Ville det være utænkeligt at speede op for kirkelukningerne, sammenlægge flere sogne eller påbegynde nye store projekter i folkekirken?
Den danske folkekirkes udvikling med faldende medlemstal og stigende udgifter rejser mange spørgsmål. Men der kan være inspiration at hente hos nabokirkerne i Norden. For trods anderledes overordnede og økonomiske strukturer arbejder kirkerne ud fra samme udvikling: et medlemstal der falder støt, og udgifter, som gør det modsatte.
GRAFIK: Se grafik over økonomien i de nordiske landes kirker i bunden af artiklen
I Sverige er andelen af befolkningen, der er medlem af Svenska Kyrkan, faldet med 15,4 procentpoint siden 2000, og det ventes, at kirken taber en procent af sine medlemmer om året, siger Magnus Kald, cheføkonom fra centralledelsen i den svenske kirke. Han tilføjer, at faldet dog også skyldes en stor indvandring i Sverige og dermed en større befolkningsandel med en anden tro.
Til gengæld er økonomien ifølge Magnus Kald stabil. Fordi medlemmerne tjener mere, får kirken flere penge gennem kirkeskatten, og der er blandt andet sammenlagt sogne og lukket kirker for at holde udgifterne nede. Fra 2002 til i år er antallet af sogne mindsket fra 2225 til i alt 1426 i dag. Ligeledes er 58 kirker blevet lukket siden år 2000.
LÆS OGSÅ: Provst: Staten tvinger kirkens udgifter i vejret
Det er dog ikke beslutninger, som er blevet trukket ned over hovederne på de lokale.
Magten i den svenske kirke er meget decentral, og vi kan ikke på nationalt niveau beordre, at sogne slås sammen, eller kirker lukkes. De beslutninger er blevet truffet på sogneniveau, siger Magnus Kald.
Björn Ryman, Forskningsmedarbejder ved Svenska kyrkans forskningsråd, har bidraget til bogen Nordiske folkekirker i opbrud, og ifølge ham er velviljen til sammenlægninger og besparelser i den svenske kirke en konsekvens af kirkens nye rolle.
(artiklen fortsætter efter grafikken)
For 30 år siden havde der været stor modstand, fordi det gik kirken godt, men efter adskillelsen af stat og kirke i 2000 har man frygtet, at befolkningen ville forlade kirken, og har derfor fået mere fokus på at spare og rationalisere. Nu diskuteres det i højere grad, om kirken har for mange dyre bygninger. Det gælder både kirker, menighedsrådshuse, sognegårde og konferencelokaler, siger han og tilføjer, at der også spares ved at skære i antallet af ansatte, vinterlukke flere kirker og bruge billigere og mere miljøvenlige varmekilder.
Man kunne forestille sig, at kirkelukninger og sognesammenlægninger også var en norsk realitet, fordi staten finansierer den norske statskirke og dermed også i højere grad kan træffe økonomiske beslutninger. Men kun få kirker er taget ud af brug. Blandt andet er en i Oslo, hvor medlemstallet falder mest, nu lejet ud til den katolske kirke, som modsat folkekirken er i vækst.
Ifølge Dag Thorkildsen, teolog og professor i kirkehistorie ved Det Teologiske Fakultet i Oslo, er magten i den norske kirke stadig for decentral til, at staten træffer overordnede beslutninger.
Nogle tænker, at den synodale struktur betyder en mindre demokratisk kirkestruktur, men vi har en synode, som er koblet sammen med en stærk vægt på lokalkirken. Den norske kirke er mere en kommunekirke end en statskirke, og kommunens ansvar for den lokale kirke fortsætter som altid.
LÆS OGSÅ: Kirkeministeriet tjekker kirken med stopur
Samtidig har det norske parlament, Stortinget, ikke holdt på pengene til kirken, når nationalbudgettet er blevet forhandlet. På godt 10 år er kirkens udgifter steget med næsten halvanden milliard norske kroner renset for inflation. Dette skyldes ifølge Dag Thorkildsen ikke, at kirken ødsler med pengene, med derimod et større nationalt trosoplæringsprojekt.
Projektet skal kompensere for, at kristendomskundskab ikke længere er et fag i skolen, hvor børnene nu i stedet lærer om religion og etik. Derfor ansættes der personer, der kan arbejde med trosoplæring i menighederne.
Ifølge Per Tanggaard, seniorrådgiver i kirkerådet, er økonomien i den norske kirke stabil. Alligevel er man opmærksom på, at medlemstallet falder, og at der skal spares, tilføjer han. Og her er flere kirkelukninger ikke udelukkede.
Den islandske teolog Árni Svanur Daníelsson ser kirkens udvikling i Island som kritisk.
Island har kæmpet med en økonomisk krise, som også har ramt kirken hårdt. Der er sket en reduktion i antallet af præster, for mange var betalt af sognene selv. Der er færre ansatte i sognene, og flere steder er der problemer med at få råd til at reparere kirker.
Lige nu forsøger den islandske kirke først og fremmest at få adgang til hele kirkeskatten. På grund af krisen beholder staten nemlig en del af de skattepenge, som samtlige islændinge betaler til kirken.
Også i Finland er man netop kommet med en plan, der kan samle flere sognes økonomiske arbejde i større økonomiudvalg, fortæller Pasi Perander, økonomichef i kirkens hovedbestyrelse.
Vi vil have store fællesskaber i sognene, som kan administrere økonomien, de ansatte og bygningerne. Sogneaktiviteter skal stadig finde sted i de lokale sogne, og vi er ikke ude på at reducere antallet af sogne. Men økonomienhederne skal reduceres.
Pasi Perander vurderer, at den fremtidige økonomiske udvikling vil være vanskelig i næsten alle sogne. I 2010 havde 61 procent af kirkerne underskud, og det tal stiger som følge af færre medlemmer og dermed faldende indtægter. I år har knap 10 procent af de 295 sogne hævet kirkeskatten. Lige nu skyldes de største omkostninger bygninger, hvor udgifterne stiger med fem-ti procent om året. Udgifter til ansatte ligger nogenlunde stabilt på nul-to procent. Alligevel er der ikke planer om at lukke kirker, siger Pasi Perander.
Men der er sogne, der overveje at sælge sommerlejrskoler og andre ikke-kirkelige bygninger.
Fælles for alle folkekirkernes håndtering er, at de vidner om en økonomisk bevidsthed, siger lektor i teologi Peter Lodberg.
De har alle et fokus på, at kirken kan få et troværdighedsproblem i forhold til politikere og den offentlige opinion, hvis ikke den har en god, gennemskuelig økonomisk forvaltning. Befolkningen og medlemmerne vil ikke acceptere, at økonomien er ude af kontrol, og der er en smertegrænse for, hvor meget de vil betale. Det fokus arbejder man med på forskellige måder, men hele tiden med respekt for det lokalt forankrede og lokalt styrede.
Skulle den danske folkekirke lade sig inspirere af de andre kirker, så skulle det ifølge Peter Lodberg være af elementer fra særligt den svenske og den finske.
Det handler om at fastholde det lokale ansvar for, hvordan pengene bruges, hvilket passer godt sammen med den svenske decentrale struktur, men samtidig samle det sognemæssige perspektiv med et nationalt. Kirkerne er ikke kun sognekirker, men også nationale, og det passer godt sammen med den finske kirkes plan om at ændre strukturen.
Derudover bider Peter Lodberg mærke i, at den norske kirke adskiller sig markant, fordi den har fået tilført flere midler. Her har staten truffet den beslutning, at religionsoplæring er så vigtig, at det skal støttes. På den måde går Norge imod en sekulariseringstendens, der spreder sig i hele Norden. Det kan muligvis hænge samme med, at Norge med sin olie har penge nok. Generelt kan man se, at landets og kirkens økonomiske situation hænger sammen. Her er Norge og Island modsætninger.
Også Jørgen Skov Sørensen, sekretariatschef i Folkekirkens mellemkirkelige Råd, ser det som gennemgående, at der trods forskellige strukturer ligger mange beslutninger lokalt. Alligevel mener han, at Danmark kunne lade sig inspirere af Norge og Sverige, hvor kirkerne kan beslutte mere på nationalt niveau.
Her har man mulighed for at prioritere på måder, som vi ikke ser i folkekirken, fordi der er nationale kirkeråd. Projektet om trosoplæring i Norge starter eksempelvis ovenfra, selvom det implementeres lokalt. Man har svært ved at forestille sig, hvordan det skulle iværksættes i Danmark, som generelt har meget få nationale tiltag.
Grafik: Hold musen hen over de enkelte landes kirker for at se hovedtal over deres økonomi
