I løbet af blot syv sekunder bestemmer du, om du kan lide et andet menneske eller ej. Selvfølgelig kan du ændre mening, i takt med at du lærer personen bedre at kende, men faktum er, at dit første indtryk af et andet menneske bliver hængende i lang tid derefter. Det har flere studier konkluderet, blandt andet en undersøgelse fra 2009 foretaget af forskere ved New York University.
Pointen er, at man derfor lige så godt kan gøre sig umage ved det første møde: smile, se folk i øjnene, give et godt håndtryk og ranke ryggen. Enkelt måske, men altså også afgørende, hvis man skal tro på resultaterne fra undersøgelsen.
Og det skal man i et eller andet omfang, mener Kristoffer Raun Thomsen, som går under titlen retoriker og ord-ekvilibrist og er ansat i rådgivningsfirmaet Rhetorica, der er specialister i retorik, kommunikation og formidling.
Han både smiler og trykker hånd, da vi mødes i Rhetoricas lokaler på ydre Østerbro i København, og generelt er han enig i, at man bør gøre en indsats ved det første møde. Være venlig og imødekommende og have undersøgt, om der er en særlig forventning til ens påklædning. For når mange bekymrer sig om, hvad andre tænker om dem, så er det velbegrundet. Det ligger ganske enkelt i den menneskelige natur, at vi måler og vejer hinanden, påpeger Kristoffer Raun Thomsen.
LÆS OGSÅ: Jeg bliver set, altså er jeg
Der er ingen tvivl om, at folk vil tænke noget om dig, når de møder dig. Det gør alle. Derfor kan man lige så godt arbejde med sin fremtoning. Vi er alle sammen hele tiden i gang med at afkode hinanden socialt, og vi bedømmer folk på, hvad de viser os, siger han.
Hos Rhetorica træner de alt fra toppolitikere til videnskabsfolk, som ønsker sig at blive bedre til at levere deres budskab med overbevisning. For sagen er, at uanset hvor fremragende dine pointer er, kan de blive bremset af din fysiske fremtoning. Det nonverbale, altså hvad man gør med sin krop, har langt større betydning, end mange tror. I mødelokalet hos Rhetorica hænger et stort fladskærms-tv på den ene endevæg. Som en del af træningen bliver kunderne filmet, når de taler, så de selv kan få en fornemmelse af, hvad de siger og ikke mindst hvad de gør.
Det er uhyre vigtigt, at der er sammenhæng mellem, hvad man siger, og hvad man fremviser. Hvis der er forskel på de to ting, taber indholdet til fordel for det nonverbale. En efterhånden lidt ældre undersøgelse af Albert Mehrabian siger, at vægtningen af indhold er nede på syv procent i forhold til det nonverbale, hvis vi viser noget andet end det, vi siger. Groft sagt virker det ikke overbevisende, hvis jeg græder, mens jeg siger, at jeg har det fint. Der vægter vi gråden over indholdet.
Det er det samme, hvis du prøver at fortælle noget, der faktisk er spændende, men samtidig gemmer dig og undgår øjenkontakt. Det viser mig, at du ikke selv tror på din historie, og måske er du ligefrem i gang med at narre mig. Når en person stiller sig op foran en gruppe for at tale, bliver vedkommende automatisk en slags leder af gruppen. Og er lederen nervøs, smitter det af på tilhørerne. Stoler de ikke på dig som person, stoler de heller ikke på de resultater, du fremlægger, selvom de er korrekte. Vi bliver overbevist af det menneske, der formår at kommunikere til os, tilføjer Kristoffer Raun Thomsen.
LÆS OGSÅ: Man kan ikke blive elsket af alle
Den kendsgerning får ofte folk til at tro, at de skal fremstå uden fejl og mangler. Men det er bestemt heller ikke den rigtige måde at vinde publikum på, fortæller retorikeren.
Vi tror, at vi skal være Superman, eller vi prøver at tilpasse os for meget, men ofte kommer vi længere ved at være os selv. Selvom det kan være svært at sige, hvornår man præcist er det. Man skal prøve at tænke på, hvordan man er, når man sidder afslappet og taler med familie og venner, og så tage noget af det med sig over i det professionelle liv. Og så skal man huske, at man ikke kan skabe det perfekte billede af sig selv, som alle synes om. Folk vil altid have forskellige præferencer.
Men er der ikke et modsætningsforhold mellem at skulle være sig selv og samtidig træne i at fremstå som et troværdigt menneske? Det mener Kristoffer Raun Hansen ikke.
Der er i forvejen stor forskel på, hvordan vi taler til vores børn, vores chef eller vores mormor. Vi tilpasser os automatisk de sociale situationer, vi kommer i. Desværre sker det ofte i professionelle sammenhænge, at folk tror, at de skal være på en bestemt måde og derfor opfører sig meget stift. Men faktisk er det en rigtig dårlig idé ikke at bruge smalltalk og hyggesnak, som man ellers ville gøre i mere afslappede situationer. Det er altid en god idé at fremvise sig selv.
Teolog og psykoterapeut Bent Falk er enig i, at det kan være nyttigt at kunne sit håndværk og være opmærksom på, hvordan man taler, så det bliver modtaget rigtigt af samtalepartneren. Men, mener han, generelt bruger vi mennesker al for megen energi på at tænke på, hvad andre synes om os.
Det optager folk alt for meget, og vi er slaver af andres godkendelse. Vi skal hele tiden være gode nok, og vi gør det for at få andres kærlighed, men i virkeligheden kan man ikke gøre noget som helst for at få den. Det handler om kemi. Enten er den der, eller også er den der ikke. Problemet er, at vi vil være gode nok i stedet for at være dem, vi er. Man tror, det er de andre, der er slavepiskere, men det er i virkeligheden os selv, for vi kunne blive fri for slaveriet ved at nøjes med at være, hvad vi er. Undertrykkeren er den del af os selv, som for enhver pris vil være vellidt.
Det ærgerlige ved at bruge sine kræfter på at regne ud, hvad andre tænker, er, at man nemt gætter forkert. Det er meget enklere at spørge dem, hvad de gerne vil have eller være fri for forholdet, mener Bent Falk.
Man skal tjekke sine forestillinger ved at stille spørgsmål som, du kigger underligt på mig. Sagde jeg noget forkert?, hvortil den anden måske svarer nej, jeg har bare fået noget i øjet. Man må tjekke sine projektioner, og det er meget uhensigtsmæssigt at tro, at de altid er dækkende.
Han mener, at folk, der tør se sandheden om sig selv og andres mening i øjnene, er langt bedre stillede end dem, der stikker hovedet i busken for ikke at risikere at møde noget negativt. Hvis man tør spørge, hvad folk tænker om en og man selv tør svare på samme spørgsmål er der mange kontakter og meget i livet i det hele taget, der bliver lettere.
Folk tror, at de dør af at blotte sig, men virkeligheden er altid det mindst hårde. Det rene snit er det, der gør mindst ondt, og en andens negative mening om mig er ikke jordens undergang. Jeg bliver ikke dummere af, at den anden kalder mig dum. Enten tager han fejl, og så er der ingen grund til at blive gal på ham. Eller også har jeg været dum hele tiden. Og intet mål af vrede vil kunne lave hans mening om det vil højst kunne få ham til at skjule den.
Og det er ikke det samme som at den andens mening er den objektive sandhed, påpeger Bent Falk.
Niels Bohr dumpede 42 gange til køreprøven, så han var dum til at køre bil, og det skete der ikke noget ved at indrømme, for det betød ikke, at han var dum generelt. Identificerer man sig med skammen, mister den magten over en. Det er det, man i kristendommen kalder at vende den anden kind til. Du skal ikke give fornærmelsen en magt, som den ikke har, det vil sige magten til at lave dig om.
Alt for ofte tør vi dog ikke spørge, hvad folk egentlig tænker om os, og bruger i stedet en masse energi på at tækkes de mennesker, vi gerne vil have til at kunne lide os.
Det er ikke venskabet værd, hvis man skal tigge og kæmpe for den andens opmærksomhed. Vi kender det fra lignelsen om den fortabte søn, der havde masser af venner, mens han havde penge, men hvor de forsvandt, da pengene var væk. En rygklapper, som klapper din ryg, bare fordi det kan betale sig for ham, er ikke værd at have i sit liv, siger han.
Optagethed af, hvad andre måtte tænke, er også den altdominerende årsag til, at folk ikke får gjort noget ved deres drømme og visioner. Det mener coach og forfatter til bogen Hvad venter du egentlig på? af Sofia Manning. Igennem sin coaching møder hun gang på gang klienter, der lader sig bremse af, hvad folk hypotetisk kunne tænkes at tænke om dem.
Egentlig er det jo meget selvcentreret, at vi lader os stoppe af, hvad andre måtte tænke om os. Det er et udtryk for, at vi selv opfatter os som meget vigtige, at vi tænker sådan. Det er en del af den menneskelige ego-struktur gerne at ville opretholde et selvbillede af at være meget vigtig. Man kan lave et lille eksperiment. Hvor længe tænker du over, at din veninde siger, hun vil skifte job eller handle på en skør drøm, hun længe har haft? Fire minutter måske. Men det er nok ikke noget, du vil gruble over i dagevis, mener Sofia Manning.
Alligevel er vores tanker om, hvad andre tænker, udslagsgivende for en række af vores valg her i livet. Vi glemmer ofte at mærke efter og vælger det, vi mener tager sig bedst ud.
Der er rigtig mange valg, som vi holder op imod det her. Det styrer, hvor vi vælger at bo skal det være i Charlottenlund eller Nordvest? I stedet for at tænke over, hvor jeg vil føle mig mest hjemme, tænker jeg på, om valget passer til mit øvrige image. Vil andre kunne se mig der? Det samme gælder også, når vi skal vælge skole til vores børn, fitnesscenter eller i forhold til, hvad vi skriver på Facebook eller andre sociale medier. Er jeg sådan en, der sender mit barn i privatskole, eller gør jeg netop en dyd ud af at vælge folkeskolen, fordi jeg gerne vil opfattes som en, der værner om fællesskabet og mangfoldigheden?.
Man kan dog sagtens arbejde på at blive stærkere i en række sociale situationer, uden at det behøver være meget selvcentreret.
Jeg har selv været meget genert, men i mit job, hvor jeg holder kurser og coacher folk, kan det ikke nytte, at jeg er alt for genert, så der har jeg trænet mig selv. Man skal ikke lave sig selv til et projekt, men man kan godt spørge sig selv, om man kan skrue på nogle knapper. Netop med henblik på at gøre det, man virkelig drømmer om, siger Sofia Manning.
Hun har et godt råd med hensyn til, hvad man kan gøre, når angsten for omverdenens reaktion virker hæmmende for ens livsudvikling.
Når du går ind i et rum med andre mennesker, skal du forestille dig, at du er den mindst betydningsfulde i rummet. Ser du ikke dig selv som vigtig, skal du ikke leve op til en masse forventninger. Så kan du være, som du er, og gøre, som du vil. Så har du ikke noget at tabe. Men det betyder ikke, at du skal tænke, at du ikke er noget værd, siger hun.
Og det er vigtigt at se på sig selv med kærlige øjne. Det mener den svenske teolog og forfatter Margareta Melin, der har skrevet bogen Vær den du er.
Det er ikke selvisk at tænke på sit eget vel og gøre det, man gerne vil. Men det er desværre en forestilling, som de fleste af os har fået indprentet, og som gør livet mere kompliceret end nødvendigt er. Vi er blevet opdraget til at se et modsætningsforhold mellem os selv og andre: Egoisme er at tænke på sig selv det er slemt. Altruisme er at tænke på andre det er godt.
Margareta Melin mener, at både kristne og ikke-kristne tager for givet, at det er et kristent ideal, at man skal tænke på andre frem for sig selv. Men den bibelske tankegang tager netop udgangspunkt i menneskets naturlige kærlighed til sit eget liv. Det er ingen modsætning at tænke på sit eget bedste og på andres. For den, som tager imod meget, har meget at give:
I stedet ser jeg, hvordan den kærlighed er grundlaget og forudsætningen for al anden kærlighed. Det er det centrum, hvorfra kærligheden kan sprede sig først til de allernærmeste og siden længere og længere ud i cirkler. Egoisme bliver det først, når man begrænser omsorgen til sine egne forhold og skaffer sig fordele på andres bekostning, konkluderer hun i sin bog.