Carsten Niebuhr er nu om dage kendt om ikke af alle, så dog af langt flere end for en menneskealder siden. Det skyldes først og fremmest Torkild Hansens bog om den store arabiske rejse i 1700-tallet, Det lykkelige Arabien. Mange bøger og afhandlinger senere rejser arkitekten og eventyreren John Andersen i de støvede spor efter Niebuhrs store ekspedition. Han er anderledes godt forberedt; han ved meget om, hvad der venter, for turist er han de fleste steder skønt han ikke altid ønsker at være det. Han er rejsende på motorcykel med lyst til at blande sig med almindelige folk og til tider med en beroligende tilbøjelighed til også at tjekke ind på de dyre hoteller. Verden er ikke kun på markederne og i baggaderne. Den er overalt, hvor der er mennesker og mulige møder.
LÆS OGSÅ: Sådan mistede Vesten Gud
Der er ikke tvivl om, at John Andersen har et væsen, der gør det let for ham at mødes med fremmede. Han er ganske åben om, hvordan han gør. For eksempel er det en god ide at have et polaroidkamera med sig. I løbet af næsten ingen tid kan man stå med et portræt i hånden og dele det med den, der har indvilget i at blive smeltet fast på celluloiden. Enkle greb, korte veje mellem mennesker. Desuden skal man ville tale, snakke, more sig og dele sin verden med andre.
En stor del af bogen er sådanne møder, men allerede før Andersen har påbegyndt sine rejser ned i Levanten og på Den arabiske Halvø, har et andet møde fundet sted. Andersens makker er først og fremmest landmåleren fra Ditmarsken, kong Frederik Vs ekspeditionsleder, ham der alene vendte tilbage i 1767 for at leve et stille liv i engene ved Nordsøen. Niebuhrs begejstring, hans kølige beretning, hans evne til at opfatte og beskrive folk, steder, ting og landskaber er idealet. Desuden er det beundringen for en mand, der rejste langsomt, møjsommeligt og klogt i den fremmede verden den verden, der blev forandret fra farlig og fjendtlig til begribelig for vesterlændingen og nordboen.
Fungerer det så? Ikke altid for godt. Det skyldes den kompositoriske form. Jeg har svært ved at få de ret lange uddrag af Niebuhrs beretning til at klinge sammen med John Andersen, arkitekt, moderne rejsende, eventyrer. Faktisk er det ret forfriskende, at Andersen nærmest på trods af Niebuhr genopliver den gamle genre: rejsebogen fra eksotiske verdener. Han standser, beskriver, fortæller og perspektiverer uden at det bliver belærende. Der er et sigte, en ramme, noget, forfatteren på motorcyklen vil indvie os i. Og indrøm det: Ligegyldigt hvor mange rejser til Det røde Hav og Sortehavskysten unge og ældre rejselystne danskere tager, bliver det ikke en strabadserende tur gennem ørkener, over bjerge og sletter på en kværn. Man bliver bekræftet i, at selvom verden er opdaget og beskrevet, er det at være i den, at tilegne sig den, at opdage den stadig et mirakel. Tænk at verden er i verden. At man kan tage ud i den. Også 250 år efter at matematikeren og landmåleren Niebuhr kæmpede sig vej hjem fra de solsvedne stepper til marsken i nord. En flot rejse, en fin bog sympatisk og sådan lidt mellem stolene.
LÆS UDDRAG AF BOGEN HER: