hele.
Dagsordenen er sat af døden.
Men igen: Hvad handler romanen om? Det hurtige svar: En blodprop og en mormor. Og litteraturen repræsenteret af en grum historie, Ligrøverne af Robert Louis Stevenson, den klassiske skotske forfatter, der i denne sammenhæng er mere end normalt nærværende, idet han hjemsøger hovedpersonen og forlanger et lig. Den slags kan sagtens forekomme hos Mouritzen.
For en lidenskabelig elsker af litteraturen som både hovedpersonen og forfatteren, disse nært beslægtede er grænsen mellem liv og litteratur flydende i det øjeblik man erkender dette får man evnen til at transcendere over i fiktive universer og spille en rolle der. Netop hvad der ske. Hovedpersonen begynder at blande sig i Stevensons historie.
LÆS OGSÅ: Når der går en engel gennem stuen
Rammen er, at jegfortælleren, der er ramt af en blodprop i hjertet en prop så stor og farlig som en bombe køres til sygehuset, mens en ledsagende kærlig kvindelig læge holder, hvad der ligner englevagt over ham i ambulancen.
Efter at have fået sit hjerte repareret for 140.000 kroner og efter sammenlignende at have konstateret, at et oksehjerte hos slagteren kun koster 20 kroner, er han blevet beordret til fitness, hvad han både forholder sig sarkastisk distanceret til Gud elsker en glad motionist og samtidig nærmest bliver afhængig af.
Som udgangspunkt går han til fitness for at kæmpe sig tilbage til livet. Med nogle for Mouritzen karakteristiske dobbelttydigheder hedder det: For at styrke min hjertemuskel. Nu er den så godt som kaput. For at redde hvad der reddes kan. Der er dannet arvæv. Jeg er en mand med ar på hjertet. Hjertet skal blive godt igen. Jeg er her for at kæmpe mig tilbage. Jeg skal langt tilbage. Ja, det skal han helt tilbage til barndommen i Aalborg og besøgene hos sin gode mormor.
Men at vende tilbage er forhåbentlig også at nå frem til et liv med skærpet opmærksomhed på de betingelser, der pludselig blev akut nærværende.
Patientens vitalitet er imidlertid ikke til salg for en blodprop. Allerede i ambulancen genvinder han noget af sin slagfældighed.
Alt i alt får vi en krisehistorie givet med et overskud, der i sammenhængen virker overrumplende i sin grænseløshed, men måske netop er ansporet af den død, der denne gang ikke sejrede. Hvad den, må man tro, sagtens kunne have gjort.
Mouritzen undlader at vikle læseren ind i private følelser, men forholder sig til forløbet som den professionelle forfatter, der har andet for end at rapportere om klynk. Stilen er tæt. Sætningerne står skarpe og selvstændige som linjer i et digt. Det bevidste og skabende forhold til sproget afslører vor mand som den lyriker, han også er.
Tre trin til helvede er både krævende og givende. Fortolkerne behøver ikke frygte arbejdsløshed.