Well. Det rullende r i ordet, der indleder hver af Sofi Oksanens sætninger på et ellers dannet engelsk, er det eneste, der umiddelbart afslører hendes baltiske oprindelse.
Som hun sidder overfor, klar til interview, fremstår den finsk-estiske forfatter så markant, at hun kunne være taget ud af en japansk fremtidstegneserie. Teinten er lys med et strøg af pink farve over kindbenet, næsten som den maling, plasticdukker får sprøjtet på kinderne på fabrikken. Håret en fuglerede af neon, sort og blåt. Bag de små sygekassebriller spiller et vagtsomt blik.
Også litterært har 36-årige Oksanen i de senere år sat sig grundigt fast på nethinden hos sit nordiske publikum som én, man umuligt kan overse. Som en slags mentalhistorisk brobygger hen over Østersøen bevæger hun sig fra Estland til Finland og tilbage igen i sine bøger. Selv kalder hun, der har en finsk far og en estisk mor, sig for europæer:
LÆS OGSÅ: Kendt forfatters ros førte til genoptryk af Fox bøger
Mentalt synes jeg nogle gange, der kan være kortere mellem Tallinn og Helsinki, end der er mellem Syd- og Nordfinland, lyder forklaringen nøgternt.
Hendes nyeste bog, Da duerne forsvandt, er tredje del af en tetralogi fire bøger, som alle afdækker Estlands nyere historie set gennem Oksanens runde briller. Serien indledtes med Stalins køer og Renselse, der i 2010 modtog Nordisk Råds Litteraturpris. Titlen på den nyeste bog henviser til det øjeblik, da tyskerne rykkede over grænsen i 1941 og indledte Estlands 50-årige besættelseshistorie i nyere tid, forklarer hun.
Når man hører estiske erindringer om krigen, er det første, børnene dengang lagde mærke til, at duerne forsvandt. Estere spiser ikke duer. Men det gjorde tyskerne og de var sultne!.
Faktisk var hendes mors fødeland besat helt frem til 1991, hvor Sovjetunionen brød sammen. Moderen emigrerede til det centrale Finland, hvor Oksanen er opvokset i 1970erne. På spørgsmålet om, hvorvidt hun har brugt sit mødrene ophav i arbejdet med den nye bog, er svaret dog kort og kontant:
Nej. Jeg er et voksent menneske og vælger selv, hvad jeg vil skrive om.
Efter en tår af sin kaffe følger hun dog op, som om hun netop har fået en tanke:
Jo, faktisk ... Fedt. Altså det fedt, som de estiske kvinder i bogen samler sammen i dåser og sælger videre til tyskerne. Det har jeg ikke kunnet finde i nogen historiebøger. Det er noget, der er blevet fortalt i min mors familie, og som jeg har fra hende, siger hun, men afviser ellers, at familien har haft indflydelse på værket.
Frem for en indadskuende trang til at behandle familiens historie synes Oksanen således drevet af historieskrivningen i den europæiske familie, hun kalder sig en del af. I de senere år er bibliotekerne i Tallinn i takt med en større åbenhed begyndt at blive befolket af forskere, som gransker de gemte dokumenter fra besættelsesårene, fortæller hun. De analyserer mapper, man ikke før fandt vigtige, og læser breve, som folk finder i gamle huse og dødsboer på landet.
Der er masser af aktivitet, og det vælter frem med biografier og erindringer. Men, der er også altid ting, man ikke taler om.
Det, historikerne overser, eller de temaer, som blot trænger til en forfatters fremhævende penselstrøg for at komme til deres ret, er Oksanens område.
Det slog mig som meget underligt, at ..., siger hun flere gange og nævner ting, der fik hende til at notere detaljer fra forskernes artikler og rapporter på sin computer, siden hun i 2009 første gang gik i arkivet for at arbejde på bogen:
Det viste sig, at mange af de agenter, der havde arbejdet for den tyske efterretningstjeneste, faktisk havde arbejdet som agenter for KGB bagefter. Det var nyt for mig. Det er alment kendt, at Sovjet ville af med alle, der havde den mindste ideologiske forbindelse til Nazityskland efter krigen. Og så var der åbenbart alligevel folk i de rækker, som blev anset for at være nyttige.
I processen snublede Oksanen over en af disse svingdørssoldater, en agent ved navn Edgar Meos (1901-1971), og transformerede ham til sin skønlitterære hovedperson, Edgar Parts. Hun fandt hans breve og indberetninger til hovedkontoret skrevet i tiden som agent. En fotografisamling bestående af en forfærdelig masse piloter i uniform. Og gemte postkort endnu flere flyverhelte. Så dukkede hans gulnede flycertifikat op og en journal over hans flyvninger. Nogle af flyvningerne stod opført tidligt i 1900-tallet, som om de var foretaget, mens han var et lille barn. Det kunne ikke passe. Både journal og certifikat viste sig ved nærmere eftersyn at være forfalsket.
Jo mere jeg gravede, jo mere hang min fascination fast ved ham. Hvorfor dog udgive sig for at være pilot, når man ikke kan flyve? Men man skal tænke på, at piloterne var den tids superstjerner. Jeg tror, hans primære drivkraft var, at han gerne ville beundres.
Samtidig viste det sig, at hendes hovedperson havde været gift flere gange hvilket også var ganske usædvanligt for den tid. Hans seksuelle identitet fik derfor med Oksanens pen et twist:
Jeg tænkte: Måske var han i virkeligheden forelsket i flyverheltene. De var høje, flotte mænd. Meget flotte! Alle variationerne af seksualitet, tror jeg på, har fandtes til alle tider, de har bare ikke været åbent accepteret. Og under krigen fandtes der måder at afpresse folk med de tilbøjeligheder, som både tyskerne og sovjetsoldaterne kendte ganske godt.
Så hun begyndte at udvikle sin mand, digte videre ind i hans sind. Oksanen, der også har skrevet dramaer til teatret, gør ikke forskel på dramatik og litteratur:
Jeg bruger ikke min krop, men i mit sind spiller jeg karakteren som en slags skuespil. Derfor er den første version af de bøger, jeg skriver, også med jeg-fortæller, så kan jeg altid senere ændre det til for eksempel Edgar. Det er min måde at sætte mig i karakterens sted på.
Edgar Meos kunne sno sig uden om dødsstraf og tortur ved at være en dygtig spion. Og hans liv fortæller os noget om menneskets natur, mener Oksanen:
Onde kræfter vil altid have brug for bestemte talenter. Han er en lykkejæger, og den slags mennesker findes i alle samfund, er jeg bange for. I nutidens verden ville han nok have et vellønnet job i reklamebranchen.
Eller i politik, skynder hun sig at tilføje, selvom hun egentlig gerne vil stole på politikerne:
Jeg tror ikke på, at nogen ønsker at gøre onde ting. Den slags ondskab findes ikke. Men de gode intentioner er ikke altid gode intentioner for alle. Der findes nok også mange racister, som ikke vil indrømme, at de er det, eller som godt vil, men som mener, at det, de gør, er det bedste at gøre.
Tetralogiens tidligere bøger har kvinderne som udgangspunkt. I Renselse blev to kvinders skæbne trods generationsforskelle bundet sammen i tematikker som trafficking, undertrykkelse og vold, og Oksanen er kendt som ivrig forkæmper for kvinders rettigheder. I et interview med DR 2 s Jes Stein Pedersen i 2009 gik hun hårdt til angreb på de finske mænd: De udtrykker ikke følelser, de slår i stedet, sagde hun blandt andet. Det vakte voldsom debat i hendes hjemland, hvor hun blev udsat for en sand hetz på nettet og de sociale medier. Din estiske mær, lød de virtuelle tilråb blandt andet.
I den nye bog har Oksanen ladet de estiske mænd træde i forgrunden næsten uden at udøve vold. I hvert fald fysisk. En af bogens kvindelige hovedpersoner, Juudit, ender dog på en galeanstalt. Et bevidst greb, der er brugt for at sætte spot på Sovjetunionens brug af de psykiatriske institutioner til at undertrykke modstand:
I mine bøger har jeg altid mindst én gal kvinde på loftet, smiler hun.
Det er et tema, der ubevidst gentager sig selv. Jeg ved ikke ... måske har jeg brug for det der undertrykte, gale element. Men helt alvorligt, lige her er det ret vigtigt, at der bliver skrevet om det. At nogen tager det op.
De estiske historikere gør et excellent job, omstændighederne taget i betragtning, mener Oksanen. Men processen går langsomt især når et nyt land som Estland skal på fode efter et halvt århundrede som besat. Der er stadig forhandlinger om jord, der skal gives tilbage, og først sidste år indførte landet en lov imod menneskehandel. Derfor kan det næsten virke, som om Oksanen føler en forpligtelse i sit forfatterskab til at samle de dokumenter op, distræte forskere taber bag sig på biblioteksgangene. I fast overbevisning om, at de må indeholde en lektie for fremtidens Estland. Selv føler hun sig dog ikke fristet til at træde ind i historikernes rækker:
Det vigtige for mig er at få frem, at de historier, der kommer fra besatte lande, i virkeligheden ligner hinanden meget. Den konstante frygt og kampen for overlevelse er ens for alle, der har levet i et diktatur. Jeg kan ikke forestille mig, at en fra Chile eller Argentina ville have den store interesse i at læse om Estlands besættelse, hvis det var nonfiktion. Men de læser altså mine bøger. Og det er ganske ... rørende.