UNDERLIGT NOK står neo-ateismen stærkest i Storbritannien. Man gik jo ellers og regnede britter for ganske traditionsbundne; hvorfor ikke snarere de gennempolitiserede tyskere? Men de holder påfaldende lav profil, når det drejer sig om det nye had til kirke og kristendom.
De to konger af neo-ateismen, Richard Dawkins og Christopher Hitchens, var begge briter, i London kørte busserne rundt med den triumferende reklame Der er sandsynligvis ingen Gud, og i England kunne man blive fyret for at bære et diminutivt kors om halsen.
Men nu er den aggressive og firkantede neo-ateisme brændt ud, hævder teolog og forfatter Theo Hobson i The Spectator. Han forsker i forholdet mellem kirke og sekulært samfund, og han mener at se bunker af tegn på, at trenden efter 10 år er ved at lukke ned. Mange, også ikke-troende, er begyndt at anse Richard Dawkins som en rablende, kværulantisk, komisk figur, konstaterer Hobson om dagens Storbritannien.
Kilden til den anti-kristne hidsighed bundede i virkeligheden i en frustration over, at religion er irriterende kompleks og stædigt irriterende, også i en meget sekulariseret kultur.
De intellektuelles latente irritation brød i 2001 ud i åben vrede ved 9/11-terroren. Man benyttede lejligheden til at smide alle religioner i samme gryde og lod kristendommen minde om islamismen. Vil alle religioner måske ikke sætte tro over fornuft? Så er de jo alle sammen lige farlige, hed det i had til kompleksiteten.
Fem eller seks ateistiske forfatteres succes på begge sider af Atlanten syntes at indvarsle en stærk, ny bevægelse. Det virkede, som om de ikke-troende var trætte af alle de nuancer, der omgiver religion, sultne efter en simpel fortælling, der kunne vise, hvor meget ret de selv havde, skriver Theo Hobson.
Naturligvis er ateismen ikke forsvundet, men neo-ateismen som specifik og intolerant bevægelse er under opløsning, mener han. Yngre ateistiske røster har en helt anden sans for nuancer, og de ønsker ikke at være Dawkins disciple.
Et godt eksempel er popfilosoffen Julian Baggini. Han er en stålsat ateist, der kan lide et lille slagsmål med troende, men han er også i stand til at indrømme, at religionen har sine dyder, som humanismen bør lære af.
EN ANDEN ER kongen af popfilosoffer, bedstsælgende Alain de Botton, engelsk og ateist. I sin nye bog, Religion for Atheists, kalder han det kedeligt, at strides om, hvorvidt kristendommen er sand eller ej, og han efterlyser en selektiv hengivenhed for religiøse ritualer og begreber.
Den polemiske tilgang til religion er ikke længere på mode. Det er blevet tegn på, at man er sofistikeret, hvis man indrømmer, at religion er kompliceret, har Hobson iagttaget. Og han opregner en række navne på unge ikke-troende røster i debatten, der indtager denne venligere og mere åbne position, herunder den agnostiske filosof John Gray, der kritiserer ateisternes skråsikre tro på fornuften.
Tanya Gold, klummeskriver på The Guardian, gjorde for nylig nar af neo-ateisternes forestilling om religion som al ondskabs kilde: Idéen om min afdøde gudstjenestebesøgende svigermor som en, der banker homoseksuelle eller iværksætter en pogrom, er åbenlyst latterlig, selvom hun faktisk hjalp til med kirkebazar og af og til med blomster til kirken.
FOR TO GENERATIONER SIDEN var ateister meget optaget af at understrege, at ikke-troende kunne være lige så moralske som troende. Neo-ateisterne vendte den om og fraskrev troende samme moralske kvaliteter som ateister, men nu indrømmer de nye neo-ateister, at ikke-troende kan være lige så slette mennesker som troende. Religionsfornægtelse regnes ikke længere for den sikre vej til dyden; det medgives ligefrem, at den kan føre til selvfedme og arrogance.
Hobson vender til slut tilbage til Alain de Botton, som i sin bog ligefrem giver kristendommen ret i, at vi er dybest inde desperate, skrøbelige, sårbare, syndige skabninger, meget mindre vise, end vi er vidende, altid på kanten af ængstelse, pinte i vores forhold til andre, rædselsslagne for døden og frem for alt behøver vi Gud.
Måske er det bare en poseren, der skal få ham til at virke dyb, mener Hobson, der regner de Botton for meget forloren, men måske er det ægte. I al fald er det et kendemærke ved denne nye neo-ateisme, at den er opmærksom på menneskets skrøbelighed.Og det er et kendemærke ved trends, kan man konstatere, at de kan gøre fyldest som religionserstatning.
Anders Raahauge er kulturjournalist