I morgen markeres 68-året for Danmarks befrielse i Odense med flyshow, faldskærmsudspring, ballonflyvning, fremvisning af panserkøretøjer og et tablau, hvor en snes mennesker optræder i uniformer som henholdsvis tyske og allierede soldater. Flere andre steder i landet markeres dagen med kransenedlæggelser ved mindesmærker og afsyngelse af Altid frejdig når du går.
Og i mange private hjem bliver der i aften sat lys i vinduerne. I hvert fald har 3688 danskere tilkendegivet, at de støtter Venstre-politikeren Søren Pinds opfordring på hans Facebook-side på internettet til at videreføre den gamle befrielsesaften-tradition.
LÆS OGSÅ: Politifuldmægtigen, der reddede jøder
Som eksemplerne viser, er der fortsat masser af liv i markeringen af den majaften i 1945, da de tyske tropper kapitulerede med virkning fra næste morgen, den 5. maj. Men ifølge Henrik Lundtofte, historiker og arkivleder ved Historisk Samling fra Besættelsestiden under Sydvestjyske Museer, er der sket en forskydning i den måde, danskerne fejrer, fortolker og forstår Danmarks befrielse på.
I takt med at der er færre tilbage, som var aktive modstandsfolk eller konkret kan huske befrielsesdagen, sker der ofte det, at dagen bliver sat ind i alle mulige andre sammenhænge. Enten bliver dagen brugt i en nutidig politisk dagsorden, eller også indgår den i en sentimentaliseret offergørelse af modstandsfolkene. Jeg har selv haft den fornøjelse at lære adskillige gamle modstandsfolk at kende, og selvom nogle af deres kammerater havde sat livet til, er det helt givet, at de ikke selv så sig som ofre, siger Henrik Lundtofte.
Han minder om, at man må kende nuancerne i historien, hvis man skal forstå, hvad der optog danskerne den majaften i 1945, da frihedsbudskabet lød i radioen. Få år forinden tydede alt på, at Danmark måske ville forblive besat i årtier, og at Tyskland ville vinde krigen. Og i den sidste tid af besættelsen var Danmark præget af en helt ukarakteristisk stor mængde vold, terror og frygt. Så da folk spontant gik på gaden og brændte mørklægningsgardinerne af, var det den helt spontane glæde og lettelse, der var i højsædet ikke filosofiske overvejelser om frihed og demokrati eller sorg over dem, der faldt.
Jeg betragter skikken med lys i vinduerne som en uddøende tradition, men det kan da være, den kan få en revival i kraft at at blive gjort til en event på Facebook, siger Henrik Lundtofte.
Han betragter Søren Pinds initiativ som uskyldigt, men nævner som eksempel på en politisering den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens berømte parallelisering mellem nutidens krigsengagement og samarbejdspolitikken under Anden Verdenskrig, som han italesatte ved 60-året for opgivelsen af samarbejdspolitikken den 29. august 2003.
Hvad angår arrangementer som den odenseanske markering, siger Henrik Lundtofte, at hans generelle indtryk er, at ved siden af sentimentaliseringen og politiseringen er også dramatiseringen eller ligefrem tivoliseringen af Anden Verdenskrig en del af tidsånden.
Jeg ved, at der er en række lignende arrangementer rundt om i landet. Og fælles for dem er generelt, at en historie, som reelt var præget af en lang række interne politiske, økonomiske og sociale spændinger i Danmark, nu genopfindes som en Poul Reichhardt-film, hvor det er kampen mellem de gode danskere og de onde tyskere, siger Henrik Lundtofte.
Han bakkes delvis op af en anden besættelsestidshistoriker, lektor Steen Andersen fra CBS Handelshøjskolen i København, som dog peger på, at Danmarks befrielse altid er blevet fejret på to forskellige måder den 4. og 5. maj.
Den 4. maj fejrer vi den umiddelbare folkelige manifestation, da folk rev mørklægningsradinerne ned, som vi ser bankdirektør Varnæs gøre det i Matador. Den 5. maj er det dagen for statsmagtens og veteranorganisationernes mere officielle højtideligheder, og det sidstnævnte er der aldrig særlig mange, der har engageret sig i, siger han og tilføjer:
Interessen for at markere befrielsen er ved at tynde ud, både antallet af officielle begivenheder og lys i vinduerne er faldende. Men jeg tror ikke, dagen helt vil miste sin betydning. I Frankrig og Storbritannien fejrer man stadig befrielsesdagen 11. november, som markerer afslutningen på Første Verdenskrig, og det er immervæk snart 100 år siden.
Jens Peter Sørvin, som er pilot, besættelsestidsentusiast og en af drivkræfterne bag markeringen i Odense Lufthavn, mener, at arrangementet er vigtigt og håber, at det bliver en årligt tilbagevendende begivenhed:
For det første er det en spændende tid, og så er det en tradition, som virkelig stadigvæk betyder noget for mange mennesker. Det er også en påmindelse om, at sådan en tid aldrig må gentage sig. Markeringen vil skabe opmærksomhed om den periode, og så vil det selvfølgelig også være en spændende og indholdelsesrig dag for fynboerne.
Mennesker side 18
