Folketinget bør flytte de specialiserede handicapområder til regionerne

Det er desværre ret almindeligt, at kommunerne håndterer de specialiserede handicapområder ud fra en kortsigtet økonomisk tankegang, skriver formand for handicapudvalg

”Kommunerne kan for ofte ikke håndtere de specialiserede handicapområder på en anstændig og menneskeligt forsvarlig måde,” skriver Torben Kjær. På billedet her ses Carina Melchior fra DR-programmet ”Pigen, der ikke ville dø – 1 år efter”, der blev vist i aftes. –
”Kommunerne kan for ofte ikke håndtere de specialiserede handicapområder på en anstændig og menneskeligt forsvarlig måde,” skriver Torben Kjær. På billedet her ses Carina Melchior fra DR-programmet ”Pigen, der ikke ville dø – 1 år efter”, der blev vist i aftes. –. Foto: DR.

I AFTES fortalte den unge kvinde Carina der ikke ville dø på DR 1 om sin oplevelse efter et års genoptræning i kommunalt regi nu sagde hun, at hun lige så godt kunne dø.

Det er desværre ret almindeligt, at kommunerne håndterer de specialiserede handicapområder ud fra en kortsigtet økonomisk tankegang, der ikke efterlader plads til tilstrækkelig faglig viden og til at bruge de ressourcer, der er nødvendige. Prisen betales af borgerne med handicap.

I artikel, leder og min kronik her i avisen den 3. december 2012 omtaltes en kommunes håndtering af en sag om seks beboere med hjerneskade, som kommunen mod beboernes lovmæssige og menneskeretlige rettigheder ville flytte fra deres hjem gennem mange år.

Det er nu to år siden, det startede, og kommunen arbejder fortsat på at flytte beboerne væk fra bykernen, hvor de kan tage i centret, høre musik på torvet og være en del af det almindelige liv, til et sted, hvor deltagelse i samfundslivet begrænses til en tur i Netto og at tælle biler ved landevejen.

LÆS OGSÅ: Børn med handicap bliver gemt væk

Efter omtalen fik jeg en række henvendelser blandt andet fra en mor, hvor kommunen ville placere hendes 24-årige datter med udviklingshæmning på et plejecenter for ældre væk fra den unges omgangskreds og aktiviteter. I begge sager er advokat involveret for at modstå kommunernes urimelige og ofte ulovlige og manipulerende pres.

Kommunerne kan for ofte ikke håndtere de specialiserede handicapområder på en anstændig og menneskeligt forsvarlig måde og har ikke viden nok til selv at se det. Regeringen er ved at evaluere kommunalreformen, hvor Danske Handicaporganisationer har en række bekymrende indvendinger.

Det eneste fornuftige svar vil være, at de specialiserede handicapområder, bosteder, kommunikationscentre med videre overgår til regionerne. For at sikre, at det som i dag ikke bliver kommunernes pengepunge, der afgør, om mennesker med handicap behandles som i lande, vi ikke ønsker at sammenligne os med, bør der være en helt eller delvist solidarisk finansiering, som kunne reguleres ved, at regionerne får en del af kommunernes bloktilskud efter indbyggerantal.

Selvom det er de samme embedsværker, der evaluerer kommunalreformen, som lavede den, bør Folketinget vise handlekraft og for en gangs skyld prioritere mennesker frem for økonomi og partipolitiske principper.

Torben Kjær, formand for Hillerød Kommunes Handicapudvalg, Frederiksværksgade 49, Hillerød