Udsatte boligområder kæmper mod ghettoprædikat

Uddannelse og indkomst er nye kriterier på den liste over landets mest udsatte boligområder, som regeringen i går lancerede sammen med De Konservative og Liberal Alliance. Listen er vokset fra 33 til 34 områder, og i Vejle ærgrer man sig over at være blandt de nye på listen

Udsatte boligområder kæmper mod ghettoprædikat
Foto: Malte Kristiansen Denmark.

Løget By i Vejle er i øjeblikket i gang med et af landets største byfornyelsesprojekter. 400 millioner kroner er afsat til at opføre nye bygninger, forbedre udearealerne og til at holde beboernes husleje nede. Målet er at fastholde beboere og samtidig trække nye til.

Men det med at trække nye til kan blive svært, frygter Ove Hansen, formand for en af afdelingsbestyrelserne i Løget By. For i går havnede bydelen på den liste over udsatte boligområder, som regeringen sammen med De Konservative og Liberal Alliance offentliggjorde.

Se listen over udsatte boligområder her

Listen, som under den borgerlige regering blev betegnet som en ghettoliste, bestod tidligere af tre kriterier tilknytning til arbejdsmarked, antal indvandrere og antal dømte kriminelle men fik i går tilføjet to kriterier yderligere: uddannelsesniveau og indkomst. Hvis et boligområde opfylder tre af de nu i alt fem kriterier, havner det på listen.

Det er, hvad der er sket for Løget By. Og selvom listen ikke længere officielt omtales som en ghettooversigt, hænger dét prædikat stadig ved, mener Ove Hansen.

Og det er altså sværere at få beboere til et ghettoområde. Folk har fordomme, når man som boligområde kommer på listen, og så gør det mindre, at vi herude oplever, at tingene er i fremgang, og at kriminaliteten bliver mindre, siger han.

Det er ellers meningen, at listen skal hjælpe boligområderne. Ved offentliggørelsen i går lød det således fra Carsten Hansen (S), minister for by, bolig og landdistrikter:

Med den nye udpegningsmetode får vi et mere nuanceret billede af de udsatte boligområder, og samtidig giver vi værktøjerne til at løfte områderne ud af den negative spiral, de befinder sig i.

LÆS OGSÅ: Her er landets socialt udsatte boligområder

Siden daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) den 5. oktober 2010 lancerede listen, har der været debat om den. For stigmatiserer den områderne og beboerne, eller er den et nyttigt værktøj til at fokusere den sociale og forebyggende indsats?

Antallet af boligområder på listen har svinget gennem årene, og med de nye kriterier vokser listen faktisk fra 33 til 34 områder. Syv ryger af, og otte kommer på den nye oversigt, som dog foreløbig er en testkørsel og dermed ikke endegyldig.

Ifølge en ekspert på området er den nye liste med de to ekstra kriterier væsentligt forbedret. Jørgen Nue Møller er adjungeret professor ved Handelshøjskolen i København, CBS, men var 2004-2008 formand for den daværende regerings såkaldte ghettokommission, og han ser særlig positivt på, at ordet ghetto ikke længere indgår i den officielle betegnelse.

Der er ikke nogen, der bryder sig om at få smækket et ghettostempel på sit boligområde. Det er ikke en ordentlig måde at tale om folks boliger på, selvom der er udfordringer i boligområdet.

Den nye listes kriterier om uddannelsesniveau og indkomst er effektive værktøjer til at målrette indsatsen, vurderer Jørgen Nue Møller, som dog er skeptisk over for at måle på antallet af tidligere kriminelle og indvandreres efterkommere. For det stempler de tidligere dømte som fortsat kriminelle, og det stempler efterkommerne som ikke-danskere.

Men i sidste ende er det en god idé at have en liste over de mest udsatte områder, konkluderer Jørgen Nue Møller.

De økonomiske rammer for indsatsen i de udpegede områder er blevet forøget, og listen hjælper ministerium, kommuner og boligorganisationer til at være opmærksomme på områder, hvor der skal gøres en særlig indsats.

Med regeringens aftale med De Konservative og Liberal Alliance får boligselskaberne desuden lettere ved at sætte uroskabende lejere på gaden, og boligselskaberne får bedre muligheder for at udveksle oplysninger om lejere, som har overtrådt husordenen i et boligselskab.