Hvis De gik og troede, at værdikampen fra nullerne var overstået, så har De sikkert taget fejl. I deres nye, kompakte debatbog, De anstændige, gør forfatterparret Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksen i hvert fald alt, hvad de kan, for at vi ikke glemmer temaerne fra forrige årti: Muhammed-krisen og ytringsfriheden, det multikulturelle samfund og integrationsspørgsmålet.
Uden nåde, men med masser af argumenter og eksempler, går forfatterparret i kødet på de politikere, forskere, journalister med mere, der i deres øjne er alt for villige til at gå på kompromis med vort samfunds grundlæggende, og truede, principper: fri tale, religionskritik, lighed for loven og sekularisme.
De anstændige er Stjernfelts og Eriksens overordnede betegnelse for den type meningsdannere, der i Tyskland kaldes Gutmenschen. Disse er ofte bekymrede over tonen i samfundsdebatten og mener, at vi skal skrue ned for især religionskritikken (in casu islamkritikken), så vi ikke sårer og krænker religiøse følelser. De hævder, at vi i et globaliseret og flerkulturelt samfund må træde varsomt og undgå unødige provokationer som for eksempel at afbilde profeten Muhammed med en bombe i sin hovedbeklædning. I anstændighedens, fordragelighedens og den offentlige ordens navn.
Her slår Stjernfelt og Eriksen bremserne i: For det første var Westergaards forkætrede tegning uskyldig metervaresatire (og i øvrigt meget langt fra, hvordan jøder regelmæssigt portrætteres i mellemøstlige medier).
For det andet vil anstændighedsprincippet drukne vores frie, borgerlige offentlighed i falsk høflighed og forløjede bedyrelser af respekt over for kulturelle praksisser og religiøse dogmer, som man inderst inde ikke bryder sig om.
For det tredje, og værste, kan appellen til et anstændigt tonefald forhindre en nødvendig kritik af uacceptable, inhumane skikke i mindretalsmiljør, for eksempel tvangsægteskaber, der ikke kan kritiseres, uden at man træder nogen over tæerne.
For det fjerde: Hvis vi skal gå på listesko og lægge bånd på os selv af hensyn til vores sikkerhed og den offentlige orden (glem ikke ambassadeafbrændingerne), så har vi reelt givet voldsmændene vetoret. Så er det pøbelen, der bestemmer, hvad der må ytres, og vi har solgt ud af arvesølvet.
De anstændige meningsdannere, som forfatterne har set sig gale på, holder ikke selv en god tone, men nøjes med indigneret at kræve den af andre. De tolererer gladeligt grov forhånelse af kristendommen og nedrakning af Vesten, men svinger moralkøllen, når islam og mindretalskulturer udsættes for samme kritik.
De anstændigste af de anstændige, dydsmønstrene, fjerner sparegrise fra bankerne, legetøjsgrise fra legetøjsforretningerne og Peter Plys ængstelige ven Grisling fra børnehaverne for ikke at krænke muslimske børn. Ofte til muslimers storeforundring. Eksemplerne er hentet fra virkeligheden (ikke Sverige, men Storbritannien).
Herhjemme er der vist ingen af de anstændige, der argumenterer direkte for juridiske indskrænkninger af ytringsfriheden. De nøjes med at opfordre til selvcensur og forsigtighed. Men uden for landets grænser ser det anderledes ud, fortæller de velinformerede kosmopolitter Stjernfelt og Eriksen: Stærke kræfter arbejder på at kriminalisere forhånelse af religioner, især OIC (organisationen af islamiske lande), der i FN-regi arbejder ihærdigt på at frede religion/islam fra kritik, men også i Storbritannien og Norge har man været uhyggelig tæt på at gøre hån, spot og latterliggørelse af religiøse følelser til en strafbar handling.
Anstændighed kan også give sig udslag i filtrerede nyheder: I kriminalsager ser man ofte, at medier (bogens eksempler er hentet fra Politiken) konsekvent undlader at nævne gerningsmænds etnicitet for ikke at stigmatisere mindretal. Men filtrering, hævder forfatterne, skaber på langt sigt mistro til medierne, hvilket gøder jorden for spekulationer, fri fantasi og i sidste ende konspirationsteorier om en topstyret politisk plan for islamiseringen af Europa. Internettet vrimler med den slags.
Men er ytringsfriheden virkelig truet, overdriver de ikke deres sag? Det har man svært ved at mene efter at have læst deres 60 sider lange opremsning af voldelige anslag mod ytringsfriheden og eftergivende, anstændige reaktioner herpå siden 1989. Findes disse dydsmonstre i virkeligheden, eller er forfatternes polemik mod de anstændige en klassisk stråmandsargumentation?
Tja, man kan i hvert fald ikke klandre Stjernfelt og Eriksen for at mangle horrible eksempler og forstemmende empiri. Kan vi få navne på de anstændige? Ja vi kan: Debattørerne er især ude efter tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og tidligere chefredaktør Tøger Seidenfaden samt dennes gamle avis, dagbladet Politiken.
Grundigt, for ikke at sige omstændeligt, gennemgås Seidenfadens gamle avisledere og udsagn under Muhammed-krisen, der markerer et afgørende brud med Seidenfadens position under Rushdie-sagen. Den alt for tidligt afdøde Seidenfadens gådefulde konversion fra ytringsfrihedens kompromisløse advokat til det anstændige hensyns fortaler er et af de hvasse penneføreres hovedtemaer.
De anstændige er en indholdsrig, oplysende, kompleks og temmelig leddeløs debatbog. Med sit halvakademiske præg, væld af temaer, eksempler, indskud, digressioner og krumspring kræver den en indsats af læseren, men den giver meget igen. Visse afsnit kunne indgå i jurastudiet, men der er også lårklaskende satire. Ligegyldigt er det aldrig. Den ligger i direkte forlængelse af duoens forrige øjenåbner, Adskillelsens politik, og viderefører dens anliggende: kritik af multikulturalismens idé og praksis.
I dette hedt omdiskuterede spørgsmål nægter forfatterparret at indtage en højre- eller venstreposition. De bekender sig til oplysningen, som de er smaskforelskede i, og hvorfra alt godt tilsyneladende stammer: demokrati, ytringsfrihed, ligestilling, menneskerettigheder, lighed for loven. You name it. Disse halvhellige principper er under pres fra både venstre og højre, som begge vægter kultur over individer, som giver rettigheder til kulturer og ikke til individer. Den eneste forskel er, at venstrefløjen tror på multikulturalisme, mens højrefløjen bekender sig til monokulturalisme, som ikke er en landbrugsteknisk term, men idéen om, at der kun er plads til én kultur i et samfund, da kulturelle forskelle er uoverstigelige og avler fjendskab.
Begge dele kalder Stjernfelt og Eriksen for kulturalisme, det vil sige en overdreven betoning af kulturens, herunder religionens betydning. At påvise ensheden i tilsyneladende modstridende positioner er en yndet manøvre hos forfatterne, der er lige så usentimentale omkring nationalfølelse, danskhed, tradition og så videre, som de er passionerede omkring ytringsfrihed, rationalitet og oplysning.
Den ærværdige nisse, Grundtvig, hyldes for sit frisind og sit klare forsvar for ytringsfriheden, men hans kristentro og nationalromantik er vist ikke forfatterduoens kop te.
Men hvad vil de så? De vil, at vi kommer til fornuft, står fast på det liberale demokratis principper og alle sammen tager den lidt med ro, når det gælder kultur, identitet og religion. Det kan man ikke fortænke dem i at ønske sig i disse tider, hvor den realt eksisterende multikulturalisme i for eksempel England og Sverige ligner en let-antændelig krudttønde uden låg. Mere oplysning, mindre kultur lyder altså deres fromme ønske, men virker denne teori i praksis?
