Styrk den kristne troværdighed: Skær Det Gamle Testamente fra

Hvorfor er der aldrig nogen, der har overvejet at tage konsekvensen og amputere Bibelen lige over knæene, cirka omkring år 0, spørger forfatter til bogen "Det Gamle Testamente - uden omsvøb"

Det Gamle Testamente er fantasi i frit fald. Det bør skæres fra Bibelen, mener forfatter og cand.jur.
Det Gamle Testamente er fantasi i frit fald. Det bør skæres fra Bibelen, mener forfatter og cand.jur.

Drømmetydere, åndemagere, spøgelser og talende dyr. Det Gamle Testamente er fantasi i frit fald. Det må det også godt være for det er nemlig gammelt.

Ligesom når gæsterne smiler overbærende over oldefar sludder i bryllupstalen eller lader som ingenting, når oldemor slipper en lille prut under desserten. Sådan er vores forhold til tidens tand: Den bider ikke rigtig på os mere.

LÆS OGSÅ: Er Koranen ikke mere troværdig end Bibelen?

For nyligt trak DRs P1 en genudsendelse op af hatten: Kan man virkelig tro på alt det, der står i Bibelen? Formiddagens debat bølgede frem og tilbage i gentagelsernes vandpyt uden at komme meget dybere end svarende til, om man kan lugte en farve (det kan man ikke).

Man kan nemlig ikke diskutere troen på kendsgerninger lige så lidt som fakta i troen. Denne diskussion skal ikke berøres her og får lov at hvile til næste genudsendelse.

Men bemærkelsesværdigt var det, at debatten alene rørte ved Det Nye Testamente og især angik, om man kunne tro på jomfrufødsler og genopstandelser. Men hvad så med hele fundamentet, Det Gamle Testamente?

Årh, pyt, lad det dog være i fred; det er jo så gammelt. Den første del af Bibelen har medlidenheden på sin side og får et trøstende klap på den læderindbundne ryg, som var det en statsminister, der ville skåne en kollega i en tamilsag.

Godt så, men hvorfor er der aldrig nogen, der har overvejet at tage konsekvensen og amputere Bibelen lige over knæene, cirka omkring år 0? Det kunne måske have en gavnlig effekt på tilliden til de nytestamentlige fortællinger og gøre det nemmere for en troende at gøde sin tro uden at få overtroen og røverhistorierne smidt direkte i logikkens stive nakke.

LÆS OGSÅ: De 10 vigtigste ting at vide om Bibelen

Svaret er, at religionens fårehyrder ikke just er kendte for at være med på beatet: Der er hverken rock i synagogen eller U-tube i folkekirken. Hvorfor er det dog så svært med den fornyelse? Det er jo trægheden, der er det religiøse efterslæb; det er trægheden, der fostrer nye religioner og andre moderne former for åndsliv.

Man kommer dog næppe langt med at råbe Vågn op!, for en gennemgribende revision er der vist ikke nogen, der tror på. Og miraklernes tid er for længst forbi.

Klaus Koenig, cand.jur. og forfatter til Det Gamle Testamente uden omsvøb, Strandboulevarden 156, st. København Ø