Af Anne Korsholm |
14. januar 2006
mit livssyn: Muslimerne bliver ikke integreret, hvis de ikke giver køb på dele af deres tro. Allerhelst skal de omvendes til kristendommen. Folkekirken skal missionere, siger den tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet Sven Ove Gade
Folkekirken skal missionere. Ud med behagesyg religionsdialog og kulturkristendom. Ind med lidenskab. Det er pointen i den tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet Sven Ove Gades nyeste bog "Tag et brækmiddel! Folkekirken og missionsbefalingen". Han er inspireret af Kierkegaard, og det samme er den provokerende titel. Kierkegaard anbefalede nemlig at tage et brækmiddel, fordi forkyndelsen af evangeliet var uden lidenskab, og der i stedet havde indfundet sig en "halvhedstilstand.
Trods den krasse titel og det karske budskab er Sven Ove Gade et meget venligt menneske. Han tager imod i sit hjem i Birkerød, hvor der er bøger fra gulv til loft og udsigt over en vinterhvid have.
Hvad tror du på?
– Jeg tror på Gud. Det har jeg gjort, siden jeg var barn. Jeg vælger at kalde det tro – det, jeg oplever, når evangeliet ringer i mine ører. Min tro er en bekendelse – ikke erkendelse. Du kan ikke erkende Gud. Jeg har også mine tvivl, men når det er bedst, så ringer det. Troen og syndernes forladelse giver mig frihed til at se fremad.
Hvordan gør troen en forskel i dit liv?
– Det aner jeg ikke. Jeg kender ikke alternativet. Jeg er lige så ufuldkommen som alle andre, men måske gør troen det lettere for mig at leve med min ufuldkommenhed. Det er den indre frihed.
Hvad har du taget med fra dit barndomshjem?
– Troen var helt naturlig. Børn tror, men det er først, når man vokser op, at man får en stærkere fornemmelse for troen. Jeg har hele tiden vidst, at troen var en afgørende side af livet, jeg måtte forholde mig til. Min mors slægt var præget af Indre Mission, og jeg har oplevet det som noget meget indadvendt og smukt hos min morfar. Det har præget mig. Jeg lærte at gå i kirke. Det var helt naturligt og indimellem kedeligt. Derfor er jeg meget skeptisk over de kunstige forsøg på at trække unge i kirke.
– Unge mennesker er optaget af kærlighed og af at more sig. De går ikke i kirke søndag formiddag, der sover de. Men så tror man, at rockmusik kan lokke dem. Det er naragtigt. Jeg ville selv have stejlet, hvis der kom nogle skinhellige typer og befamlede mig med deres tro.
Hvilke åndelige og moralske forbilleder har du?
– Kierkegaard taler til mig. Han sagde, at tro ikke er noget, vi kan erkende. Vi må kaste os ud i det. Man kommer let til at forholde sig intellektuelt til tro, og så er man på vildspor.
– Kierkegaard var om nogen en tænker, men han endte alligevel med at formulere helt enkle budskaber. De budskaber førte ham ud i en kirkekamp, hvor han efterlyser lidenskab. Det er jeg inspireret af. Jeg ved ikke, om jeg har lidenskab. Jeg har i hvert fald temperament. Men det at give los kan være svært. Det sidder også i mig.
Hvad er lykke for dig?
– De situationer, hvor jeg fornemmer, at min kone og mine børn har det godt og er glade for livet. Så er jeg lykkelig. Det er helt afgørende. Man kan også blive lykkelig for anerkendelse, men det er en anden slags lykke. Det, som virkelig gør glad, er familien.
Hvad er elendighed for dig?
– Når ting ikke trives omkring mig. Når jeg føler mig utilstrækkelig og magtesløs i det nære liv.
Hvilke fællesskaber er vigtigst for dig?
– Det er familien helt ubetinget. Men jeg har også oplevet et stærkt fællesskab i Liberal Debat. Det var en bevægelse og et parti, som brød ud af Venstre i 1960'erne, og jeg var redaktør af dets blad. Vi var fælles om at slås for noget, og der var noget, som bar – noget uden for os selv. Mit arbejde har ikke været et vigtigt fællesskab på samme måde. Ekstra Bladet har givet oplevelser og mulighed for at lære mennesker at kende. Men det er noget andet.
Hvad betyder det for dig, at Danmark er blevet mere multikulturel?
– Jeg er pessimist. Muligvis kan hinduer og buddhister berige vores kultur, men jeg er tøvende over for, om muslimer overhovedet kan integreres. Det forudsætter, at de må give køb på dele af deres religion, og eftersom islam er en lovreligion, ved jeg ikke, om det overhovedet kan lade sig gøre. Engang troede jeg, at det var spændende. Det troede mange. Vi talte om de nye grønthandlere og den interessante mad. Det er islam, som forhindrer muslimerne i at blive integrerede. Vi ser jo anden og tredje generationsindvandrere, som fortsat lever i det mønster, de kommer fra. I min egen slægt udvandrede nogle til USA. Første generation bevarede danskheden. Anden generation havde en tilknytning til Danmark. I tredje generation var al danskhed borte. Men muslimerne bliver ved og ved i de samme mønstre, for islam passer ikke ind i et demokratisk samfund. Jeg mener, at folkekirken er forpligtet til at missionere over for muslimerne i stedet for at gå i dialog, som er så bekvemt. Der er flere kristne, som konverterer til islam end omvendt, og det siger noget om, hvor stærkt islam står i muslimernes bevidsthed. Muslimerne er tilsyneladende godt klædt på, når det gælder religion, det er danske kristne ikke. Jeg forstår ikke, at præsterne ikke gør oprør mod den helt enormt ringe kristendomsundervisning, børnene får i folkeskolen. Der må de da gribe ind. Mine forældres skolegang var ikke omfattende, men de kendte kristendommen. Det er fattigt, at vi ikke giver børnene den mulighed.
Hvor trænger samfundet efter din mening mest til politiske forandringer?
– Hvordan bruger vi vores rigdom? Hvordan vil vi prioritere den? Stort set alle børn kommer i institution, og man ved ikke, hvad der kommer ud af det. Det er et eksperiment. Hvorfor skal de moderne familier være så fortravlede. Kunne vores rigdom ikke hjælpe dem til mere frihed. Jeg synes, at det er latterligt og elitært, at værdidebatten munder ud i en kulturkanon, i stedet for at vi forholder os til, hvordan børnene har det.
Hvilke håbstegn ser du i verden i dag?
– Jeg er af natur pessimist. Men dybest set er håbet at være i livet og gribe livet. Tage det med alle de muligheder, det giver. Jeg kan spore mere oprørsvilje og mere anarki end tidligere. Folk er ikke så autoritære, som de har været. De er skeptiske over for politikerne. Jeg ser håb omkring nogle af de nye medier. Internettet kan forstærke den offentlige meningsudveksling, og det er positivt. Det er også positivt, at folk er troløse og ikke vil melde sig ind i partierne, for det skaber et samfund i bevægelse. Folk med oprør – de skal støttes. Man kan godt have håb og være skeptisk. Jeg er pessimist, men det er også min karakter at få gjort noget ved det. Jeg er en fighter-natur.
korsholm@kristeligt-dagblad.dkSvend Ove Gade
Født 1935. Uddannet cand. merc. Underdirektør i Industrirådet. Redaktør på Politiken. Medstifter af Liberal Debat – senere Liberalt Centrum. Chefredaktør på Ekstra Bladet i 24 år. Forfatter til en række debatbøger og biografier. Fast kommentator på Morgenavisen Jyllands-Posten. Gift med journalist Jonna Gade, som han har tre børn sammen med. Har netop skrevet "Tag et brækmiddel! Folkekirken og missionsbefalingen", som er udkommet på Gyldendal.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad