Man går fra fine ord og udtalelser til handling med disse retningslinjer.
Sådan lyder meldingen fra den katolske kirkes interesseorganisation Comece i Bruxelles, efter EUs udenrigsministre i går i Luxembourg godkendte et nyt kodeks for, hvordan EU skal reagere, når der sker overtrædelser af religionsfriheden ude i verden.
Hidtil har der til kirkernes store fortrydelse ikke foreligget nogen konkret strategi for, hvordan EU skal reagere mod religiøs forfølgelse og anden knægtelse af troendes rettigheder. Unionen har også de seneste år høstet kritik for ikke at optræde håndfast nok i en række tilfælde af overgreb mod religiøse mindretal i tredjelande.
LÆS OGSÅ: I troens eller intolerancens navn?
De nye retningslinjer giver konkrete bud på, hvordan EU og unionens udsendte skal reagere, når der udøves vold, diskrimination, juridisk forfølgelse eller lignende på et religiøst grundlag.
Det er ikke nok, at EU bare fordømmer, når der sker religiøs forfølgelse i verden. Nu er unionen udstyret med et nyt værktøj, som kan virke effektivt på diplomatisk niveau i hele verden, så diplomaterne har konkrete instrumenter til at håndtere, hvis der opstår kritiske situationer. Det er virkelig et skridt fremad, siger Johanna Touzel, talsmand for Comece.
Både de protestantiske og katolske kirkers sammenslutninger på europæisk plan har arbejdet i flere år for at få vedtaget en fælles EU-linje i spørgsmålet. Den lange debat har til gengæld også afsløret, at det er et politisk sprængfarligt område.
LÆS OGSÅ: Homoseksuelles rettigheder gennem årene
Det sås for eksempel, da Europa-Parlamentet for et par uger siden vedtog sit indspark til de nye retningslinjer. Her modsatte store dele af venstrefløjen sig den konservative ordførers betænkning, fordi mange anså den for at støtte de troendes rettigheder på bekostning af for eksempel homoseksuelle.
De færdige retningslinjer går ikke nær så langt, hvilket har ført til skuffelse fra konservativt hold og i dele af kirkemiljøet. De er blandt andet utilfredse med, at ministrene ikke har inkluderet et princip om, at forældre har ret til udelukkende at uddanne deres børn efter deres egen tro, så staten for eksempel ikke kan pålægge dem at undervise i Darwins oprindelsesteori, hvis de hellere vil undervise i Bibelens skabelsesberetning. De er også utilfredse med, at der er blevet plads til at støtte retten til at nægte at deltage i militærtjeneste af samvittig-hedsgrunde, men ikke til at afvise at udføre andet arbejde for eksempel udførelse af aborter for sundhedspersonale.
Helt centralt har skismaet mellem homoseksuelles rettigheder og religionsfriheden været, fordi de to principper nogle gange kolliderer. Det ses også ved, at der sideløbende med vedtagelsen af de nye retningslinjer for religionsfrihed i går også blev godkendt et sæt retningslinjer for håndteringen af krænkelse af seksuelle minoriteters rettigheder.
Ifølge Pasquale Annicchino, der forsker i EUs forhold til religion ved Det Europæiske Universitetsinstitut i Firenze, er det et forsøg på fra ministrenes side at gøre klart, at de tager begge dele alvorligt. Men han påpeger, at ministrene behændigt afholder sig fra at afgøre, hvordan de to rettigheder skal balanceres op mod hinanden.
Hvis der er ét vigtigt konfliktpunkt på rettighedsområdet i dag, så er det det. Og de to tekster løser ikke det dilemma, pointerer han.
Fakta - det forpligter EU-landene sig til:
At fordømme voldelige overgreb mod religiøse minoriteter i tredjelande og overveje at indføre sanktioner.
At protestere, hvis myndigheder eller fremtrædende personer i tredjelande opfordrer til had mod religiøse minoriteter.
At bruge EU-midler på at skabe mere tolerance og respekt for religionsfrihed i tredjelande.
At overvåge og vurdere de enkelte landes respekt for religions-friheden, så det kan indgå i EUs landestrategier over for tredjelande.
At sikre, at der følges op på overgreb på enkeltindivider eller grupper og på systemiske svagheder i landene.