Den 2. november 1942, midt under den tyske besættelse af Danmark, ankom Werner Best til København som ny rigsbefuldmægtiget. Han blev født i 1903 og var jurist af uddannelse. Fra sin tidlige ungdom stod han politisk på den yderste højrefløj og meldte sig i 1930 ind i det tyske nazistparti og året efter i SS. Efter at Hitler var kommet til magten i 1933, gjorde Best lynkarriere og spillede en central rolle i sammensmeltningen af det tyske politi og SS.
Han forfattede skrifter om storrumsideologi, der skulde begrunde og retfærdiggøre tysk ekspansion i Europa. I 1940 blev han forvaltningschef i det tyskbesatte Frankrig, og herfra kom blodhunden fra Paris, som han kaldtes i den illegale presse, til Danmark i forbindelse med afviklingen af den såkaldte telegramkrise.
LÆS OGSÅ: Teateranmelder af en anden tid
Her viste han sig fra første færd som en varm tilhænger af samarbejdspolitikken, som muliggjorde, at han kunne kontrollere Danmark med et personel på blot cirka 200 mand, mens den tyske forvaltning i Norge talte cirka 3000 personer. Han udviklede et nært forhold til statsminister Erik Scavenius og fik udvirket, at der i marts 1943 kunne holdes rigsdagsvalg. Augustoprørets bølge af uroligheder og strejker rundt om i landet førte til regeringens afgang og dermed til samarbejdspolitikkens sammenbrud på det politiske plan den 29. august 1943.
Det viste sig dog muligt for Best at videreføre den med de danske departementschefer som modspillere, omend hans råderum begrænsedes dels af militærets krav, dels af udnævnelsen af en højere SS- og politifører. I september 1943 tog han initiativ til at udløse en aktion mod de danske jøder for derefter at sabotere den ved at lade datoen for dens udførelse sive ud. Efter Danmarks befrielse i maj 1945 blev Best interneret og anklaget for krigsforbrydelser. Han blev i 1948 idømt dødsstraf i byretten, men landsretten ændrede året efter straffen til fem års fængsel, hvilket Højesteret skærpede til 12 år. I 1951 blev han benådet og udvist. Frem til sin død i 1989 spillede han en fremtrædende rolle i det net, der forsvarede gamle SS-kammmerater.
Niels-Birger Danielsen, der er historiker og journalist, har skrevet en kilotung biografi om Best: En sådan har hidtil manglet på dansk, og det er kun godt, at denne mangel hermed er afhjulpet. I Tyskland udgav historikeren Ulrich Herbert i 1996 en omfattende biografi om Best.
Jeg vedkender mig gerne, at de fleste af mine konklusioner vedrørende tyske forhold før 1940 og efter 1951 bygger på denne ene bog, skriver Danielsen i forordet. Hvad angår årene i Danmark, bygger han på tidligere forskning samt på John T. Lauridsens monumentale kildeudgave i 10 bind om Werner Bests korrespondance med Auswärtiges Amt 1942-1945, der udkom for et lille års tid siden.
Når man skriver en biografi om et menneske, kan man være positiv eller negativ over for sit emne. Danielsen er grundlæggende negativ. Han finder retspsykiateren Max Schmidts karakteristik af Best som psykopat overbevisende og følger her Herbert, der finder denne karakteristik ikke overdreven. Danielsen noterer i en anden sammenhæng, at Best bevisligt lyver i enhver sammenhæng, hvor det kan gavne ham, og i en tredje sammenhæng skriver han om den nøgternt analyserende bureaukrat Werner Bests kyniske og menneskefjendtlige handlemåde. Der er ikke mange plusser i det skudsmål.
Vi får også beskrevet Bests familieliv, forholdet til hustruen Hilde og til børnene. Om det så er skolegangen i den tyske Sankt Petri Skole og børnenes fødselsdage, kommer det med. Her kunne godt være skåret kraftigt ned.