Derfor har regeringen fremsat et lovforslag, der fastlægger rammerne for en moderne almen praksis med patienten i centrum.
Sådan lød det i går, da statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) under Folketingets afslutningsdebat skulle forklare behovet for nye regler for landets praktiserende læger. Og synes man at have hørt formuleringen før, er det helt korrekt.
For de samme vendinger optræder igen og igen, når regeringen forklarer behovet for reformer, hvad enten det gælder lærernes arbejdstid eller de praktiserende lægers vilkår. Vendinger som moderne og normal, som ubemærket fremstiller lærernes arbejdstid og lægernes praksis som umoderne og unormal. Og som flytter fokus fra, hvad problemerne på området egentlig er.
Sådan lyder det fra to retorikforskere, der begge ser den strategiske sprogbrug som udtryk for en generel tendens.
Formuleringen en moderne almen praksis brugte sundhedsminister Astrid Krag (SF) eksempelvis også, da hun fremlagde regeringens sundhedsudspil som løsning på konflikten. Og Danske Regioners formand Bent Hansen (S) har også anvendt udtrykket, som af eksperter betegnes som en såkaldt præsupposition; en påstand, der antages at være slået fast i forvejen, og som dermed unddrager sig diskussion.
Det ligger underforstået i udtrykket, at man gør op med en gammel og forældet praksis. Men det er en helt gratis måde at sige tingene på. Når man bare siger moderne uden at sætte det ind i en sammenhæng ved at diskutere, hvad problemet ved det bestående egentlig er, og hvordan det nye og moderne skal løse de underforståede problemer, så spiller man udelukkende på, at publikum skal acceptere, at det er almen fornuft; men det er en tilsnigelse, siger Carsten Madsen, lektor i retorik ved Aarhus Universitet.
Og netop værdiladede udtryk, der ikke siger noget om indhold, er et gennemgående træk i den måde, regeringen sælger sine politiske beslutninger på til befolkningen, siger Carsten Madsen.
LÆS OGSÅ: Sundhedsministerens argumenter smuldrer ved eftersyn
Regeringens sprog omkring lægeindgrebet er kendetegnende for hele den retorik, der omgærder reformpolitikken, siger han og peger samtidig på, at strategisk sprogbrug går igen på begge sider af konflikten, også hos de praktiserende lægers organisation, PLO, hvor man eksempelvis ofte anvender udtrykket familielægen.
Den strategiske sprogbrug var også et markant redskab i lærerkonflikten. Begrebet normalisering blev eksempelvis ofte anvendt af finansminister Bjarne Corydon (S) om gymnasielærernes arbejdstid. Og igen hos børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) om folkeskolelærernes arbejdstid.
Det er en primitiv type af retorik, eftersom regeringen ikke forklarer indholdet. Det har været regeringens retoriske problem fra starten: Hvorfor forklarer man ikke, hvorfor man træffer de valg, man gør? siger Carsten Madsen.
En anden konsekvens af sprogbrugen om sundhedsudspillet er, at fokus kan flyttes fra konflikten mellem lægerne og regionerne til patienterne. Lovforslaget indeholder formuleringer som den svagelige ældre skal have sikkerhed for, at lægerne er villige til at komme på hjemmebesøg sammen med hjemmesygeplejersken, og hjertepatienten skal kunne regne med, at lægerne kender og følger de pakkeforløb, som giver de bedste behandlingsresultater.
Det er ifølge Anders Horsbøl, lektor ved Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet og forsker i sundhedskommunikation, en god sproglig strategi, eftersom vi alle er brugere af sundhedsvæsenet.
Dermed flytter regeringen også fokus fra, hvordan disse mål skal realiseres, om lægerne eller regionerne skal tilgodeses, og hvorvidt der er tale om en spareøvelse, siger Anders Horsbøl,
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra sundhedsminister Astrid Krag.
Danmark side 2 og 3
Ny serie: Forvaltning i forandring