Allis Helleland voksede op som et vestjysk vidunderbarn. Allerede som fireårig kunne hun læse op for familien i Vandbord ved Lemvig af den lokale avis, og det varede ikke længe, før hun også begyndte at suge bøger til sig i et omfang, der blev bemærket på egnen.
Her regnede en del med, at hun en dag ville blive præst med sit umættelige bogforbrug. Sådan kunne det også sagtens være gået. For gennem livet har hun også været rodfæstet i sin kristne tro, og som voksen har hun blandt andet også både været medlem af Bibelselskabet, Skt. Lukasstiftelsen og Kristeligt Dagblads repræsentantskab. Her i avisen har hun også blandet sig i debatten ved at give udtryk for, at den økonomiske krise burde kunne skabe en ny guldalder for tro og kristendom. Og at kirkerne burde fokusere på at gribe den chance i stedet for at spilde tiden med at diskutere interne strukturændringer.
Næstekærlighed har sin store chance nu, hvor kærligheden til det materielle kølnes, har hun sagt til Kristeligt Dagblad.
Mest kendt er hun dog som museumsmenneske. For i stedet for teologi valgte hun at læse kunsthistorie og blev magister i 1985 med et speciale om C.W. Eckersberg og Europa.
Som studerende fik hun job som volontør på Kobberstiksamlingen på Statens Museum for Kunst (SMK), hvor hun senere blev direktør gennem 13 år fra 1994. Efter sin eksamen var hun først museumsinspektør på Nordjyllands Kunstmuseum fra 1985 til 87 og på Aarhus Kunstmuseum fra 1989 til 1992 og derefter to år i en tilsvarende stilling på Museet på Koldinghus.
Hun tiltrådte direktørstillingen på SMK på et tidspunkt, hvor museet var kriseramt med et svigtende besøgstal, men den udvikling fik hun vendt, så der til sidst var omkring 400.000 årligt besøgende. I hendes regeringstid havde museet også store succesudstillinger med blandt andre Goya, Matisse, Rembrandt og Turner, og i samme periode høstede SMK international ros for sin forskningsindsats som et af Europas vigtigste kunstmuseer.
Undervejs måtte hun dog også lægge ryg til en del kritik. Hun blev blandt andet beskyldt for tivolisering og populisme fra dele af kunstverdenen, efter at hun var ansvarlig for udstillinger med designeren Erik Mortensen og blomsterkunstneren Tage Andersen. Men den kritik tog hun roligt med henvisning til, at der skulle være plads til at eksperimentere på museet.
Selvfølgelig er det morsomt at se, hvordan mange af de nytænkende og publikumsinvolverende tiltag, som vi op gennem 1990 og 00erne ofte med pressens kritik indførte på SMK, nu er helt almindelig hverdagskost på de fleste kunstmuseer. Vi var bare tidligt ude, har hun sagt for nylig. Og i et tidligere interview har hun også understreget, at hun aldrig tager kritik personligt.
Den holdning fik hun brug for, da hun senere blev headhuntet som direktør for Nasjonalmuseet i Oslo. For her mødte hun massiv kritik af sin ledelsesstil og endte med at opsige sin stilling efter et år med samarbejdsproblemer med det norske museums magtfulde bestyrelse. De senere år har hun fungeret som konsulent og bestyrelsesmedlem i en lang række sammenhæng. Gennem sin karriere har hun også modtaget en række udmærkelser og priser, ligesom hun er ridder af Dannebrog. Privat er hun gift med nordmanden Håkon Einer Helleland. Parret har to fælles børn og fire fra hans første ægteskab.