Plejehjem forbereder de ældre på døden

Frem for udsigtsløse behandlinger og indlæggelser sætter flere plejehjem fokus på at give ældre en værdig død i hjemlige omgivelser

Ældre mand i kørestol på et plejehjem. Sundheds- og Omsorgshotellet Vikærgården.
Ældre mand i kørestol på et plejehjem. Sundheds- og Omsorgshotellet Vikærgården. Foto: Kåre Viemose Denmark.

Da direktør Connie Engelund i 2003 blev ansat på plejehjemmet Holmegårdsparken i Charlottenlund nord for København, undrede hun sig over de alt for mange indlæggelser af beboere, der i nogle tilfælde døde i ambulancen eller i løbet af det første døgn på hospitalet. Ikke sjældent oplevede personalet, at en ældre blev sendt på hospitalet efter pres fra de pårørende. Dengang foregik 25 af plejehjemmets i gennemsnit 75 årlige dødsfald på et hospital.

LÆS OGSÅ: Hvornår skal behandlingen af døende stoppe?

10 år senere er det kun et par beboere hvert år, som tilbringer den sidste tid i en hospitalsseng.

Holmegårdparken er et af de plejehjem, der satser på at undgå indlæggelser af udsigtsløst syge beboere, så de kan få en værdig død i hjemlige omgivelser.

Vi har arbejdet med en værdig livsafslutning i 10 år. Allerede når en beboer flytter ind, har vi en samtale med både den ældre og de pårørende om ønskerne for den sidste tid. Samtidig har vi uddannet vores personale i smertelindring. Den gode kommunikation har mindsket de pårørendes pres for, at de ældre skal indlægges, og desuden er personalet blevet opkvalificeret, så de bedre kan tage stilling til, hvad der skal ske, når en beboer bliver dårlig. Målet er, at de ældre skal have en værdig død i kendte rammer, og vi har et tæt samarbejde med praktiserende læger om smertelindring, fortæller Connie Engelund.

Ifølge Connie Engelund har en række plejehjem ladet sig inspirere af erfaringerne, der også fremlægges på de årlige demensdage på Rigshospitalet i næste uge.

LÆS OGSÅ: Færre beboere på plejehjem ramt af ensomhed

Overlæge Søren Jakobsen, der arbejder på Svendborg Sygehus og er formand for Dansk Geriatrisk Selskab, oplever også, at plejehjem i hans nærområde i højere grad end tidligere tager en samtale med pårørende og beboere om den sidste tid, når den ældre flytter på plejehjem.

Det er mit indtryk, at plejehjem gør mere for at tale om ønskerne for den sidste tid end tidligere. Men hvis vi skal problemerne med de unødvendige indlæggelser til livs, skal personalet i kommunerne uddannes til bedre at tage vare på de ældre patienter. Ofte bliver der ringet efter vagtlægen i akutte situationer, og da vagtlægen ikke kender patienten, resulterer det mange gange i en indlæggelse, siger Søren Jakobsen.

Han opfordrer pårørende og ældre til at tage samtalen om ønsker for behandling, mens den ældre stadig er frisk.

Det vil afhjælpe mange problemer, hvis den ældre laver et livstestamente, så man på hospitalet kender patientens holdning til fortsat behandling. Men det er samtidig vigtigt, at vi ikke frasiger ældre mennesker behandling, blot fordi de er ældre. Hvis en plejehjemsbeboer får en blærebetændelse, skal vedkommende selvfølgelig behandles på lige fod med alle andre, siger Søren Jakobsen.

Medlem af Det Etiske Råd, sygeplejeforsker Edith Mark understreger, at spørgsmålet om behandling af meget svækkede gamle patienter er en vanskelig balancegang.

Derfor er det positivt, at plejehjem allerede ved indflytningen tager en samtale med de ældre og deres pårørende. Her kan den ældre sige: Jeg ønsker ikke den store behandling, for når de ældre først kommer ind på sygehuset, tænker lægerne automatisk behandling. Men spørgsmålet om behandling i den sidste tid er en gråzone, hvor personale på både sygehuse og plejehjem skal være meget fleksible og lyttende, siger Edith Mark.

I Ældre Sagen oplever man stadig, at håbløst syge gamle mennesker sendes på hospitalet for en sikkerheds skyld, fortæller konsulent Margrethe Kähler.

Det kan for eksempel være svært, hvis plejehjemspersonale er alene på en aftenvagt og står med en syg beboer. Men heldigvis er der mange steder ved at komme meget mere åbenhed om døden, siger Margrethe Kähler.

Ældre Sagen går i foråret i gang med en større undersøgelse af, hvordan hospitaler og plejehjem tackler døden, og hvor de gode erfaringer skal findes.