Klimaforandringer: Syndfloden nærmer sig

Jo mere klimaet fordriver mennesker fra hus og hjem, desto mere irrelevante bliver en stor del af de øvrige ting, der hver dag fylder sendefladen

Muldvarpen er en af haveejernes yndlingsaversioner, men det sortpelsede dyr er ikke et egentligt skadedyr, for dens graven sikrer en gennemluftning af jorden. --
Muldvarpen er en af haveejernes yndlingsaversioner, men det sortpelsede dyr er ikke et egentligt skadedyr, for dens graven sikrer en gennemluftning af jorden. --. Foto: Søren Staal.

LÆNGE HAR VI TALT OM, at debatten om klimaforandringer er svær at fastholde i medierne. Fordi den er abstrakt, uoverskuelig og ikke på tilstrækkelig håndgribelig vis vedrører den enkelte.

Klimatopmødet på dansk grund i 2009 blev et slags mediemæssigt højdepunkt i diskussionen om menneskenes mulige ansvar for klimaændringerne, og siden har dækningen mest bestået af billeder af indlandsis, der kollapser, mens klimakommissær Connie Hedegaard (K) er blevet en sjælden gæst.

LÆS OGSÅ: Venedig smuldrer og drukner

I disse dage optræder klimaet dog pludselig igen meget konkret. Floden Elben løber over sine bredder, folk evakueres fra tyske byer, og tv-billederne ligner noget fra en amerikansk katastrofefilm. Ingen ved med sikkerhed, hvor meget af dette, der er menneskeskabt, men en del tyder til gengæld på, at mediedækningen mere og mere bevæger sig væk fra vigtig debat og oplysning og i retning af drama.

Hvis vi ikke kan redde verden, kan vi i det mindste se fascinerede til, mens den går under, for naturens luner er første klasses mediestof som rent visuel oplevelse. Man kunne ellers mene, at en oversvømmelse som den i Tyskland burde skabe ny næring til diskussionen om konsekvenserne af den moderne livsstil, der ifølge mange forskere udgør en stor del af forklaringen på klimaets udvikling. Men som det forleden blev nævnt i en anden avis, så er vi i al hast på vej væk fra talen om bæredygtighed og hen til talen om tilpasning. Den, der handler om at bygge diger, bede til, at de holder, og ellers se at komme væk i en fart, mens en tysk mand i et interview på galgenhumoristisk vis overvejer, om dette mon skulle være syndfloden.

Menneskene bliver aldrig trætte af at fantasere om jordens undergang som den ultimativt dragende og skræmmende forestilling, men mens vi gør det, bør vi altså bemærke, hvordan den journalistiske tilgang til klimaspørgsmålet svigter.

Mens intet er for småt i den hjemlige politiske andedam, hvor Lars Løkke Rasmussens (V) seneste sprogblomst nu analyseres på anden uge, beskæftiger man sig mest med de store miljøspørgsmål i form af kulørte reportager, der er vidunderlige at gyse til ved aftenstide.

Hvis klimaet som mange siger i fremtiden grundlæggende vil ændre vore livsvilkår, burde det i væsentlighed rangere langt højere på den journalistiske dagsorden. For jo mere klimaet fordriver mennesker fra hus og hjem, desto mere irrelevante bliver en stor del af de øvrige ting, der hver dag fylder sendefladen.

Efter sigende vil vandmasserne denne gang havne i Nordsøen, og vi befinder os ikke her i landet i skudlinjen. Men det kan vi komme til, og mens vi føler med de stakkels tyskere og sammen med DR tager på endnu et besøg i Søren Ryges hyggelige have fjernt fra alverdens syndfloder, overvejer man, hvad der mon skal til for til fulde at bringe klimaets perspektiver ind i en seriøs journalistisk bevidsthed.

Måske kan end ikke en syndflod helt tæt på gøre den afgørende forskel. Hvilket jo, i øvrigt, er helt i overensstemmelse med, hvad myten lærer os.

Sørine Gotfredsen er journalist præst og forfatter