Det burde jo være overflødigt at slå fast, at Poul Hoffmann er en stor forfatter. Og i øvrigt er det uden tvivl forgæves. Sådan som det altid har været. Den generelle anerkendelse, som han fortjener, har han aldrig opnået. Og det er stadig pinligt. Hans ubrudte optagethed af bibelske motivkredse udløser åbenbart fordomme og lukker den formastelige ude fra det gode selskab.
Disse banale konstateringer trænger sig på som så ofte før, denne gang i anledning af genudgivelsen af hans Ester-trilogi, der udkom første gang i 80erne, og hvoraf andet bind netop er udsendt hvilket er sket i forbindelse med Hoffmanns 85-års fødselsdag for nylig.
LÆS OGSÅ: Hans tro er hans liv
Baggrunden for værket er Esters Bog om jødeforfølgelserne i Persien omkring 500 før Kristus. Vi får historien om den unge jødiske pige, der føres ind i magtens centrum i det mægtige perserrige og bliver yndlingshustru for den siden myrdede kong Xerxes. Hun anklages for forræderi og trolddom men lad os hellere lytte til hendes egen udlægning! Det gør vi så i den foreliggende, dramatiske historie, der dybest inde handler om kærlighed. Den kærlighed, hvorom grækerne siger, at døden gør ende på den. Jøderne derimod siger, at kærligheden vil gøre ende på døden. Det er et centralt udsagn i romanen.
Det hedder om storvesiren Haman, at han har besnakket kongen med løgne om jøderne og blandt andet bildt ham ind, at de i synagogerne udtaler forbandelser og nedbeder død og ulykke over ham og hele hans hus. Kongen bliver så opbragt, at han stiller Haman frit med hensyn til at foretage sig det såkaldt fornødne og med udsigt til at blive belønnet med alt det sølv, han lader beslaglægge hos jøderne.
I denne dystre situation er udfordringen til Ester, at hun skal gå i forbøn for jøderne hos kongen som vel at mærke ikke ved, at hun selv er jøde. Hvordan vil han reagere? Vil han tro, at hun er blevet plantet i hans harem som led i jødernes angivelige intriger?
Lad mig slutte! For man kan ikke referere sig ind til hjertet af en roman af Poul Hoffmann. Den måde, den er fortalt på, er det hele: historien visner, hvis den adskilles fra fortællestilen, nært forbundet som den er med forfatterens fortrolighed med det bibelske univers. Læserne oplever at ankomme til hans fædreland. Ikke bare et åndeligt, i høj grad også et konkret, beskrevet med mange detaljer, og levende detaljer: hver og én har tydeligvis været gennem en sansning, før de er blevet sluppet ind i romanen. Derfor virker de trods det fremmedartede nærmest selvfølgelige. Eller i hvert fald overbevisende. De er, hvor de skal være, føler man: hjemme, hvor de hører til.
Det kræver koncentration at læse Hoffmann. Uden videre åbner hans verden sig ikke hans verden med dens tætte atmosfære, hans langsomme og suggererende stil, der røber en skribent med lyrikerens tætte, skabende forhold til sproget.
Et digt kræver vilje til indlevelse, det gør romanen her også. Og indimellem kræver den også tålmodighed. Hoffmann skriver ikke på samtidens præmisser, men på sine egne. Mere rigtigt kan man vel sige: på Bibelens. Læserne skal så at sige afstemme deres åndedræt efter romanens, det vil sige efter dens rolige rytme. Lykkes det, er det som at blive løftet ind i en anden verden. En større end den gængse flade.
Lad mig slutte i nærheden af begyndelsen: Poul Hoffmann burde være selvskrevet som modtager af en eller flere af vore store litterære priser.