Alt det vi voksede op med

På tirsdag offentliggør de syv kanonudvalg, som den konservative kulturminister, Brian Mikkelsen, har nedsat, deres lister med bud på de væsentligste værker inden for billedkunst, musik, litteratur, kunsthåndværk og design, arkitektur, scenekunst og film. Ifølge ministeren ikke som hitlister, men for at "forbedre borgernes muligheder for at stifte bekendtskab med det umistelige i vores kulturarv".

Men hvad er så det karakteristiske ved dette "umistelige" danske – "alt det, vi voksede op med" – som kulturministeren og hans fiktive partifælle fra Korsbæk omtaler?

– Det er et typisk træk ved dansk kultur, at den er mere homogen end de fleste andre landes, forklarer Ib Bondebjerg, professor i film- og medievidenskab ved Københavns Universitet, som i bogen "Elektroniske fiktioner" har analyseret "Matador" som billede på danskhed.

– Den er tilbøjelig til at undgå konfrontationer og yderligheder og i stedet søge mod centrum. De store opgør undgår vi, og til gengæld er vi i stand til at integrere stort set alt i dansk kultur.

– Der er ikke én person i "Matador", som man alene kan udnævne til den typiske dansker. Grisehandler Larsen er et karakteristisk bud på en godhed, humanisme og jævnhed, som mange opfatter som typisk dansk. Det borgerlige familiemenneske bankdirektør Varnæs er et helt andet bud. Men ud af interaktionen mellem personerne opstår en historie om danskhed, som alle kan identificere sig med, siger Ib Bondebjerg.

Han konstaterer, at "Matador" grundlæggende er en socialdemokratisk-kulturradikal fortælling. Historiens egentlige helte – Elisabeth Friis, Kristen Skjern, doktor Hansen og grisehandler-ægteparret – hører ideologisk hjemme her. Men såvel den småborgerlige pænhed, den liberale foretagsomhed og den hårde kommunistiske kompromisløshed er ikke personificeret af entydigt usympatiske figurer. Kun seriens eneste nazist, Holger Jørgensen, skilles entydigt ud. Alle andre ideologier kan være med. Både ved sølvbryllupsbordet og hjemme foran tv.

Ifølge Ib Bondebjerg går der en selvironisk og gemytlig tråd igennem dansk kultur, som Erik Ballings andet hovedværk, "Olsen Banden"-filmene, illustrerer:

– Jeg vil blive meget overrasket, hvis "Olsen Banden" ikke kommer med på filmens kanonliste. Det er i den grad en historie, som danskerne oplever som historien om dem selv: De smånussede folk, som er oppe mod store kræfter, de alligevel formår at snyde, inden de ender i fængsel. En hyldest til det hyggelige i dansk kultur og samtidig præget af en karakteristisk uhøjtidelighed over for magthavere.

Måske vil det også være særligt dansk, hvis filmprofessoren får ret, og de tre skøre og utilpassede småforbrydere bliver kanoniseret og dermed på en måde bliver forbillede og "rettesnor" for danskerne.

Morgenstund på Østerbro. Alt er fred og idyl. På den ene side af den brede gade ligger et palæ, på den anden mere bondegårdsagtige bygninger. I midten af billedet går nogle løse køer, og borgerskabet kommer kørende i deres karet. Farverne er afdæmpede, men morgensolen nærmest stråler ud af billedet.

Året er 1836. Den københavnske guldaldermaler Christen Købke har netop begået sit hovedværk "Parti af Østerbro i Morgenbelysning". I et på én gang idyllisk og monumentalt billede mødes land og by, høj og lav, fortid og nutid, på det sted, hvor storbyen her 170 år efter pulserer på livet løs. Maleriet er typisk for dansk guldalder og viser, at også dansk malerkunst er karakteriseret ved forsoning mellem de kulturelle, økonomiske og politiske skel, som ethvert samfund rummer.

Ifølge billedkunstneren Peter Brandes har mange danske billedkunstnere gennem tiden været præget af en fredelig gemytlighed, som, han mener, er typisk dansk. En af dem er netop Købke, som for længst har vundet international anerkendelse og er repræsenteret på flere store udenlandske museer, blandt andet i London, New York og Paris.

Selvom Peter Brandes ikke bryder sig om at generalisere, så mener han alligevel, at det kan ses, hvor i verden en kunstner kommer fra.

– Der er en gemytlighed i Købkes billeder, som man ikke finder hos andre udenlandske kunstnere fra samme periode. Danske malere ønskede i guldalderen ikke på samme måde som tyskerne at være faretruende. Nogle vil sige, at det er det, som gør dansk kunst kedelig, men andre vil sige, at det er det, som gør den menneskelig, siger han.

På samme måde mener Peter Brandes, at komponisten Carl Nielsen ville have haft svært ved at skrive sin musik i Østrig, selvom han var inspireret og påvirket af østrigsk musik.

– Carl Nielsens kompositioner har noget særligt nordisk i sig. Det er en klangbund af følelser, som er særlig for vores område, siger han.

Mens det i billedkunsten er gemytligheden og følelserne, som i grove træk er dominerende, så er dansk design og kunsthåndværk i højere grad præget af kulturradikalismen. Ikke som politisk ideologi, men som kunstnerisk udtryk, hvor frihed og funktion står over tradition og historie. Ifølge Mirjam Gelfer-Jørgensen, overbibliotekar ved Kunstindustrimuseets bibliotek og ekspert i design, er den hævdvundne opfattelse af godt dansk design nemlig præget af enkelhed og afdæmpede farver.

– Der er i dansk kunsthåndværk og design en iboende klassicisme og minimalisme. En opfattelse af, at vi overdriver ikke, forklarer Mirjam Gelfer-Jørgensen med designerne Hans Wegner, Poul Kærholm og Børge Mogensen som eksempler på dette mådehold.

Hun tilføjer dog, at Danmark også har fostret mere vilde og farverige og alligevel anerkendte designere som Arne Jacobsen og Verner Panton. Og hun påpeger, at klassisk dansk design mere er et abstrakt ideal end en anvisning, danskerne selv efterlever.

– Der er jo ingen, der indretter deres hjem på den klassicistiske måde. Det er noget, man højst finder i nogle få arkitekters hjem og så i det offentlige rum. Hjemmene er mere præget af borgerlige stilmøbler. Hvis typisk dansk design kommer til at dominere kanonlisten, vil det mere være udtryk for, hvordan vi almindeligvis ser os selv, end hvordan vi er, vurderer overbibliotekaren.

Man binder os på mund og hånd,

men man kan ikke binde ånd,

og ingen er fangne, når tanken er fri.

Vi har en indre fæstning her,

som styrkes i sit eget værd,

når bare vi kæmper for det, vi kan li'.

Den, som holder sjælden rank,

kan aldrig blive træl.

Ingen kan regere det,

som vi bestemmer selv.

Det lover vi med hånd og mund

i mørket før en morgenstund,

at drømmen om frihed bli'r aldrig forbi.

Året er 1940. Arkitekten, designeren, lyrikeren og samfundskritikeren Poul Henningsen havde skrevet teksten "Det gælder krig og kærlighed" til sit og Kjeld Abells skuespil "Dyveke".

Men med den nye censur fra den tyske besættelsesmagt kom teksten tilbage fuld af røde overstregninger. Poul Henningsen omskrev derfor teksten til "Man binder os på mund og hånd", som frem for krig handler om kærlighed.

Selv sagde PH, at første vers i den omskrevne version handler om "højst umoralsk kærlighed, andet om det hellige ægteskab. Så var de konservative pikerede, nazisterne på vildspor og vejen banet for det sidste patriotiske vers. Jeg var skam selv meget bevæget, da jeg skrev det".

For en af nutidens største danske revyforfattere Henrik H. Lund er netop revykulturen, som "Dyveke" tilhører, et stort og mangfoldigt billede på dansk kultur. En kultur, hvor den skarpe brod pakkes ind i en forsonende humor, ironi og uhøjtidelighed.

– Revyen er en meget unik dansk egenart. Vi havde på et tidspunkt mellem 40 og 50 sommerrevyer, og det er ikke set lignende noget andet sted i verden. Revy betyder egentlig tilbageblik, og mens revyen tidligere hovedsageligt var et samfundssatirisk spejl, har den i dag udviklet sig til at være et udtryk for den barokke sorte humor og den almenmenneskelige problematik, forklarer han.

Han ser også den særlige gemytlighed og mangel på skarpe kanter som et typisk træk ved dansk kunst og kultur.

– Vi er ikke så selvhøjtidelige som nation eller i kunsten. Det er måske en kliché, at dæmonerne skaber den store kunst, men det er sandt. Det er ikke tilfældigt, at folk med grænser på alle sider fostrer en stor kultur. Bortset fra at vi blev løbet over ende under Anden Verdenskrig, har vi længe haft en kolonihave, hvor flaget vajer smukt over haven. Vi kan nok diskutere, men vi holder ikke af at blive uvenner. Vi vil hellere tage en øl til end at gå udenfor og slås, siger han.

– Jeg bliver ofte spurgt, hvad H'et står for i mit navn. Jeg plejer at sige, at det står for "Harmløs", og det harmløse skal vi nok passe på med. Den danske gemytlighed nærmer sig et af de værste udtryk, nemlig "middelmådighed", og det er ikke nogen sjov gravskrift at have stående på den danske gravsten. Danskerne og dansk kultur er komfortabel. Hellere et kirkebryllup og en lille løgn end sandheden og et røvkedeligt rådhusbryllup, siger han.

Fortsætter næste side

"Men Kongen naaede ikke over Bæltet. Midtvejs ude blev han svag. Han følte sig ilde ved Hjertet, angrebet af Træthed og Sindsbevægelser. Da de næsten havde nået Jyllandskysten, gav han Ordre til at vende om, han vilde til Middelfart og sove i Ro Natten over idetmindste."

Året er 1523. Kong Christian den Anden krydser ubeslutsomt frem og tilbage over Lillebælt en hel lang nat. Og da natten er omme, har han tabt alt. Eller rettere: Året er 1900, og Johannes V. Jensen har netop begået den roman, "Kongens fald", som flere gange kåres til århundredets største.

Et besk anklageskrift imod danskernes tvivlesyge og mindreværdskomplekser, pakket ind i et knaldroman-plot og en overdådig sproglig veloplagthed.

"Matador"s modpol, hvor den danske gemytlighed og forsoning er blevet til slaphed og vægelsind. Alligevel elsker danskerne bogen over 100 år efter og er uden tvivl på vej til at kanonisere den endnu engang. Hvilket måske også er typisk dansk.

– Som kunstner betragtet er Johannes V. Jensen meget lidt dansk, påpeger Erik Svendsen, lektor ved Institut for Sprog og Kultur på Roskilde Universitetscenter, som har forsket i Johannes V. Jensen.

– Han var meget rabiat, rablende antireligiøs og helt vild med alt, der havde med USA at gøre. Dermed foregreb han, hvad vi i højere grad ser som kulturbærende i dag, siger han.

På den måde er det muligt at finde en form for anti-traditionalistisk tradition, der udfordrer den fremherskende danske hygge, kulturradikalisme og konsensus. En tradition, som 1990'ernes succesombruste Dogme-film med deres alvorlige emner, ekstreme konflikter og eksperimenterende fortælleform bygger videre på. Men disse strømninger udgør ifølge Erik Svendsen ikke hovedlinjen.

Hvis man skal se på, hvilke strømninger som har været særligt fremherskende herhjemme i forhold til andre lande, peger han på de samme som Ib Bondebjerg, Peter Brandes, Mirjam Gelfer-Jørgensen og Henrik H. Lund: gemytlighed og kulturradikalisme. Han skifter dog ordet gemytlighed ud med det tyske biedermeier.

Det er altså på den ene side den romantiske dyrkelse af det pæne, hjemlige og ufarlige, oprindeligt et tysk begreb opkaldt efter en fiktiv skolelærer fra Schwaben, Gottlieb Biedermeier, som figurerede i vittighedsbladet "Fliegende Blätter" i 1850'erne. På den anden side den frihedssøgende, traditionskritiske bevægelse, som ønskede samfundets problemer sat under debat, og som forbindes med blandt andre Georg Brandes og den tidligere nævnte Poul Henningsen.

– En del af de kunstnere, som kvalitetsmæssigt ser ud til at stå distancen, rummer en særlig dansk kombination af tradition og opgør med traditionerne, siger han.

Som et nutidigt, typisk dansk eksempel på såvel modsætningerne som forsoningen imellem dem fremhæver han kunstneren Bjørn Nørgaard. Engang vild, ung avantgardistisk provo-kunstner, der slagtede en hest som happening. Senere kunstneren bag Dronningens farverige gobeliner på Christiansborg. Gobeliner, som kanoniserer en række begivenheder og personer som indbegrebet af Danmarks historie. Og Bjørn Nørgaard er i parentes bemærket i dag etableret professor og medlem af Kanonudvalget for Billedkunst.

Erik Svendsen er i øvrigt overbevist om, at der blandt de kanoniserede værker både vil være de pæne, typisk danske "hyggeværker" og de mere internationalt orienterede og kulturradikalt udfordrende. Blandt den nyere kunst er den sidstnævnte tendens stort set enerådende og derfor ikke til at komme udenom:

– Biedermeier-danskheden finder vi i dag tydeligst i tv-serier som "Krøniken" og "Nikolaj og Julie", hvor idyllen for enhver pris skal genoprettes. Ellers er Kim Larsen den eneste nutidige kunstner, som dyrker en danskheds-romantik. Hans sangskrivning udgør ét langt vemodigt farvel til det danske industrisamfund, mens alle andre danske kunstnere har vendt sig mod udlandet.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk

duus@kristeligt-dagblad.dk