Titlen på denne bog er et citat fra den natlige samtale, Jesus havde med Nikodemus. Et citat, der i mange år har udgjort en særlig fascinationskraft for forfatteren Poul Hoffmann.
Når hans søn, historikeren Helge Hoffmann, har valgt ordene som titel, skyldes det imidlertid også, at han har villet angive bogens metode. Eller rettere mangel på metode.
LÆS OGSÅ: Ny bog i Poul Hoffmanns Ester-serie fortæller bibelhistorie på oplysende vis
Far og søn har ladet sig føre af vinden eller skal vi hellere sige af Helligånden? Som for at forebygge en eventuel kritik af, hvad der kan ligne et tilfældighedens princip, men ikke nødvendigvis er det, gør Helge Hoffmann i forordet en del ud af at understrege, at bogen fattes ethvert system og at den simpelthen er resultatet af nogle samtaler, jeg har haft med min far i et forsøg på at overvinde hans tøven med at skrive sine erindringer.
Aktuelle anledninger til et sådant forhavende havde ellers ikke manglet: I maj fyldte Poul Hoffmann 85. Og det er 60 år siden, han debuterede.
Man kunne måske frygte, at bogens udgangspunkt en far, der taler med sin søn, som samtidig næsten er hans nabo ville gøre den for indforstået. Men det er ikke tilfældet. Snarere tværtimod. Fortroligheden mellem parterne virker ikke lukkende, men åbnende. Helge Hoffmann er i kraft af sin dybe indsigt i faderens liv, gøremål og ikke mindst holdninger i stand til at udfordre med spørgsmål, hvis besvarelse er af afgjort relevans for Poul Hoffmanns læsere, og som en udefrakommende journalist ikke ville have haft de samme forudsætninger for at stille.
LÆS OGSÅ: Litteraturen i velfærdsstaten
Samtalerne er delt op i seks afsnit uden forsøg på tematisk systematisering, heller ikke en kronologisk. Og dog opleves bogen ikke som springende. Det skyldes den ånd, samtalerne føres i. Den knytter dem sammen til en slags helhed, der er et meningsfuldt alternativ til den ikkeeksisterende formelle helhed.
I øvrigt føres samtalerne i en afslappet og uhøjtidelig atmosfære og med et stadigt anstrøg af munterhed. Et træk, som understøttes af billedmaterialet fra forfatterens hverdagsliv gennem årene.
Men tag ikke fejl: han er lige så skarp og kontroversiel, som han altid har været. Og lige så slagfærdig. Hans udtalelser falder med vægt. Således når han blandt meget andet gør op med den dille i vor tid, at det er fint at tvivle: Hvad er det for noget tosseri? Som om kristne skal gå og kæle for deres tvivl. Den er jo en øgleunge fra afgrunden (...). Kære tvivlearistokrater, det er Djævelen, der vil fratage jer det evige liv. Hold ikke jer selv for nar. Hvis I virkelig tvivler, så sæt jer noget bedre ind i tingene. Der er intet at tvivle på.
Sådan! Hoffmann taler aldrig med uld i mund.
Men jeg bryder mig ikke om at kalde ham skråsikker, snarere afklaret. Hans tro er hans liv. Og omvendt. Og til hans liv hører yderligere en ydmyghed, der for eksempel kommer til udtryk, når han taler om sine resultater som forfatter: Jeg skal altid passe på, at jeg ikke som Moses henfalder til selv at tage æren, når det lykkes at slå vand af en klippe.
Hvad er det største, der er sket i Poul Hoffmanns liv? Spørgsmålet er det første, han må tage stilling til. Og heller ikke i denne forbindelse er han i tvivl: det største indtraf den 23. juli 1950 i en togkupé i Fredericia, da han traf den kvinde, der skulle blive hans hustru Kirsten Hoffmann. Hun optræder ikke selv i bogen, men nævnes igen og igen. Man får en tydelig fornemmelse af den betydning, hun har haft og har for Poul Hoffmann.
Også noget andet afgørende indtraf i et tog. Manden, der i gymnasiet havde været nærmest aggressiv antikristen, skulle besøge sin kæreste og stod undervejs i en kold, larmende harmonikagennemgang mellem to vogne, da det med ét blev klart for ham, at alt, hvad der står i Bibelen, er den rene, skære sandhed. Han tilføjer: Det var ikke noget, jeg valgte, det var noget, der valgte mig, og som jeg siden har været kategorisk forpligtet på.
Bogen slutter i det aktuelle. Vi hører, at Poul og Kirsten Hoffmann har meldt sig ud af folkekirken i protest mod indførelsen af et officielt ritual til vielse af homoseksuelle i kirken og meldt sig ind i en frimenighed på hjemegnen, Skive Bykirke. Hoffmanns kommentar er denne: Folkekirken har betrådt en vej, hvor den simpelthen ophører med at være en kristen kirke. Tidsånden tager Helligåndens plads.
Vinden blæser hvorhen den vil kan ikke gøre det ud for de erindringer, som Poul Hoffmann har afstået fra at skrive. Men værket er en livfuld, underholdende og oplysende erstatning der også giver eksempler på forfatterens både skønlitterære og faglitterære produktion gennem tiden.