”Ytringsfrihed er hævet over religion”

Kritik af religion sikrer, at også troende kan leve i fred, lyder det fra Jacob Mchangama, chefjurist i Cepos og aktuel med en dokumentarfilm om ytringsfrihed og religion. Han viderefører samtidig kampen for retten til at vise Muhammed-tegningerne

Jacob Jomo Danstrøm Mchangama, jurist, samfundsdebattør og siden 2008 chef-jurist i tænketanken Cepos. –
Jacob Jomo Danstrøm Mchangama, jurist, samfundsdebattør og siden 2008 chef-jurist i tænketanken Cepos. –. Foto: Erik Refner.

Sammenstød! Ytringsfrihed og religion. Sådan lyder titlen på en 18 minutter lang film fra chefjurist i Cepos Jacob Mchangama. Den blev lanceret på internettet af organisationen Free To Choose Network (på dansk Fri til at vælge-netværk). Filmen blev præsenteret i forbindelse med afholdelsen af konferencen Oslo Freedom Forum i Norge i går.

Hvorfor er det nødvendigt at lave filmen?

Fordi der, som jeg ser det, er en global værdikamp, der udspilles i forholdet mellem ytringsfrihed og religiøse følelser. Der har Danmark været et epicenter, men det er en værdikamp, som foregår hele tiden. For eksempel i USA sidste år, hvor filmen Innocence of Muslims førte til protester. I Egypten, hvor der lukkes af for kritik af Det Muslimske Broderskab. Det arabiske forår har ikke betydet en udbredelse af sekulære demokratier. Tværtimod er islamister i en række lande kommet til magten, så der er pres på religiøse minoriteter. Og vi ser det i FN, hvor kræfter også forsøger at lukke af for kritik af religion.

Hvad indeholder filmen?

Den er optaget i Chicago og København, og den viser forskellige eksempler på forholdet mellem religion og ytringsfrihed. Det er klart, at forholdet mellem islam og ytringsfrihed fylder en del, men der er også andre eksempler. For eksempel en kristen fundamentalistisk kirke, som siger, at døde amerikanske soldater er Guds straf for, at USA tolererer homoseksualitet. Et andet eksempel er nynazister i USA, som af en domstol får lov at marchere gennem et kvarter, hvor der bor overlevere fra holocaust.

LÆS OGSÅ: Gotfredsen: Ytringsfrihed er ikke bare frihed til at ytre sig

Vi viser også et Bahai-tempel i Chicago. I USA, hvor der er religions- og ytringsfrihed, kan bahai-tilhængerne leve i fred, men i Iran, hvor religionen opstod, tortureres, dræbes og fængsles de.

Hele tankegangen om, at ytringsfrihed kan være farlig for minoriteter, er farlig. Det er fejlagtigt, for det er det, som sikrer, at de kan leve i fred. At folk med forskellige religiøse overbevisninger kan leve sammen i fred og fordragelighed.

Du har valgt at vise Muhammed-tegningerne i filmen. Hvorfor det?

Det er kun journalister, som er helt besat af den vinkel. Tegningerne er med som dokumentation, men isoleret set har det ikke været vigtigt at vise dem. Jeg har heller ikke oplevet nogen trusler.

Er filmen lavet for at vise et generelt sammenstød mellem religion og ytringsfrihed?

Den globale værdikamp står i høj grad mellem muslimske grupper og Vesten. Men filmen er ikke et forsøg på at sige, at islam som sådan er uforenelig med frihed og demokrati. Rusland er et godt eksempel på, hvordan værdikampen også er relevant inden for kristendommen. Putin og den ortodokse kirke har omfavnet hinanden tættere og tættere. Der er flere eksempler på, at folk er blevet fængslet for at have spredt religiøst had mod den ortodokse kirke. Historisk set er der klart flere kristne, som er blevet undertrykt og dræbt, end ateister. Det er også for troende vigtigt, at religiøse følelser ikke er beskyttet af blasfemilovgivning.

Et af de spørgsmål, du stiller, er, i hvor høj grad ytringsfriheden skal beskyttes. Hvor går grænsen?

Den går, hvis jeg foran en synagoge råber op om, at nu skal vi overfalde jøderne. Det bør ikke være beskyttet af ytringsfriheden. Men der er stor forskel på det og så at kritisere jødedommen og andre religioner.

MENNESKEr side 10