Menighedsrådet havde afsat 75.000 kroner til renovering, da en ny sognepræst flyttede ind i præsteboligen i Tørring-Hammer Sogne.
Men efter at stiftets arkitekt havde synet boligen, skulle der bruges 784.000 kroner, og menighedsrådet måtte låne sig til resten.
LÆS OGSÅ: Præster vil væk fra præsteboligen
Det fortæller Poul Henning Løwendahl, formand for Tørring-Hammer Menighedsråd og provstiets bygningskyndige gennem flere år. Ifølge ham kan folkekirken spare millioner på præsteboliger.
Jeg er hvert år med til at syne præsteboliger, og jeg ved af erfaring, at der anvendes rigtig mange penge på disse. Jeg har ikke noget eksakt tal, men det er i hvert fald ikke for højt sat at sige, at der anvendes mellem 40.000 og 50.000 kroner årligt alene til vedligeholdelse. Det er offentlige midler, siger han.
Med cirka 1700 boliger er det en udgift på 85 millioner kroner årligt, konkluderer Poul Henning Løwendahl, som derfor mener, at boligpligten skal afskaffes, så der i stedet kan frigøres penge til kirkelige aktiviteter.
Det er svært at forstå, at de sparsomme penge, der kommer ind ved den lokale kirkeskat, skal bruges til vedligeholdelse af præsteboligen. Bopælspligten for skolelærere blev afskaffet for længe siden, og nu må tiden være kommet for præsterne.
Han tilføjer, at menigheden sparede mange penge ved at sælge præsteboligen i Tørring i 2007, efter at præsten blev fritaget for bopælspligten.
LÆS OGSÅ: Milliardstigning i folkekirkens lønninger
50.000 kroner årligt for vedligeholdelse er i den lave ende, mener Poul Germann, som er revisoruddannet og tidligere kasserer samt tidligere menighedsrådsformand i Grejs Kirke.
Præstens husleje dækker i mange tilfælde ikke engang udgifter til vedligeholdelse, mange af boligerne er gamle og koster en formue at varme op, mange får passet have af graveren, og der er helt vilde renoveringsudgifter, inden en ny præst kan flytte ind, siger han og tilføjer:
I mit hoved bliver præsteboligerne bevaret, fordi vi har det system, at man bare kan hæve skatteprocenten lokalt, siger Poul Germann.
Han foreslår, at man fjerner boligpligten og giver præster mere i løn, hvis de så fravælger embedsboligen:
Man ville stadig spare kolossalt meget.
Søren Kallestrup, menighedsrådsformand for As-Klakring-Juelsminde Sogne og medlem af Hedensted Provstiudvalg, ser også et behov for delvist at løsne boligpligten.
Der er undtagelser for eksempel i landsogne, hvor det vil være hensigtsmæssigt, fordi det ellers kan være svært for præsten at finde en bolig. Men mange steder bør man ophæve boligpligten, fordi den har så mange ulemper.
Blandt landets sognepræster ønsker en tredjedel bopælspligten ophævet, viser en undersøgelse fra 2010 baseret på svar fra 882 sognepræster lavet for Kristeligt Dagblad.
Præsteforeningens formand Per Bucholdt Andreasen medgiver, at man kunne spare mange penge ved at afskaffe pligten, men siger:
Boligpligten handler først og fremmest om, hvorvidt menighedsrådet ønsker, at præsten bor i sognet og kan stille en egnet bolig til rådighed. Nogle steder giver det mening og andre ikke. Det må man skønne individuelt frem for helt at afskaffe boligpligten.
LÆS OGSÅ: Folkekirkeskatten er steget markant mere end priserne
Ikke alle præster bifalder forslaget om at afskaffe boligpligten. Ifølge sognepræst i Ganløse Kirke Kathrine Lilleør er det en uartighed at tale om, at kirken kan spare penge på præsteboligerne.
Det er fuldstændig uden sans for det liv, der lægges i gerningen af præsten og præstefamilien. Det er et offer for præstefamilierne at skulle bo i embedsboligen. Men boligen sikrer, at vi præster bor blandt de mennesker, vi er præster for, og at de har adgang til os døgnet rundt.
Fakta
Sognepræster skal højest betale en boligafgift svarende til 15 procent af deres lønrammeløn, som er den løn, hvor tillæg ikke er medregnet. Udgifter til vedligehold og dele af driften betales via sognets budget.