Guds fred til en drabsmand

Smuk slutning på romanværk om danernes liv i den første kristne tid

Ole Henrik Laub er forfatteren bag Tidens flugt.
Ole Henrik Laub er forfatteren bag Tidens flugt. Foto: Henning Bagger Denmark.

Historien slutter med en bøn om Guds tilgivelse. Eller historien begynder igen bare på en anden måde.

Hovedpersonen, storbondesønnen Tvet Pode, er fortrøstningsfuld. For som han siger: Hvis Gud er med mig, har jeg intet at klage over.

Replikken er udgangen ikke alene på romanen, men på hele den serie i seks bind, En saga fra Danmark på Svend Estridsøns tid, hvor Laub fortæller om danernes liv i den første kristne tid.

Jeg har ikke læst alle bind. Men dette sidste giver lyst dertil.

Vi ankommer til romanen i året 1064. Og til en trosmæssig brydningstid. Hovedpersonens far er mest tryg ved en helgardering: Han er en hedning, der søger kirken som en slags ekstra sikkerhed. Med sønnen sker den definitive overgang til kristendommen. Det er slutningen et smukt vidnesbyrd om.

Unge Tvet anses for sær, fordi han går sine egne veje, snitter små figurer og pynter dem med farver. Hvad skal det til for? Ofte søger han sammen med munken Anselm, der blandt meget andet fortæller ham om evangelierne og Hvide Krist.

Tvet er forelsket i Hvidelil og hun i ham. De mødes hemmeligt, men deres forhold viser sig at være uden fremtid: Hans far, der er enkemand, vil giftes med Hvidelil. Og en søn sætter sig ikke op mod sin far. Men han tåler ikke at se sin elskede som en andens brud.

Og værre endnu bliver det: Under et slagsmål med en kammerat dør denne. Svet må væk.

Romanen følger ham på hans ridt ned gennem Jylland. Han allierer sig med en studedriver og ender i Hamborg. Der bliver han længe, opnår et beskyttet liv i gode kår ved at udføre tegnearbejde for en lærd forsker og gifter sig med en lille, sårbar kvinde, der siden dør i barselsseng.

LÆS OGSÅ:
Med eksistentialisterne i Mumidalen

Ole Henrik Laub er en glimrende fortæller, overbevisende i sin personskildring, men også i sine tidsbilleder, uden at overdocere tilstedeværelsen af historiske detaljer: Vi får dem, vi har brug for, det vil sige dem, der skal til for at skabe atmosfære. Alt i alt fremtræder fortidens dagligdag meget konkret og med en næsten selvfølgelig autoritet, som om alt har været gennem en sansning, før det er landet på papiret. Laub agerer frigjort i forhold til stoffet og færdes ubesværet i det fjerne, som han gør nært.

Længe syntes jeg imidlertid, at Laub lader Tvet slippe for let forbi både kærlighedens smerte og det dødsfald, han har forvoldt. Men den opfattelse ændres i slutningen, da han vender tilbage til hjemegnen. En påfaldende udramatisk hjemkomst: Ingen synes mere at vide, hvorfor han i sin tid flygtede.

Men fortiden er stadig i ham. Og han har brug for at forsone sig med den, går til alters, får velsignelsen og føler Guds åsyn hvile på sig. Således kommer freden til ham.

Han giver Gud det løfte at udsmykke stedets kirke med kalkmalerier. Men efter kort tid afbryder han arbejdet. Fordi han mener sig uværdig: Jeg tænkte: mine hænder har engang begået drab. De er sølet til i blod. De kan ikke male disse hellige kalkmalerier.

I en drøm møder han Anselm og indser, hvad Gud ønsker sig af ham. At han finder munken og gennem ham lader sig belære om, hvad der skal være meningen med hans fremtidige liv.

Guds vilje skal også være Tvets.