En kold dag i bjergene. Udsigten indbyder til meditation. Og så alligevel ikke.
Men hvorfor ikke? Dagen ligner så mange andre, hvor der vist sagtens kunne mediteres. Intet skiller den ud som noget særligt. Og dog er der et eller andet, der ikke er, som det skal være.
Det er dette et eller andet i mange versioner, Rifbjerg kredser om i sine nye 18 noveller, der, som det hedder i bagsideteksten, tager udgangspunkt i tilstande og situationer, hvor man ikke umiddelbart kan påvise nogen unormalitet. Titlen med dens lægefaglige udtryk fører direkte til samlingens centrum.
LÆS OGSÅ: Sorgfuld, skarp og selvdestruktiv
Men hvad er centrum? Og hvor er det? Det spørger man sig selv om mange gange undervejs. Svaret er nogenlunde enkelt, hvilket imidlertid sagtens kan være en illusion, for eksempel i en novelle som Skyggespil, hvor det dels drejer sig om støjgener fra naboen, dels om en mand, der falder eller lader sig falde i havnen. Med skildring af den efterfølgende redningsaktion, hvor hovedpersonen som den første er på pletten, det vil sige i vandet.
Dermed er alt naturligvis ikke sagt og vel endda slet ikke det mest væsentlige. Men læserne har trods alt et konkret forløb at forholde sig til. Det har de langtfra altid. Ikke at det gør noget. De får så meget andet i stedet, en sproglig vitalitet og en psykologisk dybde, det, der giver det hele mening og pirrer læseren til at søge ind i teksterne, ind mellem ordene og linjerne til det usigelige, der ikke desto mindre kræver at blive sagt. Og også bliver det, på den ene eller den anden måde.
Igen opleves Klaus Rifbjergs evne til at sætte sprog på selv de mest flygtige stemninger og følelser. Ordløsheden får ord.
Titlen skærper ens opmærksomhed over for de små, men afgørende bevægelser. På overfladen kan den slags, om overhovedet registreret, virke så normalt, men uden nødvendigvis at være det. Det hører til i de områder af sindet, hvor både kontrollen og forståelsen ofte kommer til kort. Personerne styres af noget, som de muligvis ikke ved, hvad er.
Som servitricen i novellen Tics. Hun har det svært med det hos kollegerne, som hun benævner tjenertics, men prøver at kalde sig til orden med en forsikring om, at det da ikke gør noget med disse tics. Hendes selvpålagte artighed er dog afmægtig, og hun må konstatere, at de tilstedeværende trækninger irriterer hende på en forvirrende måde. Så slemt kan det blive, at hun har mest lyst til at skrige. Men trods alt gør hun det ikke, fordi hun ikke ville kunne forklare, hvorfor hun skreg.
Det helt sikkert ikke abnorme kan være en positiv oplevelse, såsom et ungt menneskes erkendelse af seksualitetens søde magt i En badetur, hvor oplevelsen ledsages af et tordenvejr. Og nej, der skete ikke noget: Intet lyn ramte ham. Eller var der mon ét, der gjorde alligevel? Bare på en måde, der er mere oplivende end skræmmende: i hvert fald var jeg en lille smule svimmel, da jeg gik i seng, og har egentlig været det siden med mellemrum.
Så vidt den seriøse del af samlingen. Og det er langt størsteparten. Men Rifbjerg tillader også tre små indslag fra afdelingen for spøg og skæmt, blandt andet Middag, der lyder sådan og tilmed i sin helhed:
åååååååååhntttt. Måske er det lyden af middagssøvn. De to øvrige bogstavkombinationer i samme ånd hedder Morgen og Aften. Noget søvn er der vist også i dem. Men under alle omstændigheder bliver vi sendt langt uden for genregrænsen for noveller. Lad os tage det roligt!