De fleste romaner og film ligner noget, man har læst og set før, børn som de er af deres tid eller genre. Men så er der undtagelserne, værker, som ikke nemt lader sig tidsfæste eller kategorisere.
Da eksempelvis Karen Blixen skrev Syv Fantastiske Fortællinger (1935), og Andrej Tarkovskij instruerede Den yderste dom (1966) løb hovedstrømmen inden for roman- og filmkunsten helt andre steder. Deres værker er dog blev stående i deres mærkeligt fascinerende tidløshed som uomgængelige klassikere, længe efter at samtidens øvrige bøger og film er glemt.
LÆS OGSÅ: Forfatteren, der beskæftiger sig med de største emner i verden
Det samme gælder for amerikaneren Cormac McCarthys hovedværk Blodets meridian, der udkom i 1985 på et tidspunkt, hvor alle andre skrev bøger om yuppietiden, producerede synthesizer-musik eller instruerede Tilbage til fremtiden-filmen, som var den største biografsucces i det år i McCarthys hjemland.
Hvor helt ufatteligt anderledes er det ikke at træde ind i 1985-romanen Blodets meridian, som er tilbage til fortiden og ned i urinstinkterne, hvor 80er-årtiets i dag lykkeligt glemte gennemsnitlige kulturprodukter oversvømmes i et infernalsk syrebad af grundmenneskelige og evige konflikter, som er langt hinsides det tilfældige årstal, hvor McCarthy udsendte sin roman.
Man skal virkelig stemme sine forventninger anderledes end vanligt, når man går om bord i McCarthys univers, men så venter der også en oplevelse af de mere sjældne, en fuldkommen illusionsløs gennemgang af, hvad mennesket er i stand til, når al kulturel fernis er skrællet af, og drifterne slippes løs i en grotesk symfonisk stammedans, som også er vores egen fortid.
LÆS OGSÅ: Diktatur og bold
Helt afskåret fra den historiske virkelighed er Cormac McCarthys ellers tidløse roman, der har undertitlen Aftenrøden i Vesten, nemlig ikke. Vi er i USA i slutningen af 1840erne, hvor ekspansionen mod vest og indlemmelsen af nyt land er på sit højeste, og hvor indianerkrigene raser. Dunkelt ude i fremtiden lurer den borgerkrig, der først skal splitte landet ad og senere, med Nordstaternes sejr, bringe USA på en form for fælles kurs mod fremtiden og det 20. århundrede, hvor den senere supermagt lægger verden under sig.
Men i 1840erne er vi stadig i en kaotisk periode, hvor lovløsheden florerer, og den rå meget rå kamp mellem indianere og vestlige amerikanere, mange med europæisk baggrund, udkæmpes.
I Blodets meridian følger den undertiden rædselsslagne læser, hvordan en ung dreng slutter sig til en hærgende skalpejægerbande under ledelse af John Joel Glanton, der på grotesk, lovløs vis tegner kontrakter med diverse guvernører om at myrde og lemlæste USAs oprindelige befolkning. Honoraret for skalpejagten bruges på druk- og voldsorgier i de tilfældige småbyer i Vesten på grænsen mellem Texas og Mexico, som banden kommer igennem.
Nu kunne man måske tro, at scenen var sat til en romantisering af indianerne, der ædelt kæmper mod den grumme hvide mand i stil med filmen Danser med ulve, men intet kunne være mere fjernt fra McCarthys apolitiske, amoralske og før-civilisatoriske univers. Alle er onde i Blodets meridian, eller bevæger sig i hvert fald i vekslende grader på en depraveret skala.
Hvorfor er Blodets meridian så så fascinerende og er udråbt til et hovedværk i det 20. århundredes amerikanske litteratur fra en forfatter, der regnes for en af de fire største nulevende i USA (de tre andre er Thomas Pynchon, Don DeLillo og Philip Roth)?
Mindst tre grunde kan der gives. Dels er sproget en særpræget oplevelse i sig selv. McCarthy skriver med en unik blanding af tung, som i metal stanset prosa, blandet med lyriske indslag. Ingen kan som han indfange det smukke i billedet af blod, der fosser ud af årerne på en halshugget skalpejæger ved lejrbålet, eller formidle fascinationen af mænds samvær i krig; formidle dét ordløse, der forbinder mænd i kamp mod en fælles fjende.
Dernæst er der McCarthys evne til at skabe groteske fiktive figurer af en anden verden, som vi skal til Shake-speare eller Homer eller til Joseph Conrads gale general Kurtz fra Mørkets hjerte eller Melvilles Kaptajn Ahab for at finde ligemænd til. I Blodets meridian er den samlende, mystiske figur i midten dommer Holden, der beskrives som et grotesk fedtbjerg uden et hår på kroppen, et barn i en gammel mands krop, en filosof og kriger, der påtager sig rollen som den hærgende bandes åndelige leder og både samler delikate blomster fra de øde prærie-egne og blander ammunition af magisk tilsnit, en adræt ørkenprædikant, der taler i gåder og kun følger sine egne regler, som tilnærmelsesvis kan komprimeres i hans diktum Krig er Gud.
Romanens sidste scene med en grotesk dansende dommer Holden i en infernalsk saloon vil ingen, der læser Blodets meridian, glemme. I det omfang litteratur også handler om at skabe unikke skabninger med gådefuldt indhold, fjernt fra den velfærdsstatslige virkelighed, lykkes McCarthys litterære mission til fulde.
Men inden man kommer til afslutningsscenen, der egentlig ikke bringer det store, konventionelle facit med sig denne roman skal blandt andet læses for sine billeder, ikke kun handling er man gået igennem lange, enerverende passager med risiko for aktivering af en vis kedsomhed, for man sidder jo der som læser med sine konventionelle forventninger og vil gerne vide, hvad alt dette dog fører til. Hvad kan man lære af Blodets meridian?
Tja, spørgsmålet er nok forkert stillet. Men alligevel, forsøgsvis, og som den tredje grund til, at man skal læse Blodets meridian:
Man kan lære, hvordan stor kunst river en ud af sin magelighed.
Man kan lære, at USA er grundlagt på ufattelige mængder rå vold.
Man kan lære, at vold undertiden indeholder et forløsende potentiale hinsides den menneskelige fatteevne.
Og man kan lære at bruge kunsten, eksempelvis denne roman, til at tænke videre over, hvorfor vi stadig lever med krig som en fuldkommen uomgængelig del af virkeligheden. Er krig virkelig den mest rene eksistensform, som domme Holden synes at mene? Er det derfor, vi trods alverdens gode intentioner ikke har udryddet krig endnu og måske aldrig kommer til det?
Blodets meridian giver ikke svaret, men indkredser og afsøger den menneskelige eksistens i rå form. Et kendemærke på stor kunst er, om værket er originalt og taler med en egen stemme. Dét er og gør Blodets meridian, både i 1985, da den udkom i USA, og i dag, hvor McCarthys hovedværk udkommer for første gang på dansk.