I dag udkommer Per Pettersons nye roman, Jeg nægter, på dansk. Vi anmeldte den norske udgave, da den udkom tidligere på året. Kristeligt Dagblad skrev blandt andet:
Jeg nekter er Per Pettersons første roman siden Jeg forbander tidens flod fra 2008, der fuldt fortjent modtog Nordisk Råds Litteraturpris. Og jeg kan berolige alle læsende fans: Dette er en til benet klassisk Per Petterson!
Og hvad vil det så sige, dette særlige Pettersonske blueprint? Først og sidst er det tonefaldet, der altid fanges nedefra. Det er et mørke i klangen, en næsten bundløs udsathed, som synes at have været generationer om at samle sig. Og samtidig er det en helt særlig maskulin fremdrift, der som en hjerteskærende modsætning mellem magt og afmagt, tavshed og tale sætter sig i hvert ord på siden. Og i læserens sjæl.
LÆS OGSÅ: Det borgerlige frisind
Derfor næppe tilfældigt, at Jeg nekter foregår i forstaden Mørke. Vi er i Per Pettersons (født 1952) foretrukne farveskala og periode: barne- og ungdomsårene i 1960erne og begyndelsen af 1970erne. Med kronologiske spring og en fortællerstemme, der lidt konstrueret går på skift mellem personerne min eneste reelle indvending mod romanen, fordi ikke alle stemmer forekommer lige vigtige følger vi de to drenge, Tommy og Jims, ubrydelige venskab. Altid er de sammen indtil det smertefulde brud, da de er 18 år, og Jim er blevet indlagt på psykiatrisk afdeling.
Langt senere mødes de tilfældigt en tidlig morgen på en fiskebro ved Ulvøya i 2006. Med dette gensyn starter romanen. De to venner er nu midt i 50erne og har på en måde skiftet roller (...) Igennem det alt sammen hører vi Per Pettersons egen karakteristiske forfatterstemme, dyb, sårbar, insisterende. Nedefra! En stemme, der, når alt andet er skrællet væk, fortæller læseren om to skæbneveje i livet. Den, man kan kæmpe imod og nægte, og den, man aldrig kan løbe fra. Hvor skellet, der går mellem kamp og determinisme, er skrøbeligt flydende. Trådene fra far til søn, fra ven til ven, fra mor til børn, fra bror til søster filtrer sig ind i hinanden, så hjertet til sidst er lige så fyldt, som det er tungt. Optimist er forfatteren ikke. Helt knivskarp i redigeringen heller ikke. Men aldrig kommer man tættere på et drengesind.
Kristeligt Dagblad bringer i næste uge et interview med Per Petterson om romanen.