I en kurv i stuen lå en nyfødt kalv. Jamen hvorfor ikke? Vibe-Oskar levede helt på sin egen måde. For ham var det usædvanlige sædvanligt.
Hans elendige hus lignede en stor mulden roekule. Sprækker og vinduer var forsøgt tætnet med halm, græstørv og gamle klude. Trafikken af katte var tæt, om natten skubbede de til hans hoved og gnavede i hans lange hår og i hans skæg på jagt efter mus. Udbyttet var betragteligt. Men at udgøre et jagtrevir var til skade for søvnen. Derfor flyttede han fra huset til en kasseret rutebil, som han havde ladet bugsere ind på gårdspladsen.
Vibe-Oskar er en karakteristisk repræsentant for bogens persongalleri fra Brovsts barndom i 1950erne i Hanherred, hvor vore dages konformisme endnu var så langt borte, at originalerne fik lov til at leve på deres egne betingelser. Forfatteren skildrer de skæve eksistenser uden at udlevere dem. Tværtimod er han solidarisk med dem og beskriver dem med varme og munterhed.
Flere af originalerne har han selv kendt og de bedste af skildringerne er netop dem, hvor man fornemmer, at hans personlige engagement er stærkest, og han derfor er mindre afhængig af samtidige skriftlige kilder. Lange kildecitater er dog ikke nødvendigvis en nødløsning, idet de giver et indtryk af, hvordan originalerne blev opfattet, mens de levede.
Under læsningen stifter man bekendtskab med mange mindeværdige anekdoter. For eksempel om landbetjenten Røde Willy en mand, der virkelig tog sit embede alvorligt. En præst gjorde ham engang opmærksom på, at i færdselsmæssig henseende var egnen de lovløses paradis. Røde Willy noterede ham senere for ikke at respektere et stop-skilt og sagde til præsten, at nu befandt han sig ikke længere i de lovløses paradis.
Det længste og vægtigste af bogens stykker er det, der handler om Vibe-Oskar. Bjarne Nielsen Brovst forsikrer hen imod slutningen læserne om, at han efter blot et enkelt barndomsbesøg på mindre end en time i mandens vidunderlige eventyrverden (...) var fyldt til randen af indtryk, der har holdt sig i mig hele livet.
Man tror ham gerne. For også i teksten har indtrykkene holdt sig.
I høstens tid havde Vibe-Oskar lommerne fulde af døde mus, som han gav til sine talrige katte. Dyr og ikke bare katte flokkedes om ham, som var han Frans af Assisi. Han kendte de latinske navne på de fleste dyr og planter og havde en fyldig notesbog med egne tekstledsagede tuschtegninger af naturens mindste vækster. Han var den, der i miles omkreds havde færrest penge. Ikke desto mindre ejede han klenodier af sjældne bøger, som han viste Brovst og bladede i med kulsorte fingre.