Var Søren Kierkegaard filosof, teolog, psykolog, litterat eller samfundsrevser, spørger mange. Og hvor bliver ånden af i dagens kulturudbud?
I forbindelse med Søren Kierkegaards 200-års-dag afholdtes seminaret Åndens udfordring i Haderslev, hvor man forsøgte at indkredse svar. Man havde bedt en ikke-luthersk kristen, en litterat, en filosof, en psykolog og en samfundsrevser om at eftersøge ånd ved at forholde sig til bestemte tekster af Kierkegaard.
Værter var forhenværende biskop for Haderslev stift Niels Henrik Arendt og Anders Kingo, sognepræst og dr. theol. på en disputats om Kierkegaard.
Den ikke-lutherske var mag.art. Monica Papazu, der er døbt og opvokset i den ortodokse kirke i Rumænien. Herfra var hun fortrolig med den åndelighed, inderlighed og indlæring i sandheden, som præger Kierkegaard, og med hans sans for at kunne leve i det himmelske hjem, som mennesket også har her på jorden, fortalte hun.
Kierkegaard forholder sig altid til problemet, hvordan man bliver en kristen, lød det. Langt mindre interesserer det ham, hvordan man sandsynliggør kristendommens sandhed. Tager man den slags op, ender man et helt forkert sted. Kristendommen er sandheden, forudsætter Kierkegaard, og det er indvidets forhold til denne sandhed, der er afgørende, altså om man gør den til sin sandhed, understregede Papazu.
Videnskabens måde at spørge på kommer der på dette felt ingen sandhed ud af, kun tilnærmelse gennem sandsynlighedsberegning. Det kan jo nemlig ikke bevises, at kristendommen er Guds ord. Det kan den kun være for troen.
Man må ikke måle den guddommelige sandhed med sin egen målestok, sagde Monica Papazu.
Men når Kierkegaard sådan angriber objektiviteten, angriber han vores tids højeste værdi.
Moderniteten vil oplyse og gennemlyse alting, magtfuldt gribe og begribe, manipulere og kvantificere mennesket uden at opdage dets dybder, hvor åndens drama finder sted, og hvor Gud taler til mennesket.
I dag bekymrer de færreste sig om deres sjæls frelse. Men derimod nok om deres krops, sagde Papazu.
Men mennesket er det væsen, fortsatte hun, i hvis sjæl Gud har lagt evigheden, og som derfor skal spørge til Gud og søge det evige liv.
Fordi Gud vil mennesket noget, skal det deraf hente mod til at spørge. Kun fordi sandheden sådan nærmer sig en, kan man nærme sig sandheden. Troen er åndens arbejde i mennesket, konkluderede hun.
Jacob Birkler, formand for Det Etiske Råd, var den indkaldte filosof, og han skulle forholde sig til sætningen Du skal elske din næste fra Kærlighedens gerninger. Birkler påpegede hvor populært begrebet næstekærlighed er. Også de, som tager afstand fra kristendom, vil altid jovialt og kækt erklære, at de skam er helt med på den der med næstekærligheden. Men Kierkegaard er her kompromisløs og har ikke plads til kulturkristne og juleevangelister.
Den krævende næstekærlighed har trange kår i vores velfærdssamfund, mente Birkler, for vi bliver magelige og ønsker, at hjælp udøves på afstand og ved stedfortræder. Vi benytter os af fjernhjælp.
LÆS OGSÅ: Er gåden større end sandheden?
Vi kommunikerer ganske vist mere end nogensinde, men også dér på afstand ved elektronikkens hjælp. Og med vores uophørlige snak om etik og etiske profiler fortynder vi den til blot et begreb, hvor etik i virkeligheden skal være et greb ud i virkeligheden.
Litteraten Anders Thyrring Andersen skulle forholde sig til en af de opbyggelige taler om liljen på marken og fug-len under himlen. Han understregede som Papazu, at forfatterskabet først og fremmest drejede sig om kristentro og beklagede i forbifarten, at de fleste fejringer af 200-året reducerer Kierke-gaards værk til æstetik. Men så bliver det til gengæld til at bære, at bevillingerne til festlighederne er så sparsomme, bemærkede han tørt.
Søren Kierkegaard ville op imod en moderne refleksionssyge sætte en enfoldig tro på Jesus Kristus. Han oversatte ikke desto mindre selv i mange værker sit budskab til tidens refleksionssprog.
Man kan nemlig ikke, mente han, fortælle kristendommen ligefremt ind i denne tid. Hans strategi for at tænke den ind i moderniteten, håbede han imidlertid ville kunne afvikle moderniteten, betonede Anders Thyrring Andersen.
Så bevægelsen går ind i refleksionen og ud af den igen, tilbage i enfolden. Kierkegaard talte tidens sprog for at modsige tiden.
Så nok skaber Kierkegaard noget af en labyrint med alle sine pseudonymer, men inderst i forfatterskabet ligger ikke desto mindre en fast sandhed, understregede Thyrring Andersen.
Kierkegaard brugte forstillelse og fremstillede det æstetiske i al dets trylleri for at forføre mennesket ind i kristendommen. Den eneste måde at møde det menneske på, som lever i en indbildning, er nemlig at tage indbildningen for gode varer, som Kierkegaard selv formulerer det. Og derpå forføre gennem det æstetiske og ind i kristendommen. Da er man for Kierkegaard på det sted, hvor man lytter i ydmyg selvforglemmelse til Guds tale og i glæde er sig selv nærværende i sandheden, sluttede Thyrring Andersen.
Bjarne Jacobsen er psykolog og gav sit indspark fra det hjørne. Det er vigtigt for den mere instrumentelle psykiatri og psykologi at besinde sig på, at ånden faktisk er utilgængelig for den, betonede han.
Vi lever i et samfund, hvor vi i høj grad glider i faste spor uden dybere valg og under en del formynderi. Man oplever megen indre uro og ængstelse, og der ordineres megen antidepressiv medicin, men psykologen kunne også spørge sig selv, om ikke denne uro har med ånd at gøre.
Men ånden er stille. Det gælder om at puste ånd i livet. Det kan psykologien ikke. Men den skal passe på ikke at stille sig i vejen for det, advarede Bjarne Jacobsen.
Svend Ove Gade, tidligere chefredaktør for Ekstra Bladet, var samfundsrevseren. Han fortalte, at han selv havde forsøgt gennem årene at bringe saglighed eller redelighed ind i den offentlige debat.
Kierkegaard anså politik som en laverestående aktivitet, mindede Gade om. Og han så klart, at idet demokratiet frigør fra nogle uretfærdigheder, så indfører det en ny form for magt, der kan være både kvælende og nivellerende. Ingen enere tåles, og middelmådigheden kommer til at herske.
Publikum bliver alt selvom det jo i virkeligheden er intet. Det er ganske vist stort og mægtigt, men dog mindre end det mindste virkelige menneske, sagde Kierke-gaard.
En mand kan skamme sig, det kan publikum ikke. Publikum er alle og ingen, publikum interesserer sig snagende for det, som ingen enkeltperson kunne overvinde sig til at stikke næsen i som enkeltperson.
Pressen skaber publikum, denne dvaske mængde, som Kierkegaard sagde, som kun søger adspredelse. I hans tid gjaldt det blot hans ulige lange bukseben, nu har vi paparazziene, sagde Svend Ove Gade. Og ingen medieforbruger vil være ansvarlig for råheden, men kritiserer den endda i reglen ivrigt og er alligevel den, hvis nysgerrighed de hensynsløse vil tilfredstille.
Kierkegaard så tidligt denne forflygtigelse fra ansvaret, mindede Gade om.
Folk vil efterhånden kun have personhistorier, og kulørte netaviser tiltrækker også de veluddannede unge, som finder papiraviser kedelige, sukkede han.
Og inden for politikken deponerer de folkevalgte stedse mere deres selvstændighed og uafhængighed hos den til enhver tid herskende folkestemning. Snakken har fået overtaget, mente Svend Ove Gade, man leger politik, og ingen vil for alvor kæmpe mere. Der nivelleres og vulgariseres, og ansvaret er faktisk vores eget. Men desværre er det blevet kættersk, mente Gade, at diskutere demokratiets grundlagsproblemer.
