Det er pludselig blevet sommer. Kirsebærtræernes lyserøde skyer af blade er allerede erstattet af små frugter, der vil frem i verden. Grøftekanterne ligner efterhånden farveeksplosioner, og i byen er de franske fortovscafeer blomstret op i solen.
Sommerferien nærmer sig med alle dens muligheder, og der sidder allerede turister og spiser softice omkring Storkespringvandet midt i København, så man fortrænger efterhånden, at der engang var en vinter, og alle de blomster, der pirrer sanserne i øjeblikket, om få måneder er visnet hen og hvirvlet bort i efterårets hårde regn og blæst.
Tidsånder er som skiftende årstider. Når man står midt i sommeren, føles vinteren uvirkelig. Sådan er det også med tidsånder. Hvad der tidligere forekom helt naturligt, er det pludselig ikke længere 10-15 år efter. Det fascinerer mig, hvordan tingene kan skifte, siger Nils Gunder Hansen, der i næste uge udgiver bogen Danske tidsånder 1940-2010 med undertitlen Fra Hal Koch og K.E. Løgstrup til Anders Fogh Rasmussen.
LÆS OGSÅ: Den 9. april er på vej ud af danskernes bevidsthed
Nils Gunder Hansen, der også er anmelder og klummeskriver her i avisen, har skrevet bogen i forlængelse af en række forelæsninger, han har holdt som professor i kultur og litteratur ved Syddansk Universitet. Og et af hans ærinder med bogen er at pege på, at vores egen tids debat ikke kommer af ingenting, men har sine rødder i en lang historie.
Jeg synes, at der eksisterer en form for historieløshed i den aktuelle debat, og det er min lille bog en form for modsvar til, forklarer Nils Gunder Hansen, der i forordet til sin bog medgiver, at den bygger på en slags informeret subjektivitet, fordi han selv har udvalgt de mest sigende debatbøger, breve og aviskronikker fra de seneste 70 år, som han sammen med sine studerende har læst for at studere tidsånden i den danske idédebat fra 1940 til i dag.
Tidsånd kan virke som et noget diffust begreb, og jeg var i begyndelsen lidt bange for at bruge det, fordi det af samme årsag er et lidt kontroversielt begreb i forskningsverdenen. Men når jeg oven i købet har løftet begrebet frem i titlen på min bog, er det, fordi tidsånd alligevel er det mest dækkende udtryk for den debatatmosfære, der kommer til at farve en bestemt tids debat, siger Nils Gunder Hansen, der selv er blevet overrasket over, hvor meget Anden Verdenskrig har betydet for debatten siden.
Vi spejler os stadig i Anden Verdenskrig i stor stil, og man bruger stadig Besættelsen, krigen og modstandskampen som den store historie, man kan forstå sig selv igennem. I dag sammenligner nogle for eksempel islamismen med nazismen, mens andre bruger historien anderledes og taler for, at vi skal passe på, at muslimerne ikke bliver vor tids jøder, siger Nils Gunder Hansen, der gennem sin bog viser, hvordan Anden Verdenskrig også har sat sine aftryk på tidligere tiders politik og debat.
LÆS OGSÅ: 12 kulturpersoner: Her er den vigtigste dag i historien
Ligegyldigt hvad folk har diskuteret siden, har det ofte været med afsæt i, hvordan man undgår nazismen. Da socialdemokraterne talte for velfærdsstaten, var det også med en argumentation om, at man ville forhindre nazismen i at komme igen, fordi de mente, at det var den økonomiske krise i 1930erne, der førte til nazismen. Den bedste garanti mod nazismen var derfor at opbygge et velfærdssamfund med tryghed og sikkerhed for alle.
Selv argumentationen for den senere idealistiske kulturpolitik i 1960erne var direkte afledt af skyggerne fra Anden Verdenskrig.
Forfatteren Villy Sørensen sagde slagordsagtigt, at diktaturer prøver at undertrykke den frie kunst, mens demokratier må gøre det modsatte af kommunismen og nazismen ved at give kunsten de bedst mulige frihedsbetingelser.
Den bøn blev hørt af socialdemokraterne, der iværksatte en storstilet idealistisk kulturpolitik med et stærkt armslængdeprincip og store tilskud til kulturlivet. Men selv socialdemokraten Julius Bomholt, der stod i spidsen for den kulturpolitik som Danmarks første kulturminister, talte samtidig også om individets ansvar over for samfundet, påpeger Nils Gunder Hansen.
Bomholt sagde allerede i 1950erne, at man ikke kunne sige som de gamle marxister, at revolutionen eller de bedre tider skulle komme af sig selv. Han havde en skepsis over for fremskridtstanken, men en tro på, at man måtte sætte sin lid til den enkeltes ansvarsfølelse. Og de tanker udsprang også som et resultat af efterbearbejdelsen af modstandskampen i 1950erne, hvor man diskuterede, hvem der havde taget modstandskampen op med en individualistisk moralfølelse, siger Nils Gunder Hansen og fortsætter:
Man skulle tro, at debatten i 1950erne måtte handle om kold krig og den spæde opbygning af velfærdsstaten. Men det var stadig krigen, der var omdrejningspunktet for den største debat. Og det kom også til udtryk ved, at man kaldte de unge i 1950erne for den tavse generation, fordi de simpelthen følte sig for underlegne i forhold til deres storebrødre som Morten Nielsen og Kim Malthe-Bruun til at deltage aktivt i samfundsdebatten. Villy Sørensen sammenlignede senere modstandskampen med en kæmpemæssig landskamp, man var kommet for sent til.
Professoren sidder et øjeblik i tavshed, inden han tilføjer:
Det er også en af de ting, der karakteriserer forskellige tidsånder, at den ene generation overtager efter den anden. Men hvis man kommer efter en stærk generation, kan det være svært at sætte sig igennem. Og den stærkeste generation, vi har haft siden krigen, har ubetinget været 68-generationen, der flyttede tidsånden med en pludselig flodbølge, der forandrede tænkningen og debatten fuldstændig, siger Nils Gunder Hansen og tilføjer:
I dag snakker vi meget om, at vi lever i et ungdomsdyrkende samfund, men det er alligevel svært at forestille sig, at en ungdomsgeneration i dag skulle kunne ændre tænkningen for et helt samfund, men det skete dengang, hvor påvirkningen på tidens etablerede kulturdebatfolk var meget voldsom. De accepterede simpelthen de ændrede spilleregler. Ole Wivel udtalte blandt andre i 1970, at hans generation med Martin A. Hansen og andre burde have læst Karl Marx.
Derefter skiftede tidsånden igen. Men den stærke 68-generation var svær at matche for den næste generation, som man kaldte nå-generationen:
Det er svært at komme efter en stærk generation. Den tavse generation kommer efter krigen, og nå-generationen kom efter 68-generationen. Ungdomsoprøret i 1968 var den store meningsgivende begivenhed, og jeg tilhører selv nå-generationen, der lige nøjagtig er for ung til at have været med i den, men alligevel er præget af den. Og 68-generationen har formentlig også været den stærkeste generation i det 20. århundrede. Den kom på det rigtige tidspunkt og har redet på de rigtige bølger siden.
LÆS OGSÅ: Tysklands skæbne fortalt gennem fem personer
Hvordan kan det være?
Noget af det, der kan få tidsånden til at skifte, er en slags generationskamp mod de bestående autoriteter, og det, man skal tænke på, er, at 68-generationen var krigsbørn i den forstand, at mange af dem blev født i slutningen af krigen, så de er vokset op i den gamle verden, hvor de rendte rundt og legede frit med hjemmegående mødre. Men den næste generation, som sociologen Henrik Dahl har kaldt børnehavegenerationen, blev institutionaliseret fra fødslen. Det analyserer han meget fint i en af 1990ernes vigtigste debatbøger Den kronologiske uskyld, hvor han beskriver, hvordan hans generation er vokset op med frigjorte pædagoger, som har tilført dem bestemte værdier, så der var ikke noget at gøre oprør mod. Og heller ikke så meget at være utilfreds med.
Er der ikke kommet en alvor ind i samfundet i kølvandet på Muhammed-krisen, finanskrisen og de krige, vi deltager i?
Jo, det er rigtigt. Jeg kalder 1990erne for harmløshedens årti i min bog. Borgerkrigen i Jugoslavien fik lov til at leve sit eget liv, mens folk gik op i, om Frankrig lavede nogle atomprøvesprængninger i Stillehavet, så der var store aktioner, hvor man hældte fransk vin i rendestenen i protest. Muren var faldet, og det virkede, som om historien var slut. For mange af de krige, der havde været siden Anden Verdenskrig, havde foregået mellem de to supermagter og deres vikarer. Og nu troede man, at alle konflikter ville blive løst. Men så skiftede tidsånden jo igen. Harmløshedens årti fortsatte ikke, men det var smukt, så længe det varede.
Nils Gunder Hansens bog udkommer på forlaget Anis på tirsdag, hvor den anmeldes i Kristeligt Dagblad