Mange vil sikkert nynne en frisk lille melodi, når de skal genkalde sig, hvad kulturradikalismen var. Begrebet stod for en idé og en praktisk reformbevægelse. Kulturradikalismen var et miljø og et arbejdsfællesskab præget af stærke og muntre temperamenter, som først og fremmest manifesterede sig i mellemkrigstidens Danmark.
Men hvad var kulturradikalismens musik? Dette har lektor Michael Fjeldsøe skrevet et digert værk om, som han netop har forsvaret som doktordisputats ved Københavns Universitet. Afhandlingen er fornyende, fordi Michael Fjeldsøe ud fra denne vinkel har lavet en grundig analyse af et spændende og vidt forgrenet kapitel i dansk musikhistorie, der indeholdt teatermusik, revysange, musikpædagogisk arbejde, brugsmusik med mere.
LÆS OGSÅ: Hvad er kulturradikalisme?
Komponisterne og musikerne omkring kulturradikalismen stillede helt nye og skrappe krav til deres eget virke. De skulle være samfundsnyttige åndsarbejdere til gavn for det overordnede projekt. Dette fik for eksempel komponisten Jørgen Bentzon til at omlægge sin karriere fra skaber af storstilede, højtravende værker til at blive komponist af såkaldt brugsmusik til musikpædagogiske formål. Da han og Finn Høffding i 1927 mødte en vis Fritz Jöde i Baden-Baden og stiftede bekendtskab med hans musikpædagogiske idéer, videreførte de dette omfattede reformarbejde i Danmark, hvor Københavns Folkemusikskole blandt andet blev stiftet i 1931. De sørgede for, at der blev uddannet kvalificerede musiklærere, og de komponerede musik til brug for deres arbejde.
Dette havde også en parallel inden for Jazzmusikforeningen, hvor Bernhard Christensen skrev oratoriet De 24 Timer til gymnasieelever og unge jazzfans. I 1935 dannedes en epokegørende jazzmusikskole med ham, Sven Møller Kristensen og Astrid Gøssel som drivende kræfter.
Men kulturradikalismens musik var andet og mere end jazz. Det førte også til ny, jazzinspireret musik og musik påvirket af såkaldt tysk nysaglighed. En vigtig inspirationskilde var også forfatteren Bertolt Brecht, der i 1930erne levede i eksil i Danmark. Brechts teaterstykker, som Kurt Weill og Hanns Eisler satte musik til, gav for eksempel inspiration til at aktivere unge mennesker med skoleoperaer som Karl. S. Clausens Klokken efter H.C. Andersens eventyr, Finn Høffdings Pasteur og Bernhard Christensens Skolen på hodet. Sidstnævnte blev komponeret til Københavns Drengekor i midten af 1930erne. Kulturradikalismen var et intenst opgør med romantikkens højstemte sværmeri. Da der i 1930erne skulle laves en officiel danmarksfilm, blev billederne af det gamle København og det grønne landliv akkompagneret af komponisten og organisten Bernhard Christensens charmerende, jazzinspirerede musik, hvilket vakte furore, fordi myndighederne havde forventet at høre mere højtidelige danske fædrelandssange klinge som filmmusik.
Samarbejdet mellem Poul Henningsen og Bernhard Christensen blev dog legendarisk og førte også til mange fælles revysange. Her skulle musikken lægge sig tæt op ad hverdagssprogets rytme og gerne være dansant.
Den kulturradikale bevægelse levede i et stadigt spændingsforhold til den politiske venstrefløj. Det kan diskuteres, hvor snævert denne venstrefløj skal forstås, men det var ofte et stridspunkt, når DKP søgte at annektere dele af kulturradikalismens program. Dette var eksempelvis tilfældet med en af de centrale opførelsessteder i København kaldet Forsøgsscenen. Her sad komponisten Knudåge Riisager i de første år i bestyrelsen. Han komponerede også musik til revybrug og mere fransk inspireret futuristisk og festlig musik. Men Riisager blev også mere og mere borgerlig med tiden. 1939-1950 var han en betroet kontorchef i Finansministeriet. Siden blev han en respekteret rektor for Det kongelige danske Musikkonservatorium.
Også komponisten Herman D. Koppel må nævnes i kulturradikal sammenhæng. Han lavede blandt andet musik sammen med Bernhard Christensen til Kjeld Abells skuespil Melodien, der blev væk. Otto Mortensen, der i almindelighed kendes mest for sine fine melodier i Folkehøjskolens Sangbog, var også meget engageret inden for den mere progressive kulturradikale kreds, blandt andet som komponist og akkompagnatør i Lulu Zieglers kabaret.
Hvert kapitel i Michael Fjeldsøes rigeligt tykke disputats er som en koncentreret, spændende og lærd forelæsning. Indholdet giver stof til eftertanke, men det kan også være svært at overskue som helhed. Samlet set giver det i høj grad mening at kulturradikalismens musik nu er beskrevet så indgående. Ikke mindst som en tiltrængt perspektivering af de store udgivelser, der tidligere er kommet om tekstforfatteren, arkitekten og debattøren Poul Henningsen.